Ulaa Salim: ”Frygt er et godt tegn”

Der har været et angreb på vores frihed.

En bombe har ramt Danmark, og året efter er vores lille land forandret. De politiske fløje er blevet radikaliseret, og det nystiftede parti National Bevægelsen står til at vinde statsministerposten ved det nært forestående folketingsvalg. Samtidig bevæger den unge mand Zakaria sig på grænsen af personlige valg, der hverken er gode for ham eller folk omkring ham.

Sådan lyder plottet i den kommende danske thriller Danmarks sønner, som debutanten Ulaa Salim står bag.

Det er godt og vel et år siden, at instruktøren dimitterede fra Den Danske Filmskole med Fædreland, som han blev Robertnomineret for – og som netop har fået premiere på Ekko Shortlist – på grund af den stærke fortælling om en akavet genforening imellem en far og en søn. Men nu er han altså klar med en noget anden fortælling. Eller hvad?

”Danmarks sønner handler om venskaber og relationer. Den tager udgangspunkt i, hvad der sker, når man tror, man kender nogen, og det så viser sig, at de er nogle helt andre – ja, faktisk nogen man ikke bryder sig om. De, der råber mest af hinanden, er nemlig nok dem, der har mest til fælles,” siger 30-årige Ulaa Salim over telefonen på en svedende varm sommerdag.

Han holder en kort pause i røret, inden han fortsætter:

”Det er en politisk thriller, men det er ikke en konventionel én af slagsen. Jeg har ikke en bestemt filmgenre, jeg gerne vil lave. I mine kortfilm har jeg bevæget mig i forskellige genrer og retninger. Men menneskelige relationer og vores opfattelse af hinanden og virkeligheden har altid været fællesnævneren.”

Usympatiske træk
Et år tidligere sidder Ulaa Salim på sit kontor på Filmskolen. Lokalet er lille, tankerne er store.

Med sin afgangsfilm Fædreland står han på tærsklen til at træde ud i voksen-instruktørlivet efter fire års uddannelse. Men allerede på dette tidspunkt er han et brandvarmt navn i den danske filmandedam.

Ulaa Salim har nemlig været nomineret to gange ved Ekko Shortlist Awards, og samtidig har han modtaget priser på Odense International Film Festival. Fælles for hans kortfilm er, at de på overfladen er svære at få greb om. Instruktørens billeder har et behov for eksperimenter og skøre indfald, men samtidig skifter han gerne genre fra drama over magisk realisme og til kammerspil.

”Det handler om ikke at lade sig begrænse,” siger Salim og rokker på sin kontorstol.

”Jeg vil ikke presse mig selv i nye retninger alene for retningens skyld, men hvis jeg ikke er usikker, når jeg starter på et projekt, så er der ingen grund til at gå i gang. Frygt er et godt tegn, hvis man skal præstere. Derfor kan jeg heller ikke sige, at mine film handler om det ene eller det andet. Og det ser jeg udelukkende som en kvalitet. De kvaliteter besidder mine egne yndlingsfilm også.”

– Hvilken film er din yndlingsfilm?

”Åh nej, det skulle jeg ikke have sagt… Nu sidder jeg i saksen!” griner instruktøren.

”Men okay. En film, jeg altid vender tilbage til, er Raging Bull. Den har alle de komponenter, jeg værdsætter ved en god film, fordi den hverken er rigtig eller forkert. Undervejs får du sympati for et usympatisk menneske, der træffer valg, som du formentlig ikke selv ville træffe. Eller måske ville du netop træffe de valg – det er det, der er så fascinerende ved gode film. De kan få os til at tænke over os selv.”

Filmisk grund-dna
Det er nu ikke umiddelbart Martin Scorseses bokseklassiker, der falder én først ind, når man ser på Ulaa Salims kortfilm-cv.

I Vore fædres sønner skaber instruktøren et fortættet og alligevel sværmerisk billedunivers tilsat poetry slam om unge mænds forhold til deres fædre, mens dokumentaren Det rene hjerte følger den mentalt handikappede Tobias, der netop er blevet gudfar for sin gode vens nyfødte barn.

I Ung for evigt er det den unge mand Omar, som dedikerer sig fuldt ud til et kærlighedsforhold. Det hele opleves i brillante brudstykker og hurtigt viser det sig ikke at være, hvad han havde håbet på.

Ulaa Salims fortællinger er enkle historier med stærke fornemmelser for billeders muligheder. De er smertefulde, men samtidig fatter man ikke overdreven sympati for dem. Kameraet er tæt på, men det holder sig følelsesmæssigt på afstand.

Sådan er det også med afgangsfilmen Fædreland, hvor en jordansk far får besøg af sin søn, som er vokset op i Danmark. Sympatien skifter konstant imellem rollerne.

”Det er ikke min personlige historie, men jeg forstår historien, og jeg synes, den er nødvendig. Der er ikke noget facit i den, men der ligger en almenmenneskelig historie i fædre og sønner, og den har jeg udforsket en del,” siger Salim og læner sig tilbage i stolen.

”Da jeg søgte ind på Filmskolen første gang, nåede jeg frem til den sidste prøve, og her blev jeg spurgt, hvad jeg ville lave som afgangsfilm. Jeg pitchede den idé, som er blevet til Fædreland. Den eneste forskel er, at jeg har skiftet hovedfokus fra sønnen til faderen. Historier om mennesker, der omgås hinanden, selv om det måske ville være nemmere at lade være, er på mange måder mit grund-dna.”

Fælles filmbranche
Hvis det filmiske grund-dna handler om menneskelige relationer, så handler det filmorganisatoriske om et unikt samarbejde. For sammen med producer Daniel Mühlendorph Jensen har Ulaa Salim skabt filmselskabet Hyænefilm, som nu også står bag Danmarks sønner.

I 2017 indfinder produceren sig på kontoret.

”Vi vil gerne vende filmbranchen på hovedet og gøre tingene på vores egen måde,” siger Daniel Mühlendorph Jensen og fortæller, at de to stiftere af Hyænefilm mødte hinanden få dage inde i uddannelsen. Allerede dengang opdagede de en fælles interesse.

”Vi var på rustur på Samsø, og der gik vi en lang tur og talte om, at danske film kunne laves billigere og bedre,” siger produceren.

”Det lyder meget romantisk, når du siger det på den måde,” griner Ulaa Salim, men Mühlendorph Jensen fortsætter ufortrødent.

”Virkeligheden har indhentet os en smule. Lavbudget-puljen har gjort det muligt at lave film på en ny måde, og det er ikke længere normalen, at nye instruktører skal lave mange kortfilm, før de får chancen i det længere format. Det er helt afgørende – også for at Hyænefilm eksisterer, fordi vi gerne vil opfostre nye talenter og nye måder at lave film på.”

”Jeg har i hvert fald lavet nok kortfilm, og nu skal det længere format afprøves,” siger Ulaa Salim og rømmer sig, inden han konstater.

”Vores mål med Hyænefilm er, at man ikke skal sige nej. Daniel og jeg kan begge lide den usikkerhed, der ligger i at forsøge, og vi er begge to sikre på, at vi nok skal få det finansieret. Ved at vi er lige, skaber vi med Hyænefilm noget, som man ikke har set længe herhjemme. Vi arbejder på hvert vores felt, men vi knokler for hinanden.”

Afgørende fejl
– Men hvorfor er Hyænefilm afgørende for, at du kan lave dine film på den måde, du vil?

”Daniel og jeg tror begge på, at fejl er gode. Jeg har lavet kortfilm, som jeg ikke gider se mere, fordi de er for dårlige. Men de har alligevel givet mig noget, som jeg har kunne tage med videre. Andre producere var formentlig stoppet op og havde sagt, at nu går vi den vej i en specifik genre. Men det tror vi ikke på. Vi vil hele tiden udvikle os og lægge os imellem nogle inspirationer, som vi aldrig må komme for tæt på, men gerne må låne lidt af.”

– Hvilke film lægger du dig så imellem?

”Nu røg jeg i fælden igen,” siger Salim og ser sig omkring på det lille kontor.

”Men okay… Jeg lægger mig måske imellem Eternal Sunshine of the Spotless Mind og Godfather.”

– Det var noget af et spænd…

”Ja, men Eternal Sunshine of the Spotless Mind handler om minder, hukommelse og hukommelsessvigt. Er vi dem, vi udgiver os for at være, eller dem, som andre mener at huske, at vi er? Godfather handler om familiedynamikker og om fædre og sønner – og så handler den om mennesker, som vi holder med, selv om vi godt ved, at de ikke er gode. Hvis jeg kan proppe alle de komponenter ned i en film, så ved jeg, at jeg er klar til at ofre alt for at lave den. Alt simpelthen.”

”Det er vi begge to klar til,” siger Daniel Mühlendorph Jensen og finder Ulaa Salims makkersmil hen over bordet.

Værd at huske
Da jeg i den varme 2018-sommer forelægger Ulaa Salim, hvad han sagde om spændet i sine film for et år siden, griner han.

”Det er faktisk godt sagt, for i Godfather er der også noget forræderi i relationerne, mens der i Eternal Sunshine of the Spotless Mind sættes en klar præmis om, at hukommelsen kan slettes, og dernæst kan vi som publikum opleve en verden, hvor kun fantasien sætter grænser. Det samme kommer til at ske i Danmarks sønner,” fortæller instruktøren.

”Hvor går vi som samfund hen, når der sker et terrorangreb? Hvilken hukommelse har vi? Hvad sletter vi? Her begynder filmen, og kun fantasien sætter grænser,” fortsætter Ulaa Salim og fortæller, at kongstankerne bag Hyænefilm også stadig er intakte.

”Det er hele mit afgangshold, der står bag min første spillefilm, og sideløbende er Daniel også gået i gang med at producere en anden spillefilm. Det bliver Lisa Jespersens debutfilm. Vi er fra samme årgang på Filmskolen. Derudover står Hyænefilm bag en ny webserie, der får titlen Blokhavn og som satiregruppen Gigis laver. Så vi har travlt, og det er kun godt. For så ved man, at der sker noget.”