Nyhed
18. mar. 2009 | 16:40

Gamle mænd rasler med gebisset

Sylvester Stallone instruerer film med en perlerække af ringvrag på rollelisten.

Af Mikkel Kofod

Hvor mange afdankede stjerner er der plads til på et filmlærred? Det lyder som en dårlige vittighed, men det seriøse svar får vi, når Sylvester Stallones næste film rammer biograferne.

Ud over Stallone selv, der naturligvis spiller hovedrollen, optræder navne som Arnold Schwarzenegger, Dolph Lundgren og Mickey Rourke på rollelisten.

De er alle store stjerner – bare ikke i dette årtusinde.

Men det er de nu gået sammen om at gøre noget ved. Filmen hedder The Expendables og handler om en flok gamle lejemordere, som USA – af uransagelige grunde – har udvalgt til at vælte Sydafrikas grusomme diktator, der forsyner verdens narkobander.

Genopliver gamle figurer
At Stallone tager sagen i egen hånd og selv har skrevet manuskriptet og instruerer, kommer ikke som nogen overraskelse.

Han har i de seneste år vist, at han er fast besluttet på at blive i rampelyset. Det har han gjort ved at genoplive de figurer – Rocky og Rambo – der oprindelig lagde grunden til hans berømmelse.

Nu har han slået pjalterne sammen med gamle konkurrenter/kammesjukker ud fra mottoet om, at sammenhold gør stærk.

En af dem er Arnold Schwarzenegger, der blev superstjerne i 1980’rne og 90’erne, hvor han udnyttede sin imponerende fysik, men begrænsede skuespiltalent til at uddele øretæver og sige få, men effektive replikker.

Højdepunktet i hans karriere var rollen som dræberrobot i James Camerons Terminator-film. I 2003 skiftede han imidlertid shot gun ud med jakkesæt og blev valgt som guvernør i Californien. Men som han selv har lovet eller truet med: I’ll be back!

Charmør og sexsymbol
En anden udlænding og tidligere actionman med skrantende filmkarriere, der også medvirker i The Expendables, er svenske Dolph Lundgren.

Han brød igennem som den sovjetiske bokser Drago i den fjerde film Rocky-film fra 1985, men efter Murens fald har kun tre af de 34 film, han har medvirket i, fået dansk biografpremiere. En bundrekord, der statistisk set ikke burde kunne lade sig gøre.

Indtil i år mindede Mickey Rourkes karriere skræmmende meget om Lundgrens. Rourke brød igennem i 80’erne som charmør og sexsymbol med sin drengede charme og rå maskulinitet i film som Diner, Motorcykeldrengen og ikke mindst 9½ uge.

Men Mickey kom ud på et skråplan, genoptog i 1991 sin boksekarriere og har indstil for nylig måttet tage takke med biroller.

Undskyld, hvor er Van Damme?
Men i modsætning til resten af de medvirkende i The Expendables har Mickey Rourke – som vi tegner et portræt af i det næste Ekko – formået at vende sin nedtur til optur. 

I år blev han Oscar-nomineret for bedste mandlige hovedrolle i Darren Aranofskys The Wrestler, der har dansk premiere 29. maj.

Dermed er det kun Jean-Claude Van Damme, der mangler at tilslutte sig testosteron-festen for at gøre castet af action-skuespillere, som yder deres karriere filmisk førstehjælp, komplet.

Van Damme har allerede meldt fra til filmen, hvis titel på dansk betyder ”de undværlige”.

Om det var en klog beslutning, og om hans muskelkollegaer rent faktisk er uundværlige, bliver vi meget klogere på i 2010, hvor The Expendables forventes at få premiere.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko