Han skabte forståelse for børnekultur

Jeg har oplevet det to gange: At få en såkaldt skideballe af Mogens Vemmer. Den ene husker jeg ikke som andet end ubehagelig, for jeg havde ikke forstået den alvor, han pludselig tillagde et bestemt program. Det var bare at klappe hælene sammen.

Den anden husker jeg helt tydeligt af én grund, og den var, at jeg ikke ønskede, at han skulle stoppe. Hans kaskader af ord var så velklingende, velturnerede og dramatiske, som var det en opera. Hans lynende øjne skar igennem lokalet, hvor der var dækket op med kaffe og kage.

Jeg forstod nu, at vi havde en chef, der også mestrede den side af sit håndværk, og jeg så dermed en chef, hvis karakter var afgørende i forsvaret af Børne- og Ungdomsafdelingen gennem 32 år, en afdeling med en helt særlig status i Danmarks Radio og i den brede offentlighed.

Her var en frihedskæmper for fuld udblæsning, en mand, der formåede at spy svovl og ild mod sine modstandere. Men i den konkrete situation, forstod jeg hans vrede – den var ok, som jeg husker det – men alligevel tillod jeg mig at nyde situationen i det stille.

Han fik talt ud og spurgte til sidst, om jeg forstod alvoren, hvilket jeg foregav. Og så gik livet videre, som om intet var hændt. Han bar ikke nag.

Børnene væk fra skærmen
Som ung kan man være så heldig at møde et voksent menneske, der viser én tillid – en tillid, som får helt afgørende indflydelse og betydning for ens liv. Et sådant menneske var Mogens Vemmer (1935-2020) for mig.

Men han var det ikke kun for mig. Han var det for en hel afdeling af programmedarbejdere i den på mange måder berømte og berygtede B&U-afdeling i DR.

Han formåede som programchef at skabe en afdeling med en kultur, der rummede originalitet, galskab, klogskab, vitalitet og mod og samtidig havde den overordnede mission at fastholde de unge seeres naturlige nysgerrighed, vitalitet og evne til at lege sig klogere på livet og den verden, som de befandt sig midt i.

Og set i lyset af vores tid var det sjovt nok et af de fornemste mål med programmerne at få børnene væk fra skærmen og ud i virkeligheden (altså lave seer- og lyttertal).

For mig er der ingen tvivl om, at Morgens Vemmer var den mand, der i Danmark op gennem 60’erne, 70’erne, 80’erne, 90’erne og frem til årtusindskiftet fik den største indflydelse på den opvoksende generation af børn og unge, direkte og indirekte.

Da Mogens stoppede som programchef efter 32 år i stolen, sendte DR’s ledelse et missil ind i afdelingen, idet de fandt en afløser, som på alle tænkelige måder var Mogens’ modsætning.

Så hvis de havde til hensigt – og det kan jeg jo af gode grunde ikke bevise – at sikre, at den verdensberømte afdeling ikke kom til at ligne sig selv igen, så lykkedes det på mange måder.

Han læste tiden
Mogens var jo forbundet med udtrykket ”de røde lejesvende”, og sandt var det, at der fandtes medarbejdere, som havde eller havde haft forbindelse til Danmarks Kommunistiske Parti.

Men jeg må også erindre om, at vi var andre, som ikke havde hverken partibog eller andet tilhørsforhold til de venstreorienterede partier.

Jeg var selv nærmest politisk blind på det tidspunkt efter en opvækst i et pænt, konservativt hjem. Og om Mogens havde et politisk tilhørsforhold, skal være usagt – jeg tror det ikke.

Men tidens mest sprudlende kunstnere inden for film, litteratur, musik og teater kom fra den side af det politiske spektrum (Røde Mor, Solvognen, Clausen og Pedersen, Jomfru Ane Band, Troels Trier og mange flere), mens KU og andre på højrefløjen ikke på nogen måde sprudlede eller gjorde sig bemærkede i kunstens verden.

Jeg er temmelig overbevist om, at Mogens’ store talent, ud over de allerede nævnte, ikke var hans politiske holdning, men evnen til at læse tiden og skabe radio og tv, som spejlede den. Det skabte en kultur, som tog børnene og de unges parti, i en verden, der ellers havde opfattet dem som nogle, der blot skulle underholdes, indtil de blev voksne.

Der blev skabt en helt ny forståelse for børnekultur i medierne – en kultur, som meget få andre lande mestrede.

Fjenden Erhard
Mogens Vemmer stak ud, og det gjorde B&U-afdelingen også. Derfor blev den også angrebet stærkt både i pressen og i Radiorådet, som med sine politisk valgte medlemmer så rødt, når afdelingens aktiviteter var på dagsordenen.

Især Erhard Jacobsen fik megen glæde af B&U-afdelingen. Indirekte, idet han først skabte Aktive Lyttere og Seere og efterfølgende sit eget parti, Centrum-Demokraterne.

Om han havde kunnet skabe partiet uden sin ihærdige indsats mod B&U, skal igen være usagt, men at B&U-afdelinen fik skærpet sin ansvarsbevidsthed og skabt et stærkere fællesskab i kraft af den farverige, ydre ”fjende”, kan der ikke herske tvivl om.

For intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Gæstfriheden
En side af Mogens var også hans gæstfrihed. For nok var han chefen, men var der nogen som kunne diske op med velsmagende mad og rigeligt med gode vine til sine medarbejdere, så var det ham og hans elskede kone Katrine Hauch-Fausbøll, når de inviterede hjem i privaten.

Ligeså kunne vi opleve, at når vi havde premiere på en ny tv-serie i bedste sendetid kl. 20 på monopolets eneste tv-kanal, kom chefen anstigende på vores private adresse med flere flasker vin for at fejre os!

Han var menneske og chef på samme tid, og derfor blev det også til et livslangt venskab.

I forbindelse med Vemmers død kiggede jeg i hans selvbiografi Mogens Vemmer: Fjernsyn for dig. Og her slog det mig, at nok opfattede jeg mig selv som banebrydende og nyskabende inden for tv- og radiomediet op gennem 70’erne, 80’erne og start-90’erne, men der var én, der havde været der længe før mig og alle de andre, som kom efter, og det var Mogens.

Han var en chef rundet af praktisk erfaring, der gav plads til alt det nye i tiden!

Æret være hans minde.