Fransk instruktør bag 80’er-perler er død

Med film som Diva og Betty Blue blev Jean-Jacques Beineix en af de vigtigste instruktører i 1980’ernes franske filmbevægelse, der fik navnet ”cinéma du look”.

Sammen med landsmændene Luc Besson og Leos Carax var Beineix banebrydende med film, der var præget af et æstetisk billedbegær og legede med genrer og klichéer i historier om unge og utilpassede mennesker.

Den franske instruktør har dog ikke været aktiv i mange år. Og torsdag i sidste uge døde han 75 år gammel i sit hjem i Paris efter længere tids sygdom. Det skriver internationale medier med filmskaberens bror som kilde.

Ligesom sine fæller i cinéma du look-bølgen blev Jean-Jacques Beineix kritiseret for at være mere stil end substans. Men den antagelse gør en af verdens førende anmeldere op med.

”Han havde lige så meget substans som enhver af sine samtidige kolleger, men meget mere stil. Faktisk var hans kærlighed til stil ligefrem sensuel,” skriver den britiske avis The Guardians Peter Bradshaw i sin nekrolog over Beineix og fortsætter:

”Diva og Betty Blue fortjener at være kendt som andet og mere end blot modefænomener. Det er levende og vibrerende filmkunst.”

Blander høj- og lavkultur
Jean-Jacques Beineix opnåede dog hverken samme kommercielle popularitet som Luc Besson (Subway, Léon) eller status blandt filmkritikere som Léos Carax (De elskende fra Pont Neuf, Holy Motors).

Til gengæld stod de to instruktører – der spillefilmdebuterede i årene efter Beineix – på skuldrene af kollegaen.

Jean-Jacques Beineix’ måde at blande høj- og lavkultur inspirerede både landsmændene og filmskabere fra Hollywood og resten af verden.

Mange kritikere med rødder i den franske nybølge fra 1960’erne afviste aggressivt filmene som reklameagtig overflade. Mens tidens postmoderne fortalere så dem som et befriende opgør – dels med arven fra socialrealismen, der havde domineret 70’erne, dels med forestillingen om en dybere mening.

Jean-Jacques Beineix’ ironiske kærligheds-thriller Diva fra 1981 opnåede således hurtigt kultstatus som et avantgardistisk værk.

To år senere forlod instruktøren ironien og gav den fuld skrue på romantisk patos i Månen i rendestenen, som på trods af stjernerne Gérard Depardieu og Nastassja Kinski floppede hos både kritikerne og publikum.

Erotisk galskab
Men i 1986 kom Beineix stærkt tilbage med Betty Blue – 37,2 grader om morgenen, hvor han igen svælger i smukke billeder, men samtidig fortæller en både erotisk og rørende historie om kærlighed og galskab.

Berømt er den uklippede scene i filmens begyndelse, der viser et intenst samleje mellem de elskende hovedpersoner. Det var en film til en ung generation, der havde et fordomsfrit syn på reklameæstetik, og filmplakaten og billeder med Béatrice Dalle fra filmen kunne dengang ses på mange teenageværelser.

Derfra gik det for alvor ned ad bakke for Beineix, der aldrig rigtigt fik gang i karrieren igen.

Han instruerede i 1989 cirkusfilmen Roselyne og løverne, mens 90’erne primært bestod af dokumentarer og kun en enkelt spillefilm, roadmovie-krimien IP5: L’île aux pachydermes, der ikke vakte stor opsigt.

Arrogant provokatør
Jean-Jacques Beineix læste som ung til læge. Men han droppede ud af studiet i maj 1968, samtidig med at voldelige ungdomsoptøjer i Frankrig fik Cannes-festivalen til at slutte i utide.

Beineix søgte ind på filmskolen, men kom ikke ind. I stedet begyndte han at arbejde som instruktørassistent for en række franske filmskabere, og i 1977 instruerede han selv sin første kortfilm.

Den vandt hovedprisen på Trouville-festivalen, og så begyndte Jean-Jacques Beineix arbejdet med sin berømte debutspillefilm.

Instruktøren var i løbet af sin karriere meget åben om sine op- og nedture og beskrev sig selv som en arrogant provokatør.

”Jeg må være lidt forelsket i at fejle, for jeg fremprovokerer det. Når man er bange for at blive elsket, åbner man døren for fjendtlighed. Det er perverst,” skrev han i 2006 i den 835-sider lange erindringsbog Les Chantiers De La Gloire, som meget sigende kun blev udgivet på fransk.

På de ældre dage gik Jean-Jacques Beineix’ filmproduktion i stå. Hans sidste spillefilm er Mortel transfert fra 2001, mens han efterfølgende kun lavede tv-dokumentarer og en enkelt kortfilm.

Beineix efterlader sig konen Agnès og deres datter Frida.