Fransk musical fortaber sig i egoistisk selvhad

Frankrigs melankolske romantiker og popmusikkens fandenivoldske ironikere lyder som en aparte cocktail.

Men instruktøren Leos Carax (Holy Motors, De elskende fra Pont-Neuf) og kultbandet Sparks (70’er-hittet This Town Ain’t Big Enough for Both of Us) er hver især så uforudsigeligt originale, at man ikke på forhånd ville afskrive muligheden for, at det kunne gå op i en højere enhed.

Musicalen Annette – som Sparks-brødrene Ron og Russell Mael har skrevet historien og musikken til, mens Carax har instrueret – starter da også aldeles forrygende.

Leos Carax sidder bag mixerpulten under en pladeindspilning med Sparks. ”So May We Start?” spørger Carax, og så begynder brødrene på et forrygende nummer med samme titel. Hovedrolleindehaverne Adam Driver, Marion Cotillard og det øvrige cast synger med, og de går alle ud på gaden, hvor handlingen kan tage sin begyndelse.

Det er på en gang forførende og metabevidst ironisk, og det sætter en perfekt tone for en film, der vil blæse publikum omkuld med store følelser, men samtidig gøre det med humoren i behold.

Sulten efter berømmelse
Cotillard og Driver spiller henholdsvis en finkulturel operasanger og en aggressivt konfronterende standup-komiker a la Andy Kaufman. Ann og Henry er et umage par, og det viser Leos Carax veloplagt med klip mellem deres meget forskellige sceneshows.

Hun dør hver aften for publikum og får dem til at græde, han får tilhørerne til at dø af grin.

Der er magi i denne del af filmen. Som når Anns teaterscene forvandler sig til en ægte skov, eller når parret urkomisk synger sig igennem cunnilingus. For da slet ikke at tale om Henrys mareridt om Anns graviditet, hvor han drømmer, at barnet Annette bliver født med en klovnenæse!

Men så begynder problemerne, både for parret og filmen.

Barnet viser sig at være en meget levende marionetdukke, og samtidig står seks kvinder frem i pressen for at advare Ann om, at Henry er voldelig.

De elskende har begge sulten efter at være kunstnere og berømtheder, og den er åbenbart svær at forene med en dagligdag som forældre. Et tema, som i øvrigt er identisk med Christoffer Boes aktuelle Smagen af sult.

Henry går over stregen og får publikum på nakken, da han under et show fortæller, at han har slået Ann ihjel – en ren tour de force-præstation af Adam Driver. Det har Henry dog ikke, men ligesom hans drøm er det et varsel. Da parret vil redde forholdet med en yacht-ferie, ender de i et skæbnesvangert stormvejr.

Her siger filmen farvel til al realisme, men desværre også til humoren og vores empati. Nu er fokus på Henry, der skal igennem en lang rejse mod erkendelsen af sit indre mørke.

Datteren viser sig have et unikt operatalent, hvilket Henry naturligvis straks udnytter kommercielt uden tanke på konsekvenserne for barnet.

Giftig maskulinitet
Annette er fyldt med lede ved publikum, sensationspressen og massernes hysteri i almindelighed. Det er intet at regne for det had, filmen har til sin hovedperson og hans maskulinitet, der er lige så skrøbelig, som den er giftig.

Nøjagtigt det samme så vi i Gaspar Noés Love, og i nogle kunstneriske kredse i Frankrig anses det åbenbart stadig som progressivt at fortælle historier, der skal vise et egoistisk svin af en mand gå under for fuld musik.

Deroute-historier er vanskelige at gøre dramaturgisk spændende. Men hvad værre er, rummer Annette undervejs så megen fascination af den selvsamme machokultur, at budskabet fremstår noget hyklerisk. Og det er helt slemt, når Carax ikke formår – eller har lyst til – at give den kvindelige modpart en selvstændig og interessant rolle.

Så bliver selvopgøret til et egotrip.

Sparks havde oprindelig tænkt historien til et konceptalbum, men man må sige, at Leos Carax har taget den til sig. For ti år siden mistede han sin russiske kæreste og muse, Yekaterina Golubeva. Dødsårsagen er ukendt, og når Carax i åbningssekvensen står med armen om Yekaterinas og sin egen datter – og Henry til sidst ligner Carax – er det nærmest et vink med en vognstang om en biografisk fortolkning.

Vi får ondt af stakkels Annette, men kommer aldrig til at investere os selv i Henry, og instruktøren får heller ikke megen hjælp fra Sparks’ numre, der bortset fra åbningsnummeret slet ikke har format til at blive slagere.

Vi kunne næsten ikke være længere fra Jacques Demys gribende filmopera-klassiker Pigen med paraplyerne, hvor det iørefaldende, melankolske tema rammer tilskueren dybt.

Summen af fransk melankoli og amerikansk popironi er mindre end de enkelte dele i Annette, der også kunne have heddet: ”This film ain’t big enough for both of us.”