Fredensborg svarer på kritikken

Svar til Jesper Grand:
Du skriver, at jeg glemmer at oplyse, at Jesper Jack ikke var alene om at tildele mig de 200.000 kroner. At alle projekter blev bedømt af konsulent Jesper Jack i fællesskab med den anden konsulent, Michael Haslund-Christensen, og TV 2-redaktør Irene Strøyer. Alle tre skulle være enige, før et projekt kunne komme videre i konkurrencen.



Tak for info. Hvis du nu læser artiklen igen, så står der på et ret afgørende sted følgende sætning: ”I stedet ryger vi en joint udenfor. Mig, konsulenterne og TV 2’s udsendte. De tre, der skal afgøre, om min film fortsat skal have støtte.”

Hvis det stadig virker lidt uklart, så lad mig opsummere: Jeg røg en herregod joint med Jesper Jack, Michael Haslund-Christensen og TV 2-redaktør Irene Strøyer. De tre som senere sendte mig videre i konkurrencen.

Jeg siger ikke, at det var derfor, jeg fik støtte. Jeg siger blot, at det tilsyneladende heller ikke forhindrede mig i at få støtte.

Svar til Helle Faber & Mette Heide:
Tak, fordi I fandt min artikel virkelig underholdende. I har i modsætning til så mange andre i filmbranchen humoristisk sans, når det handler om jer selv.

Jeg skal beklage, hvis jeg fejlagtigt opfattede Maya Albana som rutineret. Hun er jo trods alt uddannet fra Filmskolen og har et par film i bagagen, tænkte jeg. Hvorfor jeg heller ikke forstår, at I kalder hende debutant. Sandheden ligger måske et sted midt imellem. Således kan man jo sagtens være en ret erfaren instruktør uden nogensinde at have fået del i Det Danske Filminstituts støtteordning.

Når I ligeledes skriver, at det var den filmskoleuddannede instruktør Nicole Horanyis første forsøg på at få en film igennem konsulentordningen for voksne, skal jeg så forstå det sådan, at Det Danske Filminstituts New Danish Screen-ordning støttede strip- og punkhistorien The DeVilles i den tro, at det var en børnefilm?

At journalist Adam Dyrvig Tatt, som I skriver, var forhindret i at deltage, bekræfter jo blot, at der netop kun var filmskoleinstruktører tilstede på seminaret. Faktisk vil jeg gerne kende Adams holdning til denne sag, eftersom hans claime to fame er den såkaldte Strandvænget-sag, hvor han via skjult kamera dokumenterede omsorgssvigt på et bosted for udviklingshæmmede. Respekt, i øvrigt.

Jeg er jo også blevet beskyldt for at være undercover, hvilket ikke var tilfældet. Jeg har sådan set bare skrevet mine erindringer fra et lukket møde eller to. Det pudsige er, når os journalister bruger undercover-metoder til at afsløre svigt på et plejehjem eller hos den lille automekaniker, der snyder med oliepinden, så er der ingen i tv- og filmbranchen, som protesterer.

Når det drejer sig om at afsløre svigt i vores eget støttesystem, så buher stort set alle. Sært, ikk? 



Svar til Martin Strange-Hansen:
Du genkender ikke min såkaldt indignerede skildring af filmbranchen som indspist og drevet af kammerateri. Du skriver: ”Tænk på, hvor få afslag og kuldsejlede projekter, jeg som filminstruktør havde haft liggende i skuffen, hvis det havde været tilfældet.”

At din skuffe tilsyneladende bugner af afvisninger, er vel ikke et bevis på, at nepotisme ikke stortrives? Jeg taler jo ret beset om dem, der netop får sine film igennem ved at kende de rigtige mennesker. Måske går du for lidt til fest i filmbranchen, modsat mig? Måske er dine filmoplæg for dårlige i længden, ligesom mine?

Dine argumenter handler om din egen oplevelse, ligesom mine argumenter. Og ja, jeg er en lille lort, der tillader mig at anklage branchens offentligt ansatte pengemænd for (i visse tilfælde) at være inhabile i deres sagsbehandling, men dermed siger jeg ikke, at du og alle andre hårdtarbejdende instruktører er korrupte.

Det står dig frit for at slikke r.. på konsulenten, fylde vedkommende med rødvin og få en bevilling med hjem. Lykkes det, er det konsulenten, der har et habilitetsproblem. Du har en pose penge. Jeg har set det ske, det har du sikkert også. 

Så når du kalder min beretning for fiktionaliseret, så har jeg to fingre i luften.

Finger 1: Du var vist ikke med til mine støttemøder og det nu berømte Filminstitutseminar, så hvad ved du egentlig om det?
Finger 2: Var det en idé rent faktisk at fiktionalisere min historie? Kan du som instruktørernes formand se potentialet som film? 


Svar til Nikolaj Arcel:
Du bliver provokeret af, at jeg overser, hvad der er lige for næsen af mig. Nemlig at filmbranchen primært består af mennesker, der har kæmpet i årevis, til blodet sprøjtede, og sveden haglede for at realisere deres projekter, som du formulerer det. Det vil jeg til enhver tid skrive under på – at både jer og jeg arbejder hårdt.

Jeg så en stribe for min næse. Den tog jeg. Så vankede der en joint on top. Den tog jeg sgu også. Jeg spørger dig: Hvis en arbejdsgiver siger: ”Ja, vi skal jo fyre nogle af jer i den kommende tid, men i aften skal vi feste, og I er alle inviterede,” ville du så deltage i festen eller gå hjem?

Ville du medgive, at de ansatte og chefen måske ville ende med at påvirke hinanden og fyringsprocessen, jo mere fulde og intime de blev? At processen måske fik en slags alkoholisk slagside? En form for social selektering, om man så må sige? At man i det mindste kunne få mistanken? Og ville du i så fald råbe op?