Nyhed
01. apr. 2014 | 19:27

Gå til casting på nettet

Foto | Peter Iovino
I The Artist spiller Bérénice Bejo stjernen, der dukker op ud af det blå. Nu kan man blive opdaget gennem casting på nettet.

Det kan være svært at komme i betragtning til filmroller. Nu har en dansk skuespiller udviklet en skandinavisk platform, der skal gøre det nemmere for filmbranchen at få øje på talenterne.

Af Daniel Pilgaard

”Jeg kom ud fra Teaterskolen og blev omtalt som den nye store skuespiller. Jeg havde hovedrollen i Scherfigs Hjemve og mangler ikke erfaring. Men der er alligevel langt imellem, at jeg bliver inviteret til casting.” 

Ordene kommer fra den 38-årige skuespiller og instruktør, Kristian Ibler, under et besøg på Ekkos kontor.

Han har lagt vejen forbi for at demonstrere et nyt værktøj, som han er i gang med at lancere på nettet. Det skal gøre det nemmere for skuespillere at gøre opmærksom på sig selv og søge arbejde.

Siden hedder Selftape Scandinavia, hvor instruktører og producenter annoncerer en rolle. Skuespilleraspiranterne skal så optage en video af sig selv i rollen og derefter indsende de såkaldte selftapes som et hjemmelavet castingbånd.

Forståelig konservatisme
I dag foregår en typisk audition ved, at en professionel caster i samarbejde med en producer og instruktør indkalder en række skuespillere til læseprøver på filmens manuskript. 

Men ifølge Kristian Ibler gør omstændighederne i branchen, at der ikke er den store variation i, hvem der inviteres til casting.

”Alle taler om, at man gerne vil se flere nye ansigter i danske spillefilm, men samtidig er branchen konservativ og går efter skuespillere, de kender i forvejen. En del af problemet hænger sammen med, at castere heller ikke har ubegrænset tid og økonomi,” siger han.

Men som både skuespiller og instruktør kan Kristian Ibler godt nikke genkendende til konservatismen.

”Hvis jeg tager instruktørkasketten på, forstår jeg da godt, at det kan være svært at tage chancer med mindre kendte skuespillere. Har man ansvaret for en film på tyve millioner kroner, og den flopper, er man færdig i branchen,” siger han. 

Ny type skuespillere
Kristian Ibler er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole.

Han debuterede i 1999 med hovedrollen i Peter Schønau Fogs Lille mænsk, der anses for at være en af de bedste afgangsfilm fra Den Danske Filmskole. 

Siden har han medvirket i over 40 film, tv-serier og reklamer. Han har lavet mere end tyve teaterstykker, ligesom han også arbejder som filminstruktør.

Det er disse erfaringer, han har trukket på i sit innovationsprojekt Selftape Scandinavia, som er udviklet sammen med en webdesigner gennem det seneste halve år.

”Det er et konstruktivt bud på, hvordan man måske kan få øjnene op for en helt anden type skuepiller, end man oprindelig havde i tankerne. Man vil uvilkårligt få mange forskellige bud. Jeg spiller selv meget komedie på teater, men jeg bliver som regel typecastet i dramatiske roller på film,” forklarer han.

I branchen kan de også godt se potentialet for projektet, forklarer han.

”Jeg har snakket med flere castere, der synes, det er rigtig fedt. For dem er det et supplerende værktøj, der kan noget andet end det traditionelle opslagsværk, Skuespillerhåndbogen,” forklarer han. 

Ideel for mindre film
Kristian Ibler understreger dog, at Selftape Scandinavia har et større potentiale end at være jobportal for skuespillere.

”Værktøjet er perfekt til de helt små produktioner, hvor der ikke er råd til at hyre en professionel caster. For mindre produktioner på Super16, hvor der ikke er budget til en caster, er det jo et ideelt redskab,” siger han.

Kristian Ibler skriver selv på et filmmanuskript, og en af hans visioner er at bruge de tilmeldte som sparringspartnere i et netværk. 

”Der er en funktion i programmet, som hedder ’work in progress’, hvor man som forfatter kan teste sit manuskript ved, at skuespillerne indtaler replikkerne. Fordelen er, at skuespillerne kan holde sig i gang med øvelser og samtidig hjælpe til med at udvikle projekter,” fortæller han.

Kun for professionelle
Værktøjet er anvendeligt for hele den skandinaviske filmbranche. Brugerne skal dog være medlem af et af branchens forskellige forbund eller være studerende på en relevant uddannelse.

”Reglerne styrker sidens troværdighed som et professionelt værktøj og skaber større tillid mellem brugerne. Vi er allerede oppe på 500 tilmeldte skuespillere,” fortæller Kristian Ibler. 

Siden er gratis at benytte, og de udgifter, Ibler indtil videre har haft under udviklingen, er blevet finansieret gennem crowdfunding. På hjemmesiden kan man nemlig donere penge. Forbundet Danske Filminstruktører, TV 2, Dansk Skuespillerforbund og flere andre i branchen har allerede støttet projektet.

Det er tanken, at værktøjet skal forblive gratis. 

”Det koster ikke særlig meget at holde i gang, og med den interesse, der allerede har været, tror jeg, at det kan løbe rundt med donationer,” siger han.

Kommentarer

Kristian Ibler

Født 1975 i København.

Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2000.

Debuterede i hovedrollen i Peter Schønau Fogs roste afgangsfilm Lille Mænsk (1999).

Medvirker i Familien Gregersen (2004), Hjemve (2007), Blå mænd (2008), Værelse 304 (2011) og Kartellet (2014).

Kan ses på All Time Shortlist i Junk Love og Tonny.

Har instrueret kortfilmene Vandmand (2007) og Kustoden (2013).

Selftape Scandinavia

Platform, hvor instruktører, producenter og castere kan slå roller op.

Skuespillere søger rollerne ved at filme sig selv på en telefon eller iPad. 

Kun for professionelle i filmbranchen. 

Manuskriptforfattere kan få afprøvet replikker af skuespillere på platformen.

Selftape Scandinavia er gratis og finansieres via crowdfunding.

© Filmmagasinet Ekko