Top 10
06. jan. 2014 | 10:09

Top 10: Fucking grimt sprogbrug

Foto | Rodrigo Prieto
Leonardo DiCaprio og konsorter siger ”fuck” 506 gange i The Wolf of Wall Street.

Med 506 varianter af det forbudte f-ord slår Martin Scorseses The Wolf of Wall Street alle rekorder: Aldrig er der blevet sagt ”fuck” så mange gange i en spillefilm.

Af Jesper Olsen

Martin Scorsese må lægge sin 71-årige ryg til kritik i disse dage.

Godt nok høster hans nye The Wolf of Wall Street, der får dansk biografpremiere på torsdag, sædvanen tro pæne anmeldelser.

Men den dadles samtidig for at forherlige det dekadente, amoralske liv, som Leonardo DiCaprios Jordan Belfort og Wall Street-konsorter fører. Kritikken kommer blandt andre fra Christina McDowell, datter til en af Belforts kumpaner fra den virkelige verden.

Paradoksalt nok mener andre, at filmen nærmest er en ren satire over selvsamme karakterer.

2,8 fucks i minuttet
Der er dog også noget andet ved The Wolf of Wall Street, som har harmet de mere sippenippede iagttagere: sproget! 

Og det er nærmere bestemt det umådeholdne forbrug af det forbudte ord ”fuck”. The Wolf of Wall Street svovler sig nemlig direkte ind på førstepladsen på listen over fuck-frekvensen i spillefilm, skriver det amerikanske brancheblad Variety.

Hele 506 gange i løbet af filmens 179 minutter kommer det tabuiserede ord ud over personernes læber, hvilket svarer til 2,8 fucks i minuttet.

Det er en eftertrykkelig forbedring (?) af den hidtidige rekord, som Spike Lees thriller Summer of Sam satte i 1999 med 435 fucks på 142 minutter.

Inddrager man også dokumentarfilm, må The Wolf of Wall Street dog slå sig til tåls med andenpladsen. Den er nemlig langt fra Steve Andersons dokumentar Fuck om selve ordet ”fuck” fra 2005. Her bliver ordet sagt 857 gange på 93 minutter (9,21 fucks i minuttet).

Gammel mand med beskidt mund
Det er langt fra første gang, at Martin Scorseses film gør sig bemærket for deres frimodige sprog.

Frasorterer man Martin Lawrences standup-show Martin Lawrence Live: Runteldat (og det gør vi), har mesterinstruktøren således ifølge Wikipedia hele tre film med i top 10 over antallet af ”fucks”.

Scorsese står også bag den ældste film i top 20, gangsterperlen Goodfellas (1990). I nyere tid er der sket en opblødning af den amerikanske puritanisme vedrørende profant sprog, og ingen film før 90’erne figurerer i top 20.

Vi nøjes dog her med top 10.

Ordet ”fuck” blev i øvrigt indlemmet i Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs Den Danske Ordbog i 2005, mens det først i 2013 kom med i Retskrivningsordbogen.

10. Goodfellas (1990)

Et af Scorseses absolutte mesterværker. En sprudlende Joe Pesci som den koleriske Tommy DeVito er største bidragyder til fuck-tallet. Klippet herunder byder dog ikke på et eneste bandeord, men den legendariske tre minutter lange indstilling filmet med steadicam.

Fuck-optælling: 300
Spilletid: 146 min.
Fucks pr. minut: 2

 


9. Running Scared (2006)

Wayne Kramers voldsorgie med afdøde Paul Walker i hovedrollen var en økonomisk skuffelse og fik blandede anmeldelser. Filmen tilbyder en overflod af vold, blod og bandeord.

Fuck-optælling: 315
Spilletid: 122 min.
Fucks pr. minut: 2,6

 


8. Twin Town (1997)

Den udsyrede britiske krimikomedie Twin Town skildrer en bizar historie, der foregår i den walisiske by Swansea. Her vil brødrene Lewis have erstatning af forretningsmanden Bryn Cartwright, da deres far ”Fatty Lewis” falder på en stige, mens han arbejder for Cartwright. Men denne nægter, og herefter eskalerer striden i en svikmølle af repressalier.

Fuck-optælling: 318
Spilletid: 99 min.
Fucks pr. minut: 3,2

 


7. State Property (2002)

State Property handler om en gruppe af gadegangstere, der beslutter sig for at overtage styringen i deres nabolag og må strides med både politi og rivaliserende bander. Jay-Z har en cameo-optræden. Filmen blev heglet igennem af anmelderne, men fik alligevel en opfølger i 2005. State Property er den spillefilm, hvor fuck’ene falder med kortest mellemrum.

Fuck-optælling: 321
Spilletid: 88 min.
Fucks pr. minut: 3,7

 


6. End of Watch (2012)

David Ayers politifilm End of Watch med Jake Gyllenhaal og Michael Peña fik en håndfuld priser, da den havde premiere i 2012. Kritikerlegenden Roger Ebert kaldte den ”en af de bedste politifilm i de senere år”.

Fuck-optælling: 326
Spilletid: 109 min.
Fucks pr. minut: 3


5. Alpha Dog (2007)

Nick Cassavetes’ dunkle socialdrama var et gennembrud for Justin Timberlake og Emile Hirsh, der fik lov til at svovle rigtig meget i en blandet oplevelse af en film.

Fuck-optælling: 367
Spilletid: 118 min.
Fucks pr. minut: 3,1


4. Casino (1995)

Scorseses mesterlige krimidrama fra 1995 er hans anden på top 10. Den indbragte Sharon Stone hendes eneste Oscar-nominering samt hendes eneste Golden Globe-statuette.

Fuck-optælling: 422
Spilletid: 178 min.
Fucks pr. minut: 2,4

 


3. Nil by Mouth (1997)

Gary Oldman debuterede som både manuskriptforfatter og instruktør i 1997 med Nil by Mouth og gjorde det med en kavalkade af bandeord og 3,3 fucks i minuttet. Den holder også rekorden i brug af ordet ”cunt” (41 gange). Filmen fik pæne anmeldelser, og Oldman vandt en BAFTA for bedste manuskript.

Fuck-optælling: 428
Spilletid: 128 min.
Fucks pr. minut: 3,3


2. Summer of Sam (1999)

Spike Lees ensemblefilm om seriemorderen David Berkowitz alias Son of Sam, der huserede i New York i 1976 og 1977 og dræbte seks og sårede syv, sad længe på tronen og overgår fortsat The Wolf of Wall Street i fucks pr. minut. Filmen byder på en ung Adrien Brody som punker.

Fuck-optælling: 435
Spilletid: 142 min.
Fucks pr. minut: 3,1

 


1. The Wolf of Wall Street (2013)

Martin Scorseses sorte svindlerkomedie er ny konge af utilbørligt sprogbrug. Filmen er nomineret til to Golden Globes, blandt andet bedste film, og får dansk biografpremiere i denne uge.

Fuck-optælling: 506
Spilletid: 179 min.
Fucks pr. minut: 2,8

 

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko