Nyhed
25. nov. 2008 | 20:16

Gammel vin på nye flasker

Der er en bølge af remakes af filmklassikere på vej fra Hollywood.

Af Mikkel Kofod

Gå aldrig tilbage til en fuser. Men gerne til en succes.

Det synes at være parolen i Hollywood, der for tiden planlægger en bunke remakes - altså genindspilninger - af gamle, succesrige film.

Ifølge Imdb.com arbejder instruktøren Robert Towne på en genindspilning af Alfred Hitchcocks De 39 trin fra 1935. Og branchebladet Variety beretter, at Zac Efron, stjernen fra High School Musical, overtager Kevin Bacons gamle rolle i 80'er-klassikeren Footloose.

Mens Karate Kid, der oprindelig er fra 1984, skal fungere som stjernevehikel for Jaden Smith, søn af Will Smith.

Frankenstein går igen
Ydermere går instruktøren af Pans labyrint, mexicanske Guillermo del Toro, rundt med planer om en genindspilning af Frankenstein fra 1931, hvor Boris Karloffs leverede en udødelig præstation som det følsomme monster.

En anden uhyggelig film, Friday 13th (1980), genindspilles med historien fra den første film i serien og får ifølge Imdb.com premiere i februar 2009 fredag den 13. Og en månden senere er der Danmarks-premiere på Easy Virtue med Colin Firth, en genindspilning af Hitchcocks romantiske klasser fra 1928.

Modernisering
Men hvad er grunden til at genindspille gamle, succesfulde film?

Ifølge lektor Peter Schepelern, der underviser i filmhistorie på Københavns Universitet, genindspiller Hollywood film for at give dem et nutidigt præg.

"Historien holder, men teknisk set virker filmen måske gammeldags og forældet, så derfor vil man gerne modernisere den. Det gælder for eksempel film fra 1950'erne," siger han.

Når Hollywood kalkulerer
"Da lydfilmen blev opfundet, genskabte man også de gamle stumfilm - nu med lyd," forklarer Peter Schepelern, der ikke mener, at den aktuelle bølge af remakes er udtryk for mangel på gode idéer i Hollywood.

"Tendensen har altid været der. I filmhistorien har man altid kigget efter godt stof for at få inspiration. Og hvis en god film kan genfortælles i en ny tid, hvorfor så ikke gøre det?"

"Det er mindre risikobetonet end at fortælle en helt ny historie, og industrien arbejder for at tjene penge. Genindspilninger er den mest kalkulerende side af Hollywood."

Film man ikke rører ved
Der er dog visse film, man ifølge Peter Schepelern ikke genindspiller.

"Man holder sig også fra at genindspille de allerstørste klassikere, det ville have karakter af dumdristigt overmod. Vi ser ikke en ny version af Citizen Kane, Some Like It Hot eller Casablanca," siger han.

Til gengæld har Hollywood intet problem med at give sig i kast med semi-klassikere.

"Et eksempel er Billy Wilders Sabrina fra 1954 med Audrey Hepburn og Humphrey Bogart, som Sydney Pollack i 1995 genindspillede med Harrison Ford og Julia Ormond. Og den nye film blev faktisk cirka lige så god som den originale."

Gensyn med Kurosawa
Men det er ikke kun remakes af egne tidligere succeser, Hollywood planlægger.

Ekko har tidligere fortalt, at japanske Akira Kurosawas Rashomon fra 1950 er ved at blive genindspillet af filmselskabet Harbor Light Entertainment. Og andre af den japanske mesters film er på vej i amerikanske udgaver.

Ifølge Variety planlægger notabiliteter som Steven Spielberg og Mike Nichols genindspilninger af henholdsvis Ikiru (1952) og Himmel og helvede (1963).

"Ofte laver man remakes for at ændre filmens nationalitet og undgå undertekster, som amerikanerne ikke bryder sig om," siger Peter Schepelern.

Magien til forskel
Men det er bestemt ingen selvfølge, at genindspilningen af en succesrig film bliver god.

Vinca Wiedemann, kreativ producer hos Zentropa og selvstændig manuskriptkonsulent, forklarer:

"De, der laver genindspilningen, forstår måske ikke, hvad der gjorde originalen god. Det er svært at genskabe den særlige magi eller alkymi, som originalen indeholder, og derfor bliver remakes ofte flade."

Brødre på amerikansk
I USA har Jim Sheridan genindspillet Susanne Biers Brødre (2004) med Jake Gyllenhaal og Tobey Maguire i hovedrollerne. Filmen får dansk premiere den 27. februar 2009 under titlen Brothers.

"Susannes film har en stor appel til amerikanerne, fordi det er en indfølt skildring af en soldat, der vender hjem fra krig. Det er en problematik, som amerikanerne har endnu mere inde på livet, end vi har, og derfor ligger et remake lige for," siger Vinca Wiedemann, der som spillefilmkonsulent på Filminstituttet støttede Brødre.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko