Frit slag for spillefilm i skolen

Udbuddet af spillefilm til skoler er kun begrænset af, hvad byens videoforretning har på hylderne. Det er konsekvensen af Kulturministeriets udlægning af loven. Men filmbranchen er lodret uenig og fastholder, at lærerne i undervisningen kun lovligt kan benytte de spillefilm, et enkelt firma udbyder i samarbejde med amtscentrene og Undervisningsministeriet. Fronterne er således trukket op i det centrale spørgsmål, om der er tale om offentlig eller privat visning i skoleklasser. Ophavsretsloven er klar, mener Kulturministeriet, der administrerer loven. I flere skrivelser fra maj 2003 til rådvilde undervisere hæfter ministeriet sig ved lovbemærkningerne fra 1995: "Ved klasseundervisning kan fremførelse af værker normalt ikke antages at være offentlig i ophavsretslovens forstand." Loven skelner ikke mellem købte og lejede film. Der kan være brancheaftaler, som sikrer biblioteksfilm og film optaget fra tv imod visning. Adjunkt, ph.d. i ophavsret ved Handelshøjskolen i Århus, Hanne Kirk Deichmann er enig med ministeriet: "Jeg er ikke i tvivl om, at almindelig fremførelse i en klasse er ikke-offentligt. Det siger forarbejderne til loven klart. Mange lader sig sikkert skræmme af de advarsler, der ligger som rulletekster i begyndelsen af en videofilm: at filmen kun må vises i privat regi. Men det kan man jo ikke se, før man køber filmen. Jeg tvivler på, at rulleteksterne vil holde i retten." Brev til landets kommuner Loven har været den samme hele tiden. Men kulturministeriet er ikke ligefrem gået til yderligheder for at oplyse om reglerne. Det er filmbranchen til gengæld – med hvad der bedst kan betegnes som branchens eget regelsæt. Nordisk Film Vision, der producerer filmpakker til undervisningsbrug i samarbejde med Undervisningsministeriet, amtscentrene og en filmkonsulent, skrev i marts 2003 til alle landets kommuner under overskriften Foregår der ulovlig brug af spillefilm i din kommune? Brevet indeholder seks "paragraffer", som redegør for de "lovregler og vilkår, der gælder for visning af videogrammer…" Regelsættet siger entydigt, at købte film "alene må anvendes af brugeren til dennes private brug, dvs. til forevisning i private hjem uden vederlag. Sådanne videogrammer må ikke anvendes i institutioner eller lignende eller til offentlig visning…" Paragraf 3 fortæller om særlige videofilm til institutionsbrug, efterfulgt af telefonnummeret til Nordisk Film Vision A/S. "Kendte ikke reglerne" Filmselskabet fulgte op på henvendelsen ved at ringe til alle kommunerne og enkelte institutioner, som ikke kendte til reglerne, siger marketing manager Adrian Mandrup. "Vi ville gøre opmærksom på de regler, der findes for filmvisning, og det blev positivt modtaget. Vi ville sikre os, at alle kender reglerne, og flere sagde, at de ikke var klar over, hvordan det forholdt sig." Nordisk Film Vision tager 225 kr. i leje per film ved enkeltvisning i undervisningssammenhæng. Vil man købe filmen, koster den 695 kr. Til sammenligning koster en nyudgiven videofilm typisk 150 kr. i almindelig handel. Nordisk Film Vision er stort set eneste private virksomhed på det marked, og af firmaets statistikker fremgår det, at nogle skoler snyder sig uden om de høje lejepriser. "Vi ved, at det er ikke alle skoler, der lejer hos os i forvejen. Der er et hul mellem det samlede antal skoler og det antal, der bruger os. Vi vil gerne have, at film bliver brugt mest muligt i undervisningen, og det er vigtigt for os at kommunikere det budskab ud," siger Adrian Mandrup. - Hvad vil der ske, hvis alle lærere lejer film eller køber dem i Brugsen og viser dem? "Det vil få den konsekvens, at vi mister det marked. Men vi har ingen forventning om, at det bliver sådan." Branchens regler er ligegyldige Det udsendte regelsæt er udformet af Johan Schlüter Advokatfirma, der repræsenterer Nordisk Film Vision og Foreningen af Danske Videogramdistributører. Det sker, at undervisere, der er usikre på, hvilke film, de må bruge i klassen, spørger firmaet til råds. "Når en lærer henvender sig til os, oplyser vi om reglerne," siger Johan Schlüter. - Men dem er der forskellige opfattelser af. "Reglerne er uklare, ja." - I siger alligevel, at man ikke må vise købte eller lejede film i klassen? "Ja, det er klart, for det er vores opfattelse. Vi siger: Vi mener ikke, man må." Johan Schlüter påpeger, at filmbranchen i et halvt århundrede har opereret med en sondring mellem privat filmvisning og offentlig visning i for eksempel biografer og institutioner. Branchens økonomi hviler ifølge advokaten på den tredeling, hvor skoler falder i den tredje kategori. "Vi har ikke været uvenlige over for skolesektoren. Vi har ikke faret ud," siger Johan Schlüter. "De regler (i brevet til kommunerne, red.) er udtryk for vores opfattelse. Vi er jo ikke lovgivere. Det er de regler, der følges, og det er i overensstemmelse med loven efter vores opfattelse. Der er grænseområder i lovgivningen. Der kan være områder, hvor der sker en udvikling. Jura er ikke noget, man kan trække op af en skuffe og sige: Sådan er det." Men det gør Peter Schønning, kontorchef i Kulturministeriet og forfatter til en kommenteret udgave af ophavsretsloven: "Det afgørende er, hvilke kriterier man opererer med i loven, ikke hvilke regler, man har i filmbranchen. Det er i den her sammenhæng ligegyldigt. Man kan lave en aftale mellem parterne for en særlig betaling, men man kan ikke ensidigt ophæve loven," siger Peter Schønning. Livrem og seler Nordisk Film Vision, amtscentrene og Undervisningsministeriet har i flere år samarbejdet om spillefilmspakker til brug i undervisningen. For nylig blev samarbejdet udvidet til også at omfatte hefter med forslag til undervisningen. Pædagogisk konsulent i Undervisningsministeriet, Valdemar Duus, er forundret over, at lovgivningen giver mulighed for at vise købte og lejede spillefilm i skoleklasser. Der har ikke været nogen dialog mellem hans arbejdsplads og juristerne i Kulturministeriet. "Jeg har ikke været i tvivl om, at vilkårene (som beskrevet af Nordisk Film Vision, red.) var rigtige. Jeg vil aldrig anbefale nogen at købe film og vise dem. Vi er nødt til at gå med livrem og seler, og det er garanteret, at de lærere, der bruger vores filmpakker, ikke kommer i uføre," siger Valdemar Duus. Ministeriets rolle i samarbejdet er ifølge Duus at koordinere udbud og information om filmene. "Det kan gøre den usikre lærer mere sikker, at Undervisningsministeriet er medunderskriver på filmpakkerne. Så ved de, at det er kvalitetsfilm, der har et potentiale i undervisningen," siger han. Valdemar Duus glæder sig ved udsigten til, at lærere kan vælge mellem langt flere film til undervisningen. Men han har ikke tænkt sig at stoppe samarbejdet med Nordisk Film Vision. "Jeg er bestemt tilhænger af, at der er så stort et udbud som muligt, så det er da en god nyhed, hvis der er lovhjemmel til frit at vise film. Men jeg har ikke tænkt mig at lave om på noget på nuværende tidspunkt." Ingen domspraksis Der er ingen domstolspraksis, der klart tager stilling til, om skoleklasser er offentligt område eller ej. Men en Højesteretsdom fra 1999 giver vide rammer for begrebet ikke-offentlig fremførelse af værker. Højesteret stadfæster en byretsdom, der siger, at ungdoms- og fritidsklubber kan spille musik for de flere hundrede medlemmer uden at betale KODA-afgift. Ingen undervisere er indtil videre blevet afsløret med en købt eller lejet film i klassen. Hvis det sker, truer Nordisk Film Vision i brevet til kommunerne med, at det vil medføre retsforfølgelse. "Vi vil ikke hugge hånden af læreren eller gå efter læreren selv. Men hvis vi får nys om en sag, vil vi sikkert få sagen prøvet ved domstolene," siger advokat Johan Schlüter. "På et tidspunkt må vi finde en løsning, så man ved, hvad man har at forholde sig til. Det er rimeligt for branchen, og det er rimeligt for lærerne." Læs også Undervisere er nødt til at være ulydige og Undervisningsministeriet fastholder praksis