Støttesystem favoriserer små virksomheder

Danske dokumentarfilm hitter som aldrig før.

Filmene vinder priser på udenlandske festivaler, sælges til talrige lande, og herhjemme går folk i biografen og flokkes om tv-skærmene. I 2011 øgede Det Danske Filminstitut støtten til dokumentarfilm fra 30 til næsten 50 millioner kroner årligt – alt sammen tegn på en profitabel periode for dokumentarfilmproducenter.

Alligevel lukkede Fridthjof Film tidligere på året deres dokumentarfilmafdeling, Fridthjof Film Doc – ligesom næsten halvdelen af de store filmselskaber, der har haft dokumentarfilm som biaktivitet, har gjort inden for de seneste ti år.

Det gælder for Nimbus Film, Nordisk Film, Cosmo Film og Zentropa. Hvad er det, der går galt?

”Det tager simpelthen for lang tid at producere,” kommer svaret prompte fra Ronnie Fridthjof, administrerende direktør i Fridthjof Film.

”Fridthjof Doc blev til et sort hul, hvor der var masser af udgifter, men ingen tilsvarende indtægter. Over halvdelen af projekterne var overskredet med 100 procent, så en film, vi regnede med skulle tage to år, reelt kom til at tage fire år.”

– Men kunne man ikke planlægge det bedre, så man overholdt det fastsatte tidsrum?

”Hvad vil du gøre? Få tiden til at gå hurtigere?” spørger Fridthjof, og fortsætter:

”Når Armadillo og Adoptionens pris blev så store, er det – ud over at det er nogle debatskabende emner – fordi vi har fulgt de her mennesker i tre-fire år. Vi kan ikke forcere virkeligheden, for tingene sker jo, mens vi filmer det.”

Rod i økonomien
Ronnie Fridthjof vedkender dog gerne, at tidens gang ikke har været dokumentarafdelingens eneste udfordring. Bedre organisering kunne have løst nogle af problemerne.

”Jeg tager gerne skylden på mig,” siger han.

”Jeg mistede grebet om afdelingen. Lige pludselig var der bare gang i rigtig mange projekter, og når jeg så dykkede ned i det, kunne jeg se, at der ikke var styr på økonomien.”

”Man var så grebet af at fortælle historier, at man glemte den økonomiske virkelighed. Og det kræver, at sådan én som mig styrer det, og det var jeg ikke opmærksom nok på. I sidste ende kan man sige, at det er mig, der har begået den største fejl og som leder ikke har taget de rigtige valg.”

Fire ton våben over Indien
Ronnie Fridthjof tog beslutningen om at lukke ned for dokumentarafdelingen i sommer, hvor han med ét slag fyrede de tre ansatte, der primært havde kørt Fridthjof Film Doc. Han hyrede produceren Miriam Nørgaard til at færdiggøre de projekter, som var langt i udviklingen.

I år er der premiere på de tre sidste store dokumentarer fra afdelingens hånd, heriblandt Våbensmuglingen, der åbner i biograferne 4. juni.

Våbensmuglingen tager fat på sagen om Niels Holck, der i 1995 nedkastede fire ton våben over den indiske delstat Vestbengalen, og den efterfølgende langstrakte retssag om udleveringen af Holck til retsforfølgelse i Indien.

Filmen er et godt eksempel på de dokumentarer, som Fridthjof Film er blevet kendt for – historier om internationale konflikter med en dansk vinkling. Film som Armadillo og Adoptionens pris skabte debat i tv-stuerne og overbeviste kritikere om, at Fridthjof Film ikke bare var en pengemaskine, der producerede underholdning med laveste fællesnævner.

Satser på tv-serier
Men kan man fastholde det ry uden en stærk dokumentarafdeling?

”Ja, det tror jeg godt, vi kan. Folk har fundet ud af, at vi ikke er Regner Grasten Film, der laver den ene komedie efter den anden. Vi spreder os mere end det, for eksempel med den seriøse ungdomsserie Heartless,” siger Fridthjof.

Fremover vil selskabet i højere grad satse på serier. Og man kan sagtens behandle store problemstillinger i tv-fiktion, mener direktøren.

”Men selvfølgelig er det ikke debatskabende på samme måde som Armadillo, der samlede hele nationen om at diskutere vores indsats i Afghanistan,” indrømmer han.

Små selskaber udkonkurrerer de store
Ronnie Fridthjof påpeger, at en af de største økonomiske udfordringer for dokumentarafdelingen var Det Danske Filminstituts støtteordning.

Producerhonorarer i udviklingsfasen kan ikke inkluderes i budgettet, og derved får de store selskaber med mange fastansatte producere et økonomisk problem i forhold til de små produktionsselskaber.

”Typisk vil en producer her få 30.-50.000 kroner om måneden, og så kommer kontorplads, madordning, el, vand, varme og så videre. Man plejer at sige, at en ansat koster det dobbelte af, hvad lønnen er. Det vil sige, at hos Fridthjof Film koster det mellem 60.000-100.000 kroner om måneden at have en producer ansat, og når det så tager fire år at lave en dokumentarfilm, så bliver det svært at få til at løbe rundt,” kalkulerer han.

”I de mindre selskaber tror jeg, at fordi man har sit eget, så accepterer man, at man ikke får løn hver måned. Så kan man gå arbejdsløs i et halvt år, hvor staten så sørger for at holde liv i selskaberne.”

Store dokumentarer kræver store selskaber
– Så rent strukturelt er støtteordningen tilpasset de små virksomheder?

”Ja. Der er forskellig økonomi i forhold til selskabernes størrelse, og det tager Det Danske Filminstitut ikke højde for. Man er simpelthen nødt til fra Filminstituttets side at operere med forskellige regelsæt, hvis man vil have en stærk branche. De store selskaber har ikke de små selskabers fleksibilitet, til gengæld har vi stamina og stabilitet,” argumenterer Fridthjof.

”Det er jo i virkeligheden et politisk valg, om man vil satse på de store eller små virksomheder. Men Armadillo ville for eksempel aldrig være blevet lavet af en enkeltmandsvirksomhed. Forsvaret ville aldrig have åbnet op, hvis jeg kom med mit kamera og aldrig havde lavet noget før.”

Gider ikke snævre dokumentarer
– I udspillet til den nye filmaftale vil Det Danske Filminstitut fokusere mere på de kunstnerisk udfordrende dokumentarfilm og finansiere flere film, der ikke får støtte fra tv-stationerne. Hvad mener du om den udmelding?

”Jamen, det er jo fuldstændig vanvittigt! Hvis tv ikke vil støtte dem, så er det jo, fordi der ikke er nogen seere i det. Og det er da helt vanvittigt, at man styrker de dokumentarer, som ingen vil se. Det giver ingen mening.”

”Det er i forvejen få dokumentarer med støtte fra Filminstituttet, der bliver set af en stor del af befolkningen. Og hvis du støtter de små og de snævre, så kan du være sikker på, at store selskaber slet ikke laver dokumentarer. Jeg laver ikke noget, der er småt og snævert, det gider jeg da ikke. Hvad fanden skulle jeg gøre det for?” spørger han.

Flere penge til færre film
– Så Fridthjof Film får aldrig en stor dokumentarfilmproduktion igen?

”Man skal aldrig sige aldrig, men med de her betingelser kan det simpelthen ikke lade sig gøre. Men hvis Det Danske Filminstitut gik ud og sagde, at de ville støtte halvt så mange dokumentarer, men til gengæld fik de støttede dokumentarer de penge, de skulle bruge fra starten af, så kunne vi lege med igen,” siger Ronnie Fridthjof.

”Man kan lave halvt så mange dokumentarer med de store selskaber, som man kan med de små.”

– Men er det ikke noget af et sats, hvis man både halverer antallet af dokumentarfilm, og derudover giver dem en stor pose penge fra starten af?

”Jo, måske ligger det i en kombination. Flere penge til færre film i en hurtigere proces tror jeg ville give et boost til dokumentarbranchen. Og jeg tror også, der ligger en stor besparelse hos Filminstituttet, hvis de fik et hurtigere beslutningssystem,” afslutter Ronnie Fridthjof.