Jubilæum: 200 års Frankenstein

Mandag den 1. januar 2018 markerer 200-årsjubilæet for Mary Shelleys dunkelromantiske sci-fi/horror-roman Frankenstein, oprindeligt udgivet anynomt, så mange troede, den var skrevet af hendes husbond, Percy Bysshe Shelley, som dog kun havde skrevet forordet.

Bogen blev en omgående succes, og Mary Shelley, der skrev den som nittenårig, nåede selv i 1823 at opleve den første teateropsætning.

Romanen handler som bekendt om forskeren, der skaber et kunstigt menneske, men forfærdes over resultatet, hvorefter hans skabning formes af sin ensomme og skrækindjagende skæbne, udstødt og længselsfuld, men også grotesk og farlig.

Den har siden dannet udgangspunkt for utallige dramatiseringer.

I 2011 iscenesatte Danny Boyle teaterversionen National Theatre Live: Frankenstein, hvor Benedict Cumberbatch og Jonny Lee Miller skiftedes til at spille de to hovedroller. Den blev vist live i biografer over hele verden – undtagen Danmark, hvor Palads Teatret i København grundet tekniske vanskeligheder måtte skuffe en fuld sal.

Fra Edisons Frankenstein fra 1910 til Donald Gluts Tales of Frankenstein fra 2018 har Dr. Frankenstein optrådt i over 140 film og tv-serier, mens monsteret har spredt frygt og rædsel i op mod 200, hvilket blandt filmmediets fiktive karakterer placerer dem oppe i nærheden af Dracula, Jesus og Lucifer.

Dertil kommer utallige film, der på anden vis låner inspiration fra romanen, fra Metropolis (1927) over The Rocky Horror Picture Show (1975) og Blade Runner (1982) til Bride of Chucky (1998) og Frankenweenie (2012).

Med så mange relevante værker kunne det være en udfordring at vælge, hvor man skal starte en rask odyseé gennem emnet, men Ekkos pukkelryggede assistent har bikset i laboratoriet og skabt en monstrøs begynderguide med ti Frankenstein-film, du bør se, før du dør.

Frankenstein, 1931

Et af filmhistoriens mest skoledannende mesterværker. Der blev lavet stumfilmsudgaver af Frankenstein i 1910, 1915 og 1921, og i 1927 skrev Peggy Webling en ny skuespilversion, som blev filmatiseret af Universal i 1931 som opfølger til studiets kæmpesucces Dracula.

Scenografen Charles Hall skabte de stemningsfuldt gotisk-eskpressionistiske kulisser, elektrikeren Ken Strickfaden fyldte laboratoriet med gnistrende apparater (genbrugt i andre film helt frem til 1970’erne), og rollelisten introducerede tre ikoniske skuespilpræstationer: Boris Karloff som monsteret (med flad isse, operationsar og elektroder designet af sminkøren Jack Pierce), Colin Clive som intenst neurotisk gal-genial videnskabsmand og Dwight Frye som sidsnnævntes pukkelryggede assistent (der ikke findes i romanen, men i dag opfattes som en essentiel del af fortællingen).

Det hele er mesterligt instrueret af James Whale, fra skabelsesscenen i vagttårnet (et nonstop-fyrværkeri af udødelige replikker kun afbrudt af lyn og torden) over monsterets fatale møde med en sød lille pige og en vred fakkelbærende pøbel til klimakset i den brændende mølle.

Bonusinfo: Filmens betydning for tilskuerens underbevidsthed er et bærende element i det spanske mesterværk, Ånden i bistaden (1973).

Bride of Frankenstein, 1935

Et af filmhistoriens mest klokkeklare eksempler på en toer, der er endnu bedre end originalen. James Whale fik et tårnhøjt budget og frie hænder til at skabe et excentrisk værk, hvor den gotiske uhygge beriges med en undertone af campet galgenhumor.

Især i skikkelse af Ernest Thesiger som Frankensteins kollega Doctor Pretorius, der foreslår at skabe en brud til monsteret. Hun spilles med elektrificeret chokfrisure af Elsa Lanchester, der i filmens prolog også ses som Mary Shelley.

Karloff gentog rollen som monsteret både her og i Son of Frankenstein (1939), den første af Universals efterfølgende fortsættelser, hvoraf ingen dog overgår den uofficielle fortsættelse The Bride (1985), instrueret af Franc Roddam med Sting som Frankenstein og Jennifer Beals fra Flashdance som det kvindelige monster, Eva.

Bonusinfo: James Whale spilles af Ian McKellen i Bill Condons Oscar-belønnede biopic Gods and Monsters (1998), der kortlægger filmens og instruktørens menneskelige baggrund.

The Curse of Frankenstein, 1957

Synet af ligdele i bloddryppende Eastmancolour var for meget for kritikerne, der fordømte filmen til den usleste skammekrog, men publikum væltede bagover af begejstring, og det blev den hidtil mest indtjenende engelske film.

Produktionsselskabet Hammer og instruktøren Terence Fisher revolutionerede skrækfilmens æstetik med The Curse of Frankenstein, den første Frankenstein-film i farver og i en række betydningsfulde værker fra trekløveret Fisher, Cushing og Lee.

De to sidstnævnte medvirker begge i Laurence Oliviers Hamlet (1948), men mødes første gang på lærredet her. Peter Cushing har sin karrieres største skurkerolle som stålsat forsker, der uden tøven myrder for at opnå resultater, og Christopher Lee spiller hans ynkelige skabning, hvis hjerne ødelægges af glasskår, mens ansigtet er et tragisk, halvfærdigt rodsammen af operationsar. Ligesom den havde gjort for Karloff, gjorde rollen Lee til verdensstjerne.

Bonusinfo: Filmens titel kan synges til hovedtemaet i James Bernards underlægningsmusik, en tradition, han videreførte i stort set alle sine efterfølgende filmscores.

Frankenstein Must Be Destroyed, 1969

Universals klassiske Frankenstein-filmserie fra 1930-40’erne har monsteret i centrum, men med The Curse of Frankenstein startede Hammer sin egen serie fordelt over tre årtier med titelfiguren i centrum, seks gange spillet af Peter Cushing og en enkelt gang af Ralph Bates.

Den bedste af disse for et moderne publikum er givetvis Frankenstein Must Be Destroyed, hvor Baron Frankenstein terroriserer et ungt kærestepar (Veronica Carlson og Simon Ward) til at hjælpe sig med at gennemføre en genial, men også makaber og risikabel hjernetransplantation. Hvorefter den ufrivillige patient vågner op i en krop, som hverken han eller hans hustru kan genkende, et sjæleligt dilemma fremragende spillet af Freddie Jones.

Filmen er mesterligt iscenesat af Terence Fisher, hvis greb om suspense-scenerne placerer ham i klasse med Hitchcock, mens Cushing med isnende kalkulation skiftevis fornærmer, charmerer og skræmmer, så det er en fryd.

Bonusinfo: Da filmen ellers var færdigindspillet, forlangte produceren pludselig, at der skulle filmes en voldtægsscene. Alle involverede hadede at lave den, og den er filmens eneste svage led.

Frankenstein: The True Story, 1973

Denne tv-miniserie er en begavet, opfindsom og velspillet gendigtning. Men den er så forsømt, at de færreste kender den som andet end et fjernt tv-minde eller via omtale.

Den Emmy-belønnede instruktør Jack Smight havde tidligere signeret Bradbury-filmatiseringen Den illustrerede mand (1969) og får fine præstationer ud af sin imponerende rollebesætning: Leonard Whiting (Zefirellis Romeo) spiller Dr. Frankenstein, Michael Sarrazin og Jane Seymour er hans henholdsvis mandlige og kvindelige monster, mens siderollerne udfyldes af navne som Tom Baker, John Gielgud, Margaret Leighton, James Mason, David McCallum, Agnes Moorehead og Ralph Richardson.

Skriv Frankenstein: The True Story højt på ”må se”-listen!

Bonusinfo: James Mason fremviser i filmens prolog Mary Shelleys gravsted, men det er en fupgrav skabt til filmen, som er tilgængelig på Region 1-dvd og genstand for en grundig artikel i det amerikanske filmblad Little Shoppe of Horrors #38, juni 2017.

Flesh for Frankenstein, 1973

Udo Kier har en af sine mest elskede kultroller som en sexgal Baron Frankenstein, der bygger en mand og en kvinde i håb om at se dem avle en über-race, men myrder den forkerte doner som byggemateriale til den mandlige skabning (Joe Dallesandro).

I filmens mest berømte scene åbner Udo et sår i taljen på sin hjemmelavede ”brud” (Dalila Di Lazzaro), som han bestiger med en kælen hånd stukket ind i hendes tarme, hvorefter han belærer sin assistent med følgende livsvisdom: ”For at kende døden, Otto, må man først kneppe livet i galdeblæren!”

Et satirisk, afsporet, sorthumoristisk voldsorgie.

Bonusinfo: Også kendt som Andy Warhol’s Frankenstein, selv om Warhol stort set intet havde med filmen at gøre. Produceret ryg-til-ryg med Blood for Dracula (1974), også instrueret af Paul Morrissey med Dallesandro og Kier i hovedrollerne. Kørte i årevis i Københavner-biografen Klaptræet, der viste den i 3D.

Young Frankenstein, 1974

Mel Brooks’ komedie beskrives ofte som en parodi på Universals tre første Frankenstein-film, men er i lige så høj grad en kærlighedserklæring, stilfuldt filmet i sort-hvid med romantisk gribende musik og genbrug af Ken Strickfadens laboratorieudstyr fra 1931-filmen.

Latteren vækkes dog uafbrudt af det formidable cast. Det er anført af Gene Wilder (der skrev manuskriptet med Brooks) som den modvillige Dr. Frederick Fronkensteen, mens Marty Feldman leverer sit livs største præstation som Fronkensteens pukkeltryggede og debile assistent Igor. Peter Boyle er monsteret, der stepdanser og spilder skoldhed suppe ud over Gene Hackman som blind eneboer.

På kvindesiden glimrer Madeline Kahn som Frankensteins forlovede, Teri Garr som transylvansk bondepige og Cloris Leachman som husholdersken Frau Blücher, hvis navn altid afføder et fjernt hestevrinsk.

Bonusinfo: Filmanmelderen Peter Risby Hansens hund Abby er opkaldt efter filmens hjernedoner, som Igor kalder for Abby Normal.

Gothic, 1986

Mary Shelley begyndte at skrive Frankenstein under et sommerophold i Schweiz 1816, hvor himlen var dækket af aske fra et vulkanudbrud. Tilblivelseshistorien skildres med stor, kreativ energi og tøjleløs poetisk frihed i Ken Russells Gothic, der skal ses flere gange, før man kan rumme det hele.

I de fem centrale og historisk autentiske roller ses Natasha Richardson som Mary Shelley, Julian Sands som hendes forlovede Percy Bysshe Shelley og Myriam Cyr som halvsøsteren Claire Clairmont, der alle tre ved Genevesøens bred besøger Gabriel Byrne som Lord Byron og Timothy Spall som sidstnævntes livlæge John Polidori (forfatter af verdens første vampyrnovelle).

Jo bedre, man kender de virkelige forhold, jo mere må man beundre filmens komplekse tematiske jonglørnumre, der bestemt ikke glemmer Frankensteins monster.

Bonusinfo: I kølvandet på Gothic fulgte yderligere to glimrende film om romanens tilblivelse: Haunted Summer (1988) med Alice Krige og Rowing with the Wind (1988) med Hugh Grant og Elizabeth Hurley, der mødtes her og bagefter blev gift.

Mary Shelley’s Frankenstein, 1994

Mislykket storfilm lavet i håb om at gentage Coppolas succes med Bram Stoker’s Dracula (1992), men i sammenligning fattig på fantasi og nerve.

Kenneth Branagh instruerede og spiller selv Victor Frankenstein, mens Robert De Niro dovner den som monsteret. Man skal se den som pligtkigning for derefter i endnu højere grad at kunne værdsætte de mange billigere, men bedre filmatiseringer.

Bonusinfo: John Cleese forsøgte i rollen som Frankensteins universitetslærer at markere sig som ”seriøs” skuespiller og gør det faktisk udmærket, men valget af film var næppe heldigt.

FRANKƐN5TƐ1N, 2015

En overraskende fortolkning, der af og til kommer tættere på romanforlægget end nogen tidligere Frankenstein-film. Plottet flytter handlingen til moderne tid, hvor forskerægteparret Elizabeth og Victor (Carrie-Anne Moss og Danny Huston) under kontrollerede laboratorieforhold skaber et menneske, Adam (Xavier Samuel), ved hjælp af en avanceret 3D-printer.

Filmen er skrevet og instrueret af Bernard Rose, som lader monsteret kommunikere via monologer hentet direkte fra romanen. I skrivende stund har filmen på Rotten Tomatoes 35 procent publikumsgunst og 100 procent kritikergunst. Altså pænt sagt ikke nogen crowdpleaser, men for feinschmeckere et lille mesterværk.

Bonusinfo: Bernard Rose er bedst kendt for Clive Barker-gyseren Candyman (1992) og Beethoven-dramaet Immortal Beloved (1994).

Fire malerier, du bør se

Mary Shelley fik idéen til Frankenstein under et mareridt, og romanen associeres ofte med Henry Fuselis berømte maleri The Nightmare, hvor en gnom sidder på brystet af en liggende kvinde. Maleriet findes i to versioner fra henholdsvis 1781 og 1790-91.

Begge bør kendes af enhver cineast, da de spøger som indforstået reference i utallige film. Også andre kunstmalere har digtet videre på motivet: Nicolai Abildgaards Mareridt (1800) hænger på Sorø Kunstmuseum og Ditlev Bluncks Mareridtsscene (1848) har hjemme i Nivaagaard Malerisamling.

Tre bøger, du bør læse

Stephen Jones har skrevet den smukt udformede og grundigt researchede The Illustrated Frankenstein Movie Guide (1994), som man aldrig bliver træt af at bladre i.

Selv om Mary Shelleys roman udkom og blev et hit i 1818, har de fleste kun læst hendes gennemreviderede udgave fra 1831, hvor hun havde fokus på sin nye status som respektabel enke. Måske er tiden inde til at møde hendes oprindelige monster.

1818-udgaven er oversat til dansk af Jakob Levinsen og udkom som sådan for første gang i 2014 på Rosinante.

Den engelske forsker Christopher Frayling har netop udgivet jubilæumsbogen Frankenstein: The First Two Hundred Years. Han regnes for en af de førende autoriteter på området.