Fucking ungdom

Med Lukas Moodysson har svensk film fået en engageret filmpoet, der har stærke meninger om livet og samfundet. Moodyssons tre første spillefilm – Fucking Åmål, Tillsammans og Lilja 4-ever – er samtidig kendetegnet ved, at de konsekvent tager børnenes perspektiv i deres tilgang til tilværelsen.

Fucking Åmål skildrer varmt venskabet mellem den 14-årige ensomme Agnes og den frihedssøgende 16-årige Elin. De har svært ved at se meningen med tilværelsen i provinshullet Åmål og finder sammen i drømmen om et andet liv og modet til at bryde med omgivelsernes forventninger. I Tillsammans sætter Moodysson fokus på 1970’ernes kollektivdrømme om at skabe grobund for en bedre verden i fællesskabet. Filmen fanger tankevækkende, hvordan børnene ofte så uforstående til fra sidelinjen, mens de velmenende flippere havde travlt med at realisere deres ideer. Tonen bliver mere skarp med Lilja 4-ever, en kompromisløs skildring af den 16-årige russiske pige Liljas tragiske skæbne som tvangsprostitueret i Sverige. Historien begynder i et forarmet Rusland, og filmen skiller sig ud ved ikke at indeholde den forsonende humor, som prægede Fucking Åmåls ungdomsdrama og den grundlæggende feelgood-stemning i Tillsammans. Lilja drømmer om et bedre liv i Sverige, men ender med at blive misbrugt af følelseskolde svenske mænd. Moodysson har udtalt, at filmens religiøse aspekt grundlæggende ligger i håbet om, at nogen vil være der til at gribe os, hvis vi falder.

Hyldest fra Bergman
Moodyssons film lægger op til debat, og instruktøren holder sig heller ikke tilbage fra at give verden en opsang i interviews og takketaler. Da Lilja 4-ever vandt fire af årets seks svenske filmpriser, holdt han en lang tale om nødvendigheden af at tage et ansvar og kæmpe mod sult og fattigdom i verden. Lukas Moodyssons store politiske engagement præger også hans karriere som digter. Han debuterede allerede som 17-årig med digtsamlingen Det spelar ingen roll var blixtarna slår ner og udgav en række digte og en roman, inden han i 1992 kom ind på den svenske filmskole. Han har senest udgivet digtsamlingen Vad gör jag här, hvor storpolitik og kritik af den kapitalistiske konsumkultur blandes med det meget private.

Med sine tre filmsucceser har Moodyson på få år etableret sig som det vigtigste nye navn på den svenske filmscene og formået at vinde såvel kritikerne som publikums gunst. Den ellers tilbageholdne Ingmar Bergman var blandt dem, der hyldede Moodyssons formidable filmdebut Fucking Åmål, og publikum sikrede hans to første film plads blandt de mest indtjenende svenske film nogensinde. Trods historiernes naturlige forankring i det svenske samfund har udlandet også fået øje på Moodysons film, der med deres nuancerede personportrætter og skarpt fortalte historier gør det lokale universelt genkendeligt.

Sideløbende med sine egne film har Moodyson gjort sig bemærket på flere andre fronter i filmbranchen. Sammen med Peter Birro skrev han tv-serien Det nya landet, som sender en somalisk og en iransk flygtning på kulturkolliderende flugt gennem det skånske sommerland sammen en blond Miss Sverige. Moodysson har også sat skub i Josef Fares’ karriere som medproducent på Jalla! Jalla!, og med base i Malmö og filmindspilninger i Trollhättan har han været med til at skabe en tiltrængt modpol til den ellers Stockholm-centrerede svenske filmbranche.

I en kommende spillefilmpakke fra Undervisningsministeriet bliver Fucking Åmål tilgængelig for danske skoler. Moodyssons usentimentale ungdomsportræt tager fat i smertepunkter som ensomhed og følelsen af at være anderledes, og filmene skildrer præcist mange af de svære konflikter mellem unge og deres forældre – forældre, som enten glemmer at kommunikere eller helt enkelt ikke forstår, hvordan de kan hjælpe. Vi inviterede Lukas Moodysson til en snak om hans film, og han accepterede invitationen som e-mail-interview. Det følger her.

”Ofte er jeg fej”
I Danmark er der blevet lavet mange film med små drenges opvæksthistorier, men ikke mange om piger. Hvad fik dig til at lave din første spillefilm Fucking Åmål om to teenage-piger?

”Et ønske om at beholde min nysgerrighed og min usikkerhed. Jeg tror, man skal bevare en vis uvidenhed i forhold til det, man fortæller om. Hvis man ved for meget og føler sig for sikker, bliver det ikke særligt spændende. Jeg vil være tæt på mig selv, men ikke for tæt. Jeg vil drives af mine spørgsmål, ikke af mine svar.”

Du har sagt, at et udgangspunkt for filmen var, at det skulle være en historie, hvor unge piger vandt i stedet for at tabe. Hvorfor var det centralt?

”Jeg vil ikke sige, at det var centralt, men det var en af mine små regler. Jeg ville fortælle om cool og stærke piger. Formodentlig fordi jeg selv kan lide cool og stærke piger. Som man ser i filmen, er der umiddelbart store forskelle på drenge og pigers verden i den alder.”

Var det svært at fange veninde-intrigerne og ramme tonen blandt pigerne?

”Nej, det var ikke svært at fange. Vi voksne tror indimellem, at der er en enorm afstand mellem os og de unge. Jeg tror ikke, at det er sådan. Jeg tror, at vi mennesker er ret ens inderst inde. Jeg føler ikke, at der er en gigantisk forskel mellem mig i dag og den, jeg var, da jeg var 15 år gammel.”

Hvordan arbejder du med de unge skuespillere i dine film? Hvor meget plads giver du dem til at improvisere?

”Når jeg er modig, tillader jeg improvisation, men ofte er jeg fej, og så følger vi manuskriptet nøje. Det vigtigste er at stole på skuespillerne. Jeg er en ret dårlig instruktør, selv om jeg synes, jeg er blevet lidt bedre, men jeg er ret god til at skrive og til at vælge de rigtige skuespillere. Og hvis man vælger de rigtige skuespillere, så behøver man ikke instruere så meget ...”

”Jeg er feminist”
For nogle år siden fortalte du, at det havde betydet meget for Fucking Åmål, at hele holdet bag var unge, så der ikke var en stor aldersforskel mellem dem foran og bagved kameraet.

”I forhold til Fucking Åmål var det nok ikke aldersaspektet, som var det vigtige, men snarere nybegynderaspektet: At ingen af os vidste, hvordan man laver film. Det var det, der forenede os, tror jeg. Det er, som sagt, vigtigt at bevare sin usikkerhed og indimellem til og med sin uvidenhed, for den kan være en stærk drivkraft.”

Du har sagt, at du overvejer at lave endnu en film om 16-17-årige – og at hvis den skal laves, skal den laves snart, inden du har for meget distance til de år. Hvad er så fascinerende ved netop den alder?

”Lige nu planlægger jeg helt andre film. En dokumentarfilm og en spillefilm, og ingen af dem handler om 16-17-årige. Men generelt kan jeg lide børneperspektivet. Børn har mere fantasi og er modigere end voksne. Vi voksne er lidt klogere, men vi er på den anden side dårligere til for eksempel at lege med LEGO. Desværre synes jeg, at børn mister meget af deres fantasi og deres mod i skolen. Skolen er kreativitetsdræbende.”

Hvorfor er det så vigtigt at holde fast i barnet i sig selv og huske, hvem man var og alle de følelser, man havde, da man var barn og ung?

”Fordi det er voksne, som styrer verden i dag – og se hvordan det går ... Af samme grund er jeg feminist: Det er mænd, som styrer verden i dag – og se, hvor gode de er til det ...”

Du er kunstner, men samtidig har du holdt brandtaler om verdens tilstand, når du har modtaget filmpriser. Hvad opfatter du som kunstnerens opgave?

”Jeg har to opgaver. Den første er at tjene min kunst. Den anden er at tjene menneskeheden. Indimellem havner de to opgaver i konflikt, indimellem går de hånd i hånd. Det er ikke noget, der er specifikt for mig eller for kunstnere som sådan, men noget der gælder alle mennesker: Alle mennesker skal både være tro over for deres egne drømme og samtidig tage ansvar for verden omkring sig.”

Hvornår blev du selv politisk bevidst? Var det noget specielt, som fik dig til at interessere dig for politik og det omgivende samfund? ”Jeg tror, det var en følelse af uretfærdighed. At det er forkert, at jeg har mad på bordet samtidig med, at 25.000 mennesker dør af sult hver dag (hvilket altså betyder, at der dør otte gange flere af sult hver dag, end der døde i World Trade Center). Jeg tror, at skyldfølelsen over den kendsgerning er min stærkeste politiske drivkraft.”

Verden i brand
Lilja 4-ever er en vred og meget barsk film om børneprostitution. Hvordan vurderer du modtagelsen af filmen, og hvilken betydning tror du, at filmen har fået?

”Jeg vil ikke anmelde mine films modtagelse. Jeg sender en slags flaskepost ud, men jeg kan ikke kræve, at modtagerne skal reagere på en bestemt måde. I lidt mere almene vendinger kan jeg vel sige, at jeg ønsker, at mennesker skal blive vrede frem for deprimerede. Og jeg er glad for, at så mange har reageret på netop den måde. Altså ikke med modløshed, men med vrede og en vilje til forandring. Noget, der er meget vigtigt, er at følge filmen ud i verden. Vi har et stort samarbejde med privatpersoner og organisationer, som bruger filmen i deres arbejde, specielt i Østeuropa.”

Du har lavet em film om topmøde-urolighederne i Göteborg. Hvorfor tror du, at der er så få politiske film for tiden? Og hvordan mener du, at man bedst fortæller om det, der skete i Göteborg?

”Jeg synes, at jeg ser mange tendenser på et stigende politisk engagement i verden. Og det kommer også til at sprede sig til filmverdenen, hvis det ikke allerede har gjort det, selv om der for tiden laves alt for mange borgerlige relationsdramaer. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lave film om skilsmisser og den slags, når verden står i brand. Det, der skete i Göteborg, var utroligt vigtigt og interessant fra mange synsvinkler. Måske først og fremmest fordi det påpegede de store modsætninger, som findes i verden og viste, hvordan magthaverne håndterer oppositionen.”

I Skandinavien opfatter vi film til børn og unge som en selvstændig genre. Hvad synes du om tidens skandinaviske filmudbud til børn og unge? Har du selv lyst til at lave en decideret børnefilm en dag?

”Jeg er stolt over den skandinaviske filmtradition, som tager børn alvorligt. Det er nok den tradition i svensk og skandinavisk film, som jeg synes, er den vigtigste og den mest specielle. Jeg har ingen mening om nutidens børnefilm, fordi jeg ikke har set så mange af dem. Men jeg er glad for, at de bliver lavet. Vi har brug for noget andet end Disney. Og jeg vil gerne lave en eller flere børnefilm engang. Hvis ikke Astrid Lindgrens bøger allerede var filmatiserede, ville jeg gerne have kastet mig over nogle af dem. Der er en dansk bog, som på svensk hedder När barnen tog makten (Da børnene tog magten, Doktor Gormander, 1971, red.). Den handler om børn i børnehaven Kanonen. Børnene gør oprør mod deres pædagoger, forældre og hele verden. Den kunne jeg godt tænke mig at filmatisere.”