Nekrolog
16. dec. 2019 | 15:17

Fransk films danske stjerne er gået bort

Foto | Raoul Coutard
Anna Karina indtager hovedrollen i Jean-Luc Godards Livet skal leves, hvor en ung kvinde synker ned i prostitution.

Med lidenskabelige øjne som skabt til lærredet blev skuespilleren Anna Karina en af den franske nybølges mest markante skikkelser.

Af Claus Nygaard Petersen

Hanne Karen Blarke Bayer blev født 22. september 1940 i Danmark, men blev berømt under kunstnernavnet Anna Karina.

Hun blev en stjerne i 60’er-film af franske Jean-Luc Godard. Den 14. december døde hun i sit hjem i Paris som følge af en kræftsygdom, skriver nyhedsbureauet AFP.

Hendes liv var glamourøst, men barndommen var alt andet end idyllisk. Faren forlod familien, da hun kun var et år, og herefter fulgte et årelangt ophold på børnehjem.

Gentagne skænderier med moren førte til, at Hanne i 1958 stak af hjemmefra og tomlede til Paris, hvor hun ændrede navn Anna Karina og skabte sin senere så berømte persona.

I Danmark havde hun medvirket i forskellige kabareter og lavet modelarbejde i reklamer. Og det var netop modelarbejdet, som gjorde hende til ansigtet på den franske nybølge.

Mesterens muse
Forsidebilleder i modebladet Elle blev hverdagskost, og snart var hendes ansigt allestedsnærværende. Jean-Luc Godard blev så betaget af danskeren, at han tilbød hende en rolle i sin debutfilm Åndeløs.

Men Anna Karina afviste ham, da rollen krævede, at hun skulle være nøgen. Det var hun ikke interesseret i.

Om det var det, der fik franskmanden til at forelske sig i hende, vides ikke. Men han opgav ikke bestræbelserne på at få hende til at medvirke i en af sine film. Det lykkedes da også i en sådan grad, at hun medvirkede i syv af Godards film i 1960’erne.

Skabt til lærredet
Det mest prominente værk i deres samarbejde er Livet skal leves fra 1962.

I filmen spiller Anna Karina den unge Nana – med det vilde efternavn Kleinfrankenheim – som forlader mand og nyfødt søn for at forfølge en karriere som skuespiller. Det viser sig lettere sagt end gjort, og Nana ender i et liv som prostitueret, der kulminerer i en blodig skududveksling, hvor hun bliver dræbt.

Med kulsort pagehår og øjne, der kunne få Antarktis til at smelte, havde Anna Karina et udseende, der var som skabt til lærredet.

Ud over for Jean-Luc Godard medvirkede hun i samme periode i film som Agnès Vardas Cleo fra 5 til 7, Roger Vadims Kærlighedskarussellen og Luchino Viscontis Den fremmede.

Hun havde også en rolle i en af de mest kontroversielle franske film nogensinde. Jacques Rivettes Bag klostrets mure allerede inden færdiggørelsen mødt med modstand af både staten og den katolske kirke i Frankrig. Selv om den franske censur godkendte filmen til at blive fremvist to gange, blev beslutningen begge gange omstødt af den franske informationsminister.

Selv det at nævne forbuddet var forbudt på fransk tv, men efter et par års tovtrækkeri fik filmen endelig premiere på Cannes-festivalen i 1967 til stor ros fra kritikerne. Samme ros fulgte, da filmen fik bred biografpremiere i Frankrig.

Mere end et ansigt
Samarbejdet mellem Anna Karina og Jean-Luc Godard fik en meget brat slutning. Efter at være blevet gift i 1961 endte det i skilsmisse i 1965 efter et meget turbulent ægteskab.

Ifølge Anna Karina kunne Godard finde på at forsvinde i flere uger af gangen uden at give lyd fra sig. Parret skændtes ofte højlydt, når de var på optagelse.

I alt havde Anna Karina fire ægteskaber fordelt over 33 år. Hendes sidste mand, den amerikanske instruktør Dennis Berry, var ved hendes side, da hun sov stille ind på hospitalet.

Anna Karina instruerede selv to film: Vivre ensemble fra 1973 og Victoria fra 2008. Hun skrev fire bøger og havde en sangkarriere, der bød på endnu et samarbejde med en de helt store personligheder i fransk kultur: multitalentet Serge Gainsbourg.

I 2016 fik hun en Æres-Bodil for sit arbejde i internationale film. Ole Roos, der instruerede Anna Karina i en af hendes få danske roller, Manden der ville være skyldig, gav hende flotte ord med på vejen.

”Hun havde pragtfulde øjne, der klædte filmmediet. Hun kunne fascinere. Hun havde det, som man i gamle dage kaldte for at være ’amerikansk’. Det betød, at man havde en stærk fornemmelse af, hvad kameraet opfanger af ens attitude og den måde, man bevæger sig på. Hun havde en naturlig evne for at stå foran et kamera, normalt er det noget, man skal øve sig på.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko