Dag 5: For fuld musik

Jonas Struck er trådt ind foran mikserpulten. Han er ikke den typiske rockstjerne, men nærmere en smilende, fuldskægget gut. Han har dog en fortid i popgruppen Swan Lee.

Men her på den stilfulde Nordiske Ambassade i Berlin med udsigt til Tiergarten står Struck, fordi han skal fremføre musikken fra Idealisten. Komponisten var tidligere på aftenen nomineret til HARPA-prisen (filmkomponisternes egen pris), men den gik til Island, og nu er der så kun underholdningen tilbage.

Struck kigger ned. Han retter på det sorte slips, der hænger snorlige ned ad den hvide skjorte. Så trækker han sin elguitar op over skulderen og begynder at søge ind i musikken.

De godt 200 mennesker i den store sal nikker kort efter i takt til beatene, mens de fortsætter deres samtaler. Strucks musik danner baggrund for en række fortællinger. Det er 80’er-elektro-lyde af fineste karat, der går i nervebanerne på én som et ekstraordinært miks af Joy Division og New Order.

HARPA-prisen er hertil aften blevet uddelt for sjette gang. Den gives til en skandinavisk komponist, der repræsenterer det, som udlandet kalder ”nordic noir”, men som vi fra Skandinavien nok nærmere ville kalde ”tryllebindende filmmusik”.

Tyskere taler selvfølgelig engelsk
Resten af Berlinalens femte dag havde også musikken i højsædet.

Især i den film, som mange havde set frem til med blandede forventninger i hovedkonkurrencen. Alone in Berlin er nemlig en engelsksproget film, der foregår i Berlin under Anden Verdenskrig. Noget, der på forhånd havde fået mange tyske anmeldere til at rynke på næsen og virre med monoklerne. 

Tidsbilledet er imidlertid ramt fuldstændigt, men det er nu alligevel svært at abstrahere fra, at alle ”die Herren und Frauen” taler velklingende engelsk. Og da Tysklands mest anerkendte skuespiller i disse år, Daniel Brühl, midtvejs dukker op som politimand og også giver den på engelsk, gnider man sig nærmest i øjnene af forvirring.

Eller buher lavmælt, som en lille tysk enklave i Berlinale-paladsets filmsal gjorde gennem store dele af filmen.

Alone in Berlin er ikke lavet for sprogets skyld. Den fortæller historien om et ægtepar, der mister deres søn i Hitlers frontkamptropper. Parret beslutter sig herefter for at bekæmpe systemet indefra. De fabrikerer således hundredevis af hadepostkort imod Hitler-regimet. Disse kort placeres rundt omkring i den tyske hovedstad på strategiske steder, så de kan opfanges af folket.

Men selvfølgelig kommer politiet hurtigt på sporet af denne ”forbrydelse”. 

I Alone in Berlin er det altså ord, der skal omvende masserne, men filmen fokuserer i langt højere grad på at ramme publikum igennem sin musik. For i bund og grund kan man se hele filmen med ørerne. Under flugtscenerne er der hvirvlende trommer, under grædescenerne potente strygere, og så er der ellers klassiske arrangementer for alle euroene under hver eneste transportscene.

Alone in Berlin er sådan en film, der uden tvivl vil dele vandene, fordi den er velskabt, men samtidig uden en eneste virkelig interessant detalje (den fik spredte klapsalver, da rulleteksterne tonede frem).

Alt stråler som i et klassisk periodedrama, men vi ved konstant, hvilken vej historien vil gå. I den henseende bliver filmen en underlig hybrid mellem Der Untergang og Hvidstengruppen.

Prisvinder skuffer
Morgenens film var knap så musikalsk, men alligevel på mange måder en slags dødevals i sig selv. 

Death in Sarajevo var der også mange anmeldere, der havde set frem til, fordi filmens bosniske instruktør Danis Tanovic i 2013 vandt juryens Grand Prix i Berlin for An Episode in the Life of an Iron Picker – en film om en roma-families benhårde liv. Og tilbage i 2002 vandt han en Oscar for krigsfablen No Man’s land.

Salen var altså klar til en politisk opsang lige fra morgenstunden, men Tanovic gentager formentlig ikke sit prisstykke fra 2013. For selv om instruktørens nye film har en elegant kollektivfortælling om begivenhederne på et hotel på hundredeårsdagen for mordet på Franz Ferdinand (det snigmord, der reelt startede Første Verdenskrig), kommer filmen aldrig rigtig ud over rampen.

En masse historier kædes sammen, men til sidst sidder man alligevel tilbage med en fornemmelse af, at det hele bare har været overflade.

Der er undervejs masser af historiske referencer og scener, som uden tvivl sætter den europæiske kultur i relief. Men Death in Sarajevo er mest en underlig nikken til Robert Altman (Short Cuts og Gosford Park) frem for det politiske drama eller den intense thriller, som filmen på mange måder lægger op til at ville være.

Billedmusikalitet
Dagens tredje konkurrencefilm viste sig på mange måder at have langt bedre styr på, hvad den ville. I det store hele var Being 17 faktisk lidt af en lise for sjælen.

Being 17 er den franske billedmagiker André Téchinés nye film, og det var et kærkomment gensyn med filmskaberen, der reelt set ikke har ramt plet siden Wild Reeds fra 1994.

Selv om Being 17 heller ikke helt rammer plet, placerer den sig alligevel ganske udmærket inden for skiven. Der er nemlig en musikalitet Téchinés billeder, som gør, at man skal kigge ordentligt efter for at få hele oplevelsen med.

Intet er overfortalt, og man skal konstant være på vagt i historien om unge mænds søgen efter sin identitet og seksualitet i Pyrenæerne.

Hvert eneste lille billede er observerende og aldrig overfortalt. Filmen vil os noget, men vi ved ikke hvad. Når den ene unge mand taler med sin mor, lytter vi næsten ikke efter, fordi vi har så travlt med at lytte med øjnene. 

Det er ekstremt elegant filmhåndværk.

Eller med andre ord: billedmusikalitet. Men dog med den lille mislyd, at Being 17, som minutterne skrider frem, bliver mere og mere sentimental over sin egen fortælling. Téchiné ved, at det, han laver, er godt, og det fornemmer man desværre lidt for tydeligt. Men billederne er pragtfulde og fulde af kompleksitet, og man frydes simpelthen over bjerge, dale, mennesker og følelser.

Lyden af noget større
Tilbage på den Nordiske Ambassade vender folk sig mere og mere imod musikken. Idealisten kører på en storskærm bag Struck, der slår et par akkorder an på guitaren, for så at vende tilbage til mikserpulten.

Publikum lytter efterhånden mere end de taler, og en halv time efter er det en meget tilfreds Jonas Struck, jeg møder. Også selv om han ikke vandt HARPA-prisen.

”Nej, nej, det er fint nok,” siger Struck og sipper til et glas velfortjent hvidvin. 

”Jeg har været nomineret til noget tre gange på en uge og er i gang med mange spændende projekter, så det er helt fint. Lige nu arbejder jeg på musik til den norske Hjertestarter, og der er flere ting på vej, så alt er godt. Og så er det i øvrigt første gang, at vi spiller musikken fra Idealisten live, så det er da i sig selv stort.”

Så smiler han. Det er tydeligvis musikken, der er det vigtigste for en filmkomponist.