Skræmt fra vid og sans af et æg

Animation giver mulighed for at skabe fantastiske universer og eventyrlige rejser.

Italienske Martina Scarpellis debutfilm Egg skildrer i 2D-animation, hvordan instruktøren havde det, da hun for flere år siden kæmpede med en spiseforstyrrelse.

”Jeg kom hjem fra behandling på hospitalet og havde fået en liste med hjem. Den oplistede nøje, hvad og hvornår jeg skulle spise for at få det bedre. Onsdag skulle jeg spise et æg,” fortæller Martina Scarpelli.

I filmen er en anorektisk kvinde fanget i en primitivt tegnet kasse sammen med et æg. Da hun endelig tager sig sammen til at spise ægget, vokser hendes krop, i takt med at kassen skrumper.

Kvinden beslutter at slå det onde æg ihjel ved sulte sig selv – et anorektisk tilbagefald.

”Det var meget skræmmende. Et æg var anderledes end de andre ting, jeg havde spist. Det var kurvet og fedt – alt det modsatte af, hvad jeg selv ønskede at være. Jeg var rædselsslagen!”

Anorektikere er ikke ofre
Selv om kvinden umiddelbart kan fremstå som en tragisk figur, er det vigtigt for Martina Scarpelli at understrege, at hun ikke er et offer.

”Anorektiske piger er ikke nødvendigvis ofre. Jeg kan ikke tale for alle, men jeg følte mig bestemt ikke som ét. Jeg vidste, hvad jeg gjorde, selv om det var usundt. Det kan jeg godt lide ved figuren i filmen. Hun er magtfuld i sit usunde blik på sig selv,” forklarer den 31-årige instruktør.

”Når man prøver at komme sig over anoreksi, har man besluttet sig for at få det bedre. Men samtidig vil en del af én hellere være tynd og på dødens rand. Derfor må man snyde sig selv og sørge for at spise. Det er den dobbelthed, jeg gerne ville vise.”

Film til de pårørende
Selv om mange anorektikere utvivlsomt vil kunne nikke genkendende til skildringen, har de aldrig været tænkt som en målgruppe.

”Jeg havde ikke selv lyst til at se en film om anoreksi, da jeg var syg. Så jeg gik ud fra, at andre heller ikke ville have det. Men det har ikke været tilfældet. Jeg har fået mange henvendelser fra piger med samme lidelse på baggrund af filmen.”

”Jeg havde oprindeligt tænkt det som en film til de pårørende. Når man ikke selv lider af en spiseforstyrrelse, forstår man ikke, hvorfor det kan være så skræmmende at spise et stykke brød. Den frygt vil jeg gerne illustrere, så de pårørende bedre kan forstå, hvad deres nærmeste går igennem.”

Det har også været vigtigt for Martina Scarpelli, at filmen er mere end en oplysningsfilm om anoreksi.

”Egg er dedikeret til min mor, fordi hun netop har vundet kampen over kræft. Filmen handler i bredere forstand om at overvinde en lidelse af enhver art.”

Paradis i Viborg
Egg giver en detaljeret beskrivelse af, hvordan ægget falder ned i pigens indre. Det er en film, man mærker på sin egen krop, ikke mindst takket være fortællerstemmen, hvor Scarpelli beretter sin historie, præcis som hun skrev den for syv år siden.

”På en workshop på filmskolen i Italien fik jeg til opgave at skrive 500 ord om et vendepunkt i mit liv. Jeg valgte mit tilbagefald, men dengang var jeg ikke parat til at lave en film om det,” siger Martina Scarpelli.

”Jeg var stadig for meget hovedpersonen i historien, og det var først flere år efter, at jeg for alvor kunne føle mig som instruktøren. Dér kunne jeg endelig tage magten over historien.”

Instruktøren begyndte arbejdet på filmen, da hun efter et kort besøg i Viborg forelskede sig i det animationsmiljø, som den midtjyske by huser.

Hun fik et kunstnerlegat af The Animation Workshop, hvor hun i seks måneder kunne arbejde fuld tid på sit projekt, imens institutionen betalte for logi og studiefaciliteter.

”Jeg havde aldrig kunnet lave Egg, hvis det ikke var for The Animation Workshop. I Italien er der slet ikke noget animationsmiljø, der kan måle sig med det i Viborg, og jeg elsker at blive udfordret af det talent, der er omkring mig her. Det er et paradis for animation!”

Sjælekrig
Martina Scarpelli bor nu permanent i Viborg, hvor hun er en del af kunstnerkollektivet Plastic og arbejder på en animeret operaspillefilm, som hun skriver sammen med dramatikeren Amalie Olesen.

”Psychomachia følger tretten arketyper, der hver især repræsenterer et aspekt af den menneskelige natur. De lever blindt og ubevidst i deres sult på livet, imens de fejrer, hvad der skal blive deres egen begravelse,” fortæller hun og tilføjer:

”Titlen kommer fra oldgræsk og betyder ’sjælekrig’. Det er fra et digt af en kristen munk ved navn Prudentius i det femte århundrede. Vores film har intet med kristendom at gøre, men det handler om livets indre kamp.”