Fremad mod fremtiden

John Lasseter er født i 1957, Sputnik-året, hvor fremtiden for mange syntes at begynde. Men ironisk nok er denne fabel-agtige kunstner, hvis film er kendt for at være på yderste forkant af computerteknologiens formåen, en meget tilbageskuende mand, som hylder menneskelige og arbejdsmæssige principper, der var i højsædet i årtierne før hans fødsel.

Som den økologiske landmand, der søger tilbage til husmandsstedet og hæger om kvalitet frem for kvantitet, vil John Lasseter lave film, på samme måde som da Disney-studierne endnu ikke var en verdensomspændende, børsnoteret koncern. Hvilket måske netop er grunden til, at han er Disneys første ideelle kunstneriske chef siden Walt selv.

Er man i tvivl om, hvad han stiler efter, indeholder hans nye film Biler sådan set hele budskabet, enkelt, klart og forjættende.

Liv til døde objekter
John Lasseter brugte en stor del af sin fritid i barndommen på at se tegnefilm, både 1960'ernes billigt producerede lørdag-morgen-foder og de klassiske film fra Disney, Warner og MGM.

Da han som teenager fik en bog om produktionen af Disneys Tornerose,gik det op for ham, at det, han betragtede som en vidunderlig fritidsbeskæftigelse, var noget, voksne mennesker gik på arbejde for at lave. Hans mor var tegnelærer og forstod at nære drømmen. Som stor teenager kom han således ind på kunstskolen California Institute of the Arts (CalArts), som Disney-studierne sponserede, og som bød på undervisning af en lang række af de gamle tegnere. De var nok aldrende, men endnu så friske, at skolens elever blev proppet med erfaringer. Ikke sært, at de årgange fostrede folk som Tim Burton, Henry Selick (The Nightmare Before Christmas, 1993), Brad Bird (Drengen og Jernkæmpen, 1999 og De Utrolige, 2004), og Peter Chung (skaberen af Æon Flux-figuren). Samt danskeren Jørgen Klubien, der jævnligt er med på Lasseters film, også Biler.

CalArts er en bred skole, der underviser i alle kunstarter. Skuespil, dans, musik, film og video — og så med animation som en særlig linje. I 1979 dimitterede John Lasseter og fik straks ansættelse som animator hos Disney. Omtrent samtidig besøgte han sin studiekammerat Jørgen Klubien i København, hvor han stolt viste sin 16mm-afgangsfilm frem i en kælder på Østerbro — hos undertegnede.

Lady and the lamp var nærmest profetisk: I en lampe-butik efter lukketid drikker en af lamperne sig fuld og smadrer hele butikken. Det er klassisk animation i penciltest-form, men den gjorde indtryk på alle, der så den. Og der er en direkte linje fra dén til Lasseters første eksperimenter med computeranimation og til Biler.

Lasseter er nærmest besat af ideen om at animere døde objekter og give dem personlighed, og netop denne illusion er jo et af computeranimationens specialer.

Fyret fra Disney
Stillingen på Disney-studierne var John Lasseters drømme-job, men det levede ikke op til forventningerne. De tidlige 1980'ere var præget af stilstand og snæversyn med en Disney-ledelse, der ikke fattede meget af tegnefilmens væsen. Lasseter ville gerne eksperimentere med en blanding af stregtegninger og computerbaggrunde, men da han præsenterede sit projekt, The Brave Little Toaster, blev han i stedet fyret.

Selv om han var utilfreds med stemningen på studiet, var fyringen alligevel et chok. Drømmen brast, og Lasseter så sin fremtid i tegnefilmbranchen forsvinde.

Men det blev starten på en ny historie, for han havde fået kontakt med folkene på George Lucas' computer-animationsprojekt i San Francisco, og her begyndte han nu at arbejde. Og han blev udfordret, for her ville man ikke kun lave baggrunde på computer, men også animere figurerne. Den mulighed virkede på det tidspunkt så fjern og umulig, at Lasseter ikke engang selv havde tænkt den.

Men han tog udfordringen op, og resultatet, den minut-lange The Adventures of André and Wally B. (1984), blev verdenskendt i animationskredse som det første succesrige forsøg med computeranimerede figurer tilsat personlighed.

Siden har Lasseter fulgt en kunstnerisk lige linje — i starten med kortfilm, som demonstrerede mulighederne: Luxo Jr. (1986) om to arkitektlamper og en bold, Red's Dream (1987) om en melankolsk ethjulet cykel, og Tin Toy (1988) om legetøjs angst for voldsomme spædbørn. De tog hver et år at lave, for computerne skulle dengang bruge dagevis på at tegne hvert billede. Renderingen, som man kalder det, var computeranimationens akilleshæl i de tidlige år, og Pixar udviklede derfor deres eget program, Renderman. Da renderingshastigheden endelig kom i vejret, muliggjorde det Toy Story (1995), Lasseters første spillefilm.

I 1986 startede John Lasseter selskabet Pixar med Steve Jobs. Selskabet udviklede sig til en kreativ myretue og foregangsstudie med Lasseter som den ubestridelige leder, der sørgede for, at mængder af forskellige talenter kunne udfolde sig.

Barnlig entusiasme
Siden jeg mødte Lasseter omkring 1980, har jeg fulgt ham og hans film, som fan og som journalist, og hver gang vi mødes, bekræfter han billedet af sig selv.

I et af mine interviews med ham talte han med et glas vand, der tydeligvis var lidt trist over, at det kun var halvt fyldt. En anden gang viste han stolt sin legetøjssamling frem, herunder Hot Wheels-modelbiler fra hans barndom — i perfekt stand. Hans begejstring var ikke kunstig, fjolleriet og legen var stadig meget til stede i hans og hele Pixars liv, selv om han allerede dengang i 1996 var blandt animationsfilmens sværvægtere.

Hans kontor er denne sære blanding af arbejdsværelse og museum, som mange nørder dyrker. Møbler og billeder, der ligner noget fra 1940'erne, tilsat mængder af relikvier fra populærkulturen: små figurer, reklameskilte og dimser fra fortiden. Alt sammen med hver sin historie og potentielt levende, som en del af menneskenes verden, men med ret til egne tanker.

Midt i denne kombination af rod og levende udstilling bevæger Lasseter sig rundt, altid i en lettere fjollet, spraglet skjorte, altid med en barnlig entusiasme, der smitter. Men man skal ikke tage fejl: Han er ikke bare en mand, der lever i sin egen barndom, han arbejder dybt seriøst med alt, hvad han kaster sig over. Og da han for nylig kunne sætte sig i selveste chefstolen som kreativ direktør på Disney — med Pixar som en separat afdeling — var det med denne særlige kombination af bevidst barnlighed og intuitiv ledelse, der har gjort ham så afholdt og succesrig. Han fik stående bifald ved personalemødet på Disney.

Humor i Fedtmule-ånden
I Biler udstiller Lasseter mere end nogensinde en række af sine grund-ideer og holdninger. Alle medvirkende er menneskeliggjorte biler med øjne, mund og masser af personlighed. Hele verden er faktisk kun befolket af biler, og selv om det måske kan virke sært, så accepterer man det fra første billede.

Historien om den unge, dumsmarte racerbil, der ved et uheld havner i en næsten uddød landsby ved den gamle, nu tomme landevej, er en moralsk fortælling om aldrig at blive for kæphøj og om at lære ydmyghed og respekt for andres liv og livserfaring. Men det er også en ret kritisk film om erhvervslivet og samfundets udvikling, hvor større og større foretagender og projekter tromler hen over kvalitet, ægthed og individualitet: den lige motorvej, der kun er til transport, kontra den snoede hovedvej, der går gennem byer og giver den rejsende chance for at møde andet liv på jorden.

Lasseters humor er af den venligt forstående slags, der nok kan sætte tingene på spidsen, men som aldrig mister sympatien med figurerne. Den rå, satiriske stil fra Warners gamle tegnefilm og film som Shrek er ikke Lasseters kop te, og mange af hans diskussioner med den tidligere Disney-ledelse drejede sig om, hvorvidt humoren skulle være med moderne "kant", eller om den skulle være af den mere hyggelige slags, hvor ingen af figurerne udleveres voldsomt. Lasseter holdt på humor i Fedtmule-ånden, og det overraskende er, at den heller ikke i Biler virker spor forældet eller tandløs.

Biler fortælles med mængder af oplagte ideer, hvor bilernes verden bliver deres egen med al den personlighed, de fleste af os rent faktisk tillægger vores køretøjer. Samtidig bliver bilerne et billede på os, som vi levede engang, og som vi skal leve en dag. Nostalgien lurer overalt, men den er ikke hul eller konservativ.

De små mejeriers kamp mod Arla og de små bryggeriers kamp mod Carlsberg er eksakt det samme, for det er ikke kun en automatisk David-Goliat reaktion, når genfundne traditioner pludselig viser os kontrasten og får os til at se på monopolernes styrke med en vis forståelig rædsel. Øllet er faktisk bedre fra et lille bryggeri, der ikke har ladet økonomerne flytte produktionen fra de gamle bygninger, og tegnefilm er også bedre, når de laves af folk, der ikke ser på det potentielle videosalg (Askepot 2!), men på historien og figurerne.

Man fornemmer, at John Lasseter som leder vil skabe et arbejdsklima, hvor der er plads til individualister og drømmere, hvis ideer og tanker får betydning for indholdet i filmene. Og hvor gamle arbejdsrutiner, som management-konsulenterne har udryddet, igen kan gøre tænkende, legende og ambitiøse kunstnere til livsnerven i et studie som Disneys.