Fremmedartet thailandsk filmdrøm

Det er besværligt med drømmeagtige kunstværker. For hvordan anmelder man en drøm? Hvad er kriterierne for vellykket fordrømthed?

Vellykket, vel at mærke, for andre end drømmeren selv. For der er som bekendt ikke noget mere gudsjammerlig kedsommeligt end folk, der absolut skal genfortælle deres drømme.

Endnu mere intrikat bliver det, når vi med Apichatpong Weerasethakuls (en drøm af et navn!) Guldpalme-vinder Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv har at gøre med ikke-vestlig, thailandsk fordrømthed, hvor både virkelighedsstoffet, det kulturelle rum og drømmemekanikken er fremmedartet.

Det er mærkværdigt i anden, hvis ikke tredje potens, til forskel fra en drømmemager som amerikanske David Lynch, hvis grundlæggende koordinater — forstadsidyl og film noir — er os intimt bekendte.

Udynamisk nonsens
Fremmedartet i Onkel Boonmee er ikke mindst tempoet, med hvilket der drømmes. Det går meget, meget langsomt.

Da jeg genså filmen på dvd, afspillede jeg den med 4 x hastighed for lige at rekapitulere den inden min anmeldelse, og det blev filmen klart bedre af.

Men stadigvæk havde jeg svært ved at fascineres ubetvingeligt af dens udynamiske nonsens — og jo nok fordi mine genre-standarder for fordrømthed er sat af vesterlandske drømme-magere som Luis Buñuel, Salvador Dalí, René Magritte, Lewis Carroll og Franz Kafka.

Genfærd og spøgelsesaber
Men lad mig prøve at referere eller opsummere den drøm, der er Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv. I centrum står titlens Onkel Boonmee, der lider af en dødelig leversygdom. Han er vendt hjem til sin farm for at dø sammen med sin svigerinde og hendes nevø.

En aften får Boonmee besøg af både sin afdøde kone Huay, som ret tydeligt er et genfærd, og sin forsvundne søn Boonsong i form af en behåret Chewbacca-lignende ”spøgelsesabe” — et fabeldyr, der er kendetegnet ved sine røde laser-øjne.

Filmen igennem dukker spøgelsesaber op uafladeligt, enkeltvis (og så måske identisk med sønnen) eller i flok. De står og stirrer med deres laserøjne, og det er sgu en glimrende og i sin uhyre enkelhed brandeffektiv drømmeeffekt — spøgelsesaber går jeg ind for, men kun i mørke!

Buddhistisk neon-begravelse  
Huay, svigerinden og nevøen ledsager Boonmee på en sidste rejse gennem junglen til en klippegrotte, hvor han blev født i ”et liv, han ikke kan huske”.

Vi får et glimt af Boonmees buddhistiske neon-begravelse, og i en længere sekvens til sidst opholder svigerinden, hendes datter (eller niece) og nevøen, der er munk, sig på et hotelværelse efter begravelsen.

Flere sekvenser skiller sig ud fra resten af filmdrømmen, men primært to: indledningen, hvor en okse flygter om natten og – stor suspense! — bliver indfanget igen, og en lille fabel midtvejs, hvor en grim og ældet prinsesse ser en smukkere udgave af sig selv i søens vandspejl og konverserer og har sex med en fisk.

Ingen forklaringer
Ifølge interviews med instruktøren er i hvert fald oksen og prinsessen tidligere liv levet af Boonmee, men filmen selv giver ingen forklaring på de to sekvenser, og i det hele taget spiller det her med reinkarnation og tidligere liv ingen synderlig — for mig aflæselig — rolle.

Den film og drøm, jeg helst oplever, handler om at skulle dø og i bogstaveligste forstand være hjemsøgt af erindringer — ikke fra tidligere liv, men fra dette liv — og om at forsone sig med dem og det.

Jeg ved heldigvis ikke, hvad spøgelsesaberne betyder, men de kunne jo for eksempel være erindringens pacificerede, iagttagende dæmoner, ikke sandt? Og det er en god drøm, synes jeg, som en god film.

Onkel Boonmee som kan huske sine tidligere liv vises i aften i Grand Teatret og igen den 24. april i Dagmar Teatret.