Fransk Murnau puster liv i stumfilmen

"Jeg vil gerne lave en stumfilm."

Sætningen affødte overbærende grin. En stumfilm? I sort-hvid? I dag? Idéen svarer vel nærmest til en forfatter, der trygler om at få lov til at skrive navneord med stort og å med dobbelt a.

Men Michel Hazanavicius mente det. Og da han med to film om agent OSS 117, en skarpskåret pastiche på 60’ernes spionfilm, viste et sikkert greb om filmsptrogets uddøde accenter, fik han sin producer Thomas Langmann med på idéen.

I morges blev resultatet, The Artist, vist på Cannes til udelt begejstring. Filmen skulle egentlig have været vist uden for konkurrence, men blev i ellevte time flyttet over i hovedkonkurrencen. Og selvom kun otte ud af konkurrencens tyve film er blevet vist, har Ekkos udsendte, Claus Christensen, allerede udråbt The Artist som årets guldpalmefavorit.

Ikke en gimmick
OSS 117-filmene malede med pastichens pensel og forholdt sig distanceret postmoderne til filmmediets fortid, men The Artist er den ægte vare. For godt nok handler filmen meta-agtigt om stumfilmperioden og stumfilmsskuespillere i et sort-hvidt filmsprog med mellemtekster og mimeri. Men følelserne og handlingen formidles uden ironisk forsvar.

"Da jeg begyndte at tænke over, hvordan min stumfilm skulle være, havde jeg to muligheder. Enten ren underholdning, en spionfilm i arven efter Fritz Langs Spionen, eller en film, der beskæftiger sig med mere alvorlige emner," siger Michel Hazanavicius i et interview lavet til filmens pressemateriale.

"Jeg valgte det sidste, for jeg ville ikke have, at projektet blev set som en grille eller en gimmick," fortsætter han.

Simple kærlighedshistorier
The Artist fortæller historien om to skuespillere, hvis liv og karrierer bliver vendt på hovedet, da tonefilmen får sit gennembrud ved indgangen til 1930’erne. Stumfilmidolet George Valentins (Jean Dujardin) stjerne falmer drastisk, mens dansestatisten Peppy (Bérénice Béjo) pludselig slår igennem.

Filmen er et klassisk melodrama tro mod de sømløse amerikanske filmfortællinger fra 1910’erne og 20’erne med stjerner som Mary Pickford og Douglas Fairbanks.

"Efter min mening er melodramaerne de stumfilm, der har udstået tidens tand. Det er simple kærlighedshistorier, som bliver fuldbyrdede film, måske endda mesterværker," siger den 43-årige instruktør.

Hvor canadieren Guy Maddin, en anden nutidig instruktør, der med stor kunstnerisk fantasi leger med stumfilmsproget, klipper i surrealistiske montagesekvenser i arven efter de store russiske instruktører, er The Artist en hyldest til de amerikanske genrer og filmkoder.

"Det er de amerikanske stumfilm, der har givet mig mest næring, fordi de påtvinger publikum virkeligheden meget direkte og umiddelbart. De har en nærhed til karaktererne og historien - som King Vidors The Crowd , der er et bevægende eksempel," siger Hazanavicius.

Inspiration fra Garbo
Hazanavicius skrev The Artist på kun fire måneder, og filmen blev optaget i Hollywood på blot 35 dage. Forud gik dog et omfattende researcharbejde for både at blive intimt fortrolig med stumfilmens sprog og med den historiske baggrund.

The Artists handling er inspireret af virkelige stumfilmstjerner som Douglas Fairbanks, Gloria Swanson, Joan Crawford og Greta Garbos liv. Som i filmen blev flere af de gamle stjerner overflødige, da publikum pludselig kunne høre deres stemmer. Skønheden Garbo var én af dem, der faldt helt igennem med sin skærebrænderstemme.

I stil og tone lod Hazanavicius sig inspirere af mesterinstruktører som Tod Browning, Fritz Lang og Erich von Stroheim, men især af tyske F.W. Murnau, der i 30’erne forlod hjemlandets ekspressionisme og blev en af Hollywoods største stumfilminstruktører.

"Murnau er tidløs, ja helt moderne. Især Sunrise , som i lang tid blev betragtet som den smukkeste film i filmhistorien - og City Girl, som jeg faktisk foretrækker," siger han.

Stilisering af virkeligheden
Men hvad er det ved stumfilmene, der fascinerer den franske instruktør i en sådan grad, at han måtte bringe dem til live for et moderne publikum?

"Jeg er interesseret i stiliseringen af virkeligheden. Men først og fremmest er det fascinerende, at det ikke er op til manuskriptforfatteren eller skuespillerne at fortælle historien - det er op til instruktøren. I denne her genre ligger alt i billedet, i organiseringen af de signaler, du sender publikum," forklarer han.

"Samtidig er det en følelsesbetonet genre; den er sanselig. Det at du ikke går gennem en tekst og en dialog, tager dig tilbage til en fundamental måde at fortælle på, hvor historien kun fungere på basis af de følelser, du skaber."

Ultra simpel historie
Hazanavicius lagde derfor en grundig plan for, hvordan filmen skulle skydes, og improvisationerne måtte træde i baggrunden.

"Jeg storyboardede alt. Jeg blev nødt til at vide, at alt kunne fortælles. At alt kunne forstås. Vi kunne ikke forlade os på dialog, så hver indstilling skulle have en betydning," erklærer instruktøren.

Undervejs opdagede han, at stumfilmformatet stillede krav om en ultra simpel historie.

"Hvis der er for mange nye udviklinger, for mange karakterer, et komplekst plot, kan du ikke formidle det visuelt. Da jeg prøvede at assimilere genrens regler ved at se mange gamle stumfilm, opdagede jeg hurtigt, at lige så snart historien bliver uklar, mister man interessen. Det er et ubarmhjertigt format, især i dag," fortæller han.

Øvede sig på stepdans
The Artists skuespillergalleri tegnes primært af franske skuespillere, og begge hovedroller, Jean Dujardin og Bérénice Bejo (instruktørens hustru!), spillede med i Hazanavicius’ første film om agent OSS 117.

Samtidig har amerikanske stjerner som John Goodman og James Cromwell også sneget sig med ind i tidsmaskinen. Som i de gode gamle stumfilmsdage er sproget ingen hindring for et multilingvistisk cast, men til gengæld giver arbejdet med stumme karakterer andre årsager til rynkede bryn.

"Skuespillerne spurgte efter en dialog, de kunne sige, når de spillede, men jeg ville ikke give dem noget. Det sidste, jeg ønskede, var, at de skulle arbejde ud fra en tekst. Så de måtte øve sig på nogle andre ting, stepdans om ikke andet," siger Hazanavicius.

2CV mod Formel 1
Heller ikke i personinstruktionen slog ordene altid til, indså Hazanavicius. Han spillede derfor klassisk 40’er- og 50’er-musik på settet under optagelserne, fra Bernard Hermann, Max Steiner og Cole Porter til musikken fra musicalen Sunset Boulevard.

"Det bar helt bogstaveligt skuespillerne frem, og til sidst kunne de ikke klare sig uden. Når man finder den passende musik til en bestemt sekvens, kan det være meget klarere end alle mulige forklaringer."

At Hazanavicius med The Artist er ude i et noget anakronistisk ærinde, lægger han ikke skjul på.

"Da vi lavede den, var vi midt i Avatar-hysteriet, i fuld 3D-mania. Det var, som om jeg sad ved rattet i en 2CV med Formel 1-biler susende omkring mig."

Alligevel ligger 2CV’en med en elegant stum acceleration lige nu lunt i svinget til at hjemtage filmkunstens fineste pris, når Guldpalmen uddeles næste søndag.