Nyhed
12. feb. 2020 | 22:00

Fupanklaget skuespiller skal for retten

Foto | Fox
Jussie Smollett (tv.) havde en god tjans med en hovedrolle i tv-serien Empire, men den blev skuespilleren skrevet ud af, da han blev beskyldt for at have iscenesat et overfald mod sig.

Jussie Smollett slap sidste år for at forsvare sig mod anklager om at have iscenesat et overfald, men nu bliver skuespilleren fra Empire på ny anklaget.

Af Nicki Bruun

En af sidste års mest mystiske sager i filmbranchen fortsætter i det nye årti. 

Skuespilleren Jussie Smollett – kendt for tv-serien Empire – anmeldte for et år siden, at han en sen nattetime var blevet udsat for et racistisk og homofobisk overfald

To maskerede gerningsmænd havde angiveligt bundet en løkke om halsen på ham og hældt blegemiddel ud over hans krop. Men da politiet begyndte efterforskningen, anklagede de i stedet Jussie Smollett for falsk vidnesbyrd – skuespilleren skulle ifølge myndighederne have betalt to brødre for at orkestrere overfaldet. 

I marts droppede statsanklageren dog at gå videre med sagen mod Smollett i retten, men dermed er der ikke sat punktum. 

Nu har den pensionerede advokat Dan K. Webb, som i august blev sat til at gennemgå sagen, nemlig indgivet sigtelse med seks anklagepunkter mod skuespilleren. 

Det har han med egne ord gjort ”i retfærdighedens tjeneste”, skriver branchemediet Variety. 

Retfærdighed eller politik
Statsanklageren blev sidste år kritiseret af både politiet og borgmesteren i Chicago for at droppe sagen mod Jussie Smollett.

Til gengæld er Smolletts advokat ikke glad for genoptagelsen af sagen. Hun mener, at den nye anklage mest kommer, fordi der lige nu er valg om posten som statsanklager.

”Efter mere end fem måneders efterforskning er der ikke blevet fundet nogen beviser for fejl i afvisningen af sagen mod hr. Smollett,” siger advokaten Tina Glandian ifølge Variety.

”Sigtelsen blev helt korrekt droppet første gang, fordi der ikke var nogen beviser. Forsøget på at hive ham i retten igen et år senere – midt i statsanklagerens valg – handler tydeligvis ikke om retfærdighed, men politik.”

Allerede inden de første anklaget mod Smollett faldt, blev skuespilleren skrevet ud af sidste sæson af Empire, hvor han spillede en hovedrolle som musikerfamiliens fortabte søn.

Der er første retsdag i den nye sag mod Jussie Smollett den 24. februar.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko