Frugtbart og frustrerende kryptisk

Der skal nok være mange, som undrer sig over, at Jean-Luc Godard bliver set som en mester.

Efter Week-End fra 1967 — og med undtagelser som Détective (1985) — har hans film i 40 år været metaprojekter, typisk samlinger af citater og slogans, der skrives ind i billedet, så en selvhenvisende dialektik bliver mulig.

For Godard er filmen kilden og målet. Der er ingen anden målestok. Her sker det magiske ikke, når ordet bliver kød, men når virkeligheden bliver til film.

Legesyg civilisationskritik
Helt enkelt, på én gang frugtbart og frustrerende kryptisk, siger han (igen) farvel til Europa og koloniseringens gamle, belastede måder i sit seneste værk.

Film Socialisme er (endnu) et civilisationskritisk billedessay i grænsefeltet mellem politisk filosoferen og legesyg cinematografisk doceren.

Ligesom Notre musique (2004) er Film Socialisme bygget af ordklodser og brokker fra billedstrømmen, som han arrangerer og iscenesætter små forløb omkring. Billedet fyldes af tekst, som fordrejes i den engelske version.

I periferien optræder koryfæer som Patti Smith, der kommer ud af et tåget mørke på middelhavskrydstogtet, som udgør en akse i filmen.

Barokt billeddigt
Der er ingen episk konstruktion, men nok en slags narrativ legering. Godard kalder selv billeddigtet ”en barokopera i tre akter”.

Narreskibet lægger an ved seks mytologiske steder: Egypten, Palæstina, Odessa, Hellas, Napoli og Barcelona. ”Demokrati og tragedie begyndte i Athen,” står der over natbilleder af Akropolis.

Faktisk havde vi aldrig en chance: ”Infektionen er en gammel begivenhed.”

Fransk films sorte får
Godard er den sidste musketer fra La Nouvelle Vague. Men det evige enfant terrible er også fransk films sorte får.

Det er i film som Åndeløs og Manden i månen, at man skal finde fundamentet for Godards legende.

Men hans statements er blevet en genre for sig, og det er altid fascinerende at følge legen med spejle og røg.

Film Socialisme vises på Cph Pix i serien Maestros og kan ses i Cinemateket den 1. maj.