For gammel til meningsløst gejl

Hvad er der galt med Nicolas Winding Refn?

Det spørgsmål har flere udenlandske filmfolk og kritikere stillet mig. Og det eneste, jeg kan svare, er, at når den excentriske instruktør får succes med en film, så bruger han succesen til at lave de film, han åbenbart brænder mest for: tomme ekskursioner ud i intetheden.

Refn formøblede Pusher-gennembruddet på floppet Fear X, som bragte ham på konkursens rand, og efter genistregen Drive har han forkælet verden med dødssejlerne Only God Forgives og The Neon Demon.

Som regel bringer de økonomiske realiteter Refn tilbage på sporet.

Investorer har det jo med at stille krav om noget så konventionelt som et plot og nogle karakterer, som publikum kan indleve sig i. Og så sker der noget magisk. Når Refns indiskutable ekvilibrisme får en substantiel historie at udfolde sig i, bliver hans filmkunst pludselig interessant.

Dræber for blod
Men nu er der kommet en ny spiller på banen – streamingtjenesterne – og de er ikke underlagt samme kontante krav om billetsalg som biograffilm. Amazon har derfor tilsyneladende givet Nicolas Winding Refn frie hænder til at lave endnu en eklatant fiasko.

Og selv om den 48-årige instruktør burde være for gammel til meningsløst gejl, reagerer han som et lille barn, der bliver sluppet løs i en slikbutik.

Serien hedder Too Old to Die Young, byder på ti afsnit, varer hele tretten timer og er selvbevidst signeret ”#byNWR”. I Cannes bliver kun afsnit 4 og 5 vist – spørg ikke hvorfor – så den endelig vurdering må vente. Men hvis de viste afsnit er repræsentative, ser det sort ud.

Handlingen – skrevet af Refn og Ed Brubaker (Captain America: The Winter Soldier) – kan stå på en serviet, så tynd er den.

Miles Teller (Whiplash) spiller ekssoldaten og politimanden Martin, der har et fritidsjob som lejemorder. Han gør det egentlig ikke for pengenes skyld, men fordi han vil befri verdenen for nogle rigtigt grimme mennesker og være en skytsengel for det smukke køn.

Han dræber for blod – ikke for penge, for nu at bruge seriens hårdkogte jargon.

Martins makker Viggo (John Hawkes) har indledningsvis en tirade om Amerikas kollaps, verdenens degenerering til den mørke middelalder og menneskets voldelige natur. Og så trækker Martin ellers i arbejdstøjet.

Først sørger han for, at en koreansk mand, der skylder gangstere penge, slipper med at få fingrene afhugget med et samuraisværd. Derefter kræver han som en slags belønning at få lov til at udslette den inkarnerede ondskab: to brødre, der udsætter ganske unge piger og fyre for voldsporno.

Søvngængeragtigt
Det hele foregår i et søvngængeragtigt tempo.

Skuespillerne slæber på benene, fortrækker ikke en mine og taler drævende. Fra et spørgsmål er blevet stillet, til svaret bliver leveret, går der evigheder.

Langsommelighed kan være dragende og skabe suspense, ja, ligefrem være sexet – tænk bare på Cronenbergs Crash. Det er den skam også i Too Old to Die Young, men Refn overforbruger effekten til det absurde. En café-scene, hvor Martin får charmeret sig ind hos pornobrødrene, er så sendrægtig, at den får en snegl til at ligne Usain Bolt.

Mere og mere utålmodig sidder man og venter på det store opgør, men når payoff endelig indtræffer, føles det nærmest som et antiklimaks. End ikke en biljagt igennem ørkenen, mens Barry Manilows landeplage Mandy ironisk fylder lydsiden med tinnitus-styrke, kan kompensere for ens investering.

Det er dog ganske morsomt, at forbrydernes ikke-amerikanske bil bryder sammen, fordi den mangler noget så prosaisk som strøm!

Leone plus 50 års forråelse
Refns æstetiske billeder bliver ofte fejret, og med Darius Khondji (Seven) som fotograf er der noir-stemninger og neonfarver til den store guldmedalje. Det ville gøre sig godt i de reklamefilm, som Refn tjener gode penge på, men et karakterdrama kræver nu engang mere end overfladisk virtuositet.

Med lån fra blandt andet franske Spaces Magic Fly-hit fra 1977 har Refns faste komponist-kammesjuk Cliff Martinez forsynet serien med pasticher på tidlig electropop.

Man kan måske med lidt god vilje se serien som en satire over et depraveret amerikansk samfund. Ørkenscenen, hvor Martin sætter pornoskurken til med de bare næver at redde en kvinde, som han har begravet levende under sandet, er således Sergio Leone plus 50 års forråelse.

Men når Refn selv igen og igen bruger oceaner af kræfter på at få blodet til at sprøjte og liderligheden til at drive ned ad lærredet, er det svært at tage det moraliserende budskab om voldsporno alvorligt.

Instruktøren lider af et David Lynch-kompleks, men jo mere han forsøger at trumfe sit forbillede, jo mere kommer han til kort, hvad angår vid, humor og opfindsomhed.

Too Old to Die Young ligner et skridt dybere ned i det nihilistiske, sorte hul, Nicolas Winding Refn har gravet siden Drive og det potente karakterdrama Bronson. Han skal nok komme igen og lave noget stort, men det kræver en stærk producent, der tør give ham et kvalificeret modspil.