Gå i biografen med din smartphone
Alle har prøvet at sidde i biografen og blive forstyrret af sidemanden, der åbenbart finder mere underholdningsværdi i sin smartphone end i det, der udfolder sig på lærredet.
Det irritationsmoment har hollænderne nu valgt at bruge til noget konstruktivt. De lancerer nemlig den første film, hvor smartphonen er en uundværlig del af filmoplevelsen, skriver branchesitet Indiewire.
App er et must
Instruktør Bobby Boerman, der tidligere har lavet musikvideoer, er netop gået i gang med optagelserne til app-thrilleren, der ganske passende har fået navnet APP.
For at se filmen skal man være i besiddelse af en speciel app, der kommer med informationer under visningen.
I filmen møder man den unge student Anna, som er stærkt afhængig af sociale medier og nye apps til sin smartphone. Pludselig dukker en mystisk app op på hendes telefon. Den kan besvare alle videnskabelige spørgsmål, men også personlige spørgsmål om Annas liv.
Spændingen stiger for alvor, da appen begynder at sende underlige meddelelser med oplysninger om uforklarlige dødsfald i området. Tilskuerne bliver sat i hovedkarakterens sted, idet de modtager samme kodede og krypterede meddelelser som Anna.
Filmen er lavet efter manuskript af Robert A. Jansen, som tidligere har samarbejdet med instruktøren i forbindelse med thrilleren Claustrofobia.
Forsøg mislykkedes
Det er ikke første gang, at nogen har forsøgt at udnytte den moderne teknologi for at tilføje ekstra information til biografoplevelsen.
Richard Kellys Southland Tales fra 2006 var en af de første film, som prøvede at stimulere publikum på andre måder. Filmen skulle suppleres med en grafisk online-roman, som sideløbende med visningen gav publikum informationer om filmens temaer. Projektet blev dog aldrig nogen succes, og filmen fik dårlige anmeldelser.
Bobby Boermans APP får premiere i Holland i februar 2013.
Kommentarer