Gainsbourg skuffet over kort Nymphomaniac

Hun ligner en mørkhåret elver, der holder søndagsfri fra Ringenes herre, som hun kommer ind i den fashionable stue på D’Angleterre med sin egen kande te i hånden, lidt bleg og bly i hverdagslig sort bomuldstrøje.

Hun virker sky, men ikke genert, og hun fortæller uden at blinke – om end direkte adspurgt – at hendes egen seksuelle debut var dejlig og med en ældre mand.

Generthed ville da også være et overraskende træk, når man er barn af den provokatoriske kunstner Serge Gainsbourg, havde sin første filmrolle som trettenårig og udgav sit første album som femtenårig.

Masochistisk nydelse
Men man tror alligevel Charlotte Gainsbourg, når hun siger, at hun kommer ud med noget i sine roller, som hun ikke udlever i virkeligheden.

”Det er gennem filmene, jeg kommer lidt ud af min skal. Jeg lever et sødt og enkelt liv. Jeg er ikke eksplosiv på nogen måde.”

”Men i filmene skubber jeg mig selv ud til de her mørke steder, og måske ligger der en masochistisk nydelse i det. Takket være mine roller kommer jeg steder hen, jeg ellers ikke ville være kommet,” siger hun.

Penisser fægter før trekant
Når man kigger på hendes nu trefoldige arbejde med Lars von Trier, skal man ellers lige love for, at hun er kommet nye steder hen.

I Antichrist klippede hun sin klitoris af og endte som hundjævelen selv. I Melancholia gik hun under og hele Jorden med hende.

I den stærkt imødesete Nymphomaniac spiller hun en sexbesat kvinde. Til Stellan Skarsgaards ensomme Seligman, som finder hende forslået i en gyde, fortæller hun om, hvordan hun har gået i seng med hundredvis af mænd.

Hun giver et medlidenheds-blowjob.

To fremmede sorte mænd skændes om, hvordan de skal gribe trekanten med hende an, mens deres store penisser nærmest fægter med hinanden foran hende. Og hendes numse bliver pisket til blods, mens hun ligger foroverbøjet over en sofa med telefonbøger som praktisk mellemlægningspapir mellem mave og sofastof.

En lille lækkerbisken
”Numsen er ægte, men det er ikke min. Den tilhører en pige, der var villig til at lade sig slå med en falsk pisk. Den pik, jeg sutter, er også uægte, så det meste er fake eller ægte lavet med pornoskuespillere og så sat sammen i efterbearbejdningen,” forklarer Charlotte Gainsbourg.

”Jeg har også selv en vagina-protese sat på, men det ser man ikke i den korte version. Det er en lille lækkerbisken til den lange.”

Den udgave af Nymphomaniac, der får premiere 25. december,varer fire timer, fordelt over to halvdele.

Begge dele indleder med et skilt, som fortæller, at denne version er ”forkortet og censureret”, lavet med Lars von Triers ”godkendelse, men uden hans involvering i øvrigt”.

Lars von Triers egen version – director’s cut, hvis premiere endnu er uvis – varer fem en halv time, og han har med andre ord ikke selv været med til at klippe halvanden time ud af filmen.

Nødvendig, men skuffende
Charlotte Gainsbourg har set begge versioner, og hun er ikke i tvivl om, hvilken hun foretrækker.

”Jeg foretrækker Lars’ udgave, men jeg så også den version først – i en ikke helt færdig udgave. Og det var en fantastisk oplevelse at gå gennem fem en halv times film uden at føle, at tiden gik langsomt. Det var virkelig opstemmende, og jeg var utrolig betaget,” siger hun.

”Fire timers-versionen havde vi brug for, så filmen kunne komme ud. Men jeg kunne stadig ikke lade være med at blive skuffet, da jeg så den,” fortæller Charlotte Gainsbourg.

Hun fremhæver, at nedklipningen mest har ramt anden halvdel, hvor hun både spiller Joe i rammehistorien og i tilbageblikkene (i første halvdel spilles den unge Joe af Stacy Martin).

”En hel time manglede – og det er i den halvdel, jeg kommer ind! Så jeg blev skuffet, fordi jeg så hele stykker af filmen for mig, som ikke var der,” siger hun og understreger dog samtidig, at filmens ånd og humor er intakt i den korte udgave.

”Jeg tager en lur”
Charlotte Gainsbourg er blevet kaldt Lars von Triers muse, og det er ikke helt uden grund. Hendes blanding af følsomhed og styrke har været med til at føde den kunstneriske genkomst, Trier har fået efter bagatellen Direktøren for det hele fra 2006.

Men muse-rollen indebærer ikke, at Gainsbourg og Trier sammen nærstuderer de tematikker og tanker, der rumsterer i instruktørens hoved og kommer ud som et filmisk storværk.

”På Antichrist forsøgte jeg at stille en masse spørgsmål. På Melancholia prøvede jeg igen, jeg havde faktisk en hel liste af spørgsmål med. Men han rejste sig bare og sagde: ’Jeg tager en lur.’ Så på den her film vidste jeg, at jeg ikke behøvede spørge,” fortæller hun.

Trier kan ikke lide at øve
Charlotte Gainsbourg researchede derfor heller ikke til rollen som nymfomanen Joe. Hun lod Lars von Trier om at have samtaler med en lang række seksuelt erfarne kvinder, fra Anne Linnet til Suzanne Bjerrehuus.

”Jeg vidste, han ikke kan lide psykologi, eller at man giver karaktererne en baggrundshistorie. Men jeg havde tænkt, at en film om nymfomani ville handle om nydelse, indtil han beskrev de lidelser, en nymfoman kan gå igennem – at de ikke kan have et normalt liv på grund af skemalæggelsen af sex,” siger hun.

”Den slags forklarede Lars, og så havde Stellan og jeg et lille møde med ham for at øve samtale-delen af filmen. Men Lars stoppede det hurtigt, for han kan ikke lide at øve. Og jeg har efterhånden forstået hvorfor. Der opstår under optagelserne altid små magiske øjeblikke, som man kan komme til at ødelægge ved at øve for meget.”

Meget uforudsigelig
Charlotte Gainsbourg beskriver Lars von Trier som en nærværende og følsom instruktør med stor respekt for sine skuespillere.

”Jeg mistede én, der var tæt på mig, da filmen startede. Så han vidste, hvad jeg gik igennem og var meget taknemmelig og hjælpsom og holdt min hånd hele vejen,” fortæller hun.

Men samtidig er Trier selv for Charlotte Gainsbourg lidt af et enigma.

”Han er stadig mystisk for mig. Jeg kan ikke sige, at jeg kender ham, og at jeg … jeg håber, han er en ven, men Lars er meget uforudsigelig.”

”Jeg kan ikke sige, at jeg er meget tæt på ham. Det ville jeg ønske, jeg kunne. Men jeg tror alligevel, vi har noget sammen, der er vokset gennem de her tre film.”