Gangsterfilmen blomstrer i krisetider
Gangsteren lufter endnu engang sin tommy gun i Michael Manns Public Enemies. Filmen med Johnny Depp i hovedrollen havde premiere i de danske biografer den 3. juli.
Også denne gang er der tale om en mytisk fortælling om amerikansk storhed og fald.
”Mænd med magt har altid fascineret og draget. Det er nok den simpleste forklaring på, at Hollywood igennem et århundrede har hyldet de voldspsykopater, som de fleste gangstere nu engang er,” skriver adjunkt Thomas Ærvold Bjerre om gangsterfilmens historie i en større artikel for Ekko.
Men genren har det med at blomstre op i krisetider, mener Thomas Ærvold Bjerre.
”I disse krisetider virker Public Enemies, og den genre, som den udspringer af, yderst relevant. Selv om emnet let kan ende som ren nostalgi, er der noget både levende og tidløst over Michael Manns stilrene billeder af mørkklædte mænd i fedorahatte.”
Samfundskritisk under overfladen
Gangsterfilmen viser, at det eftertragtede liv har sin pris. Det vækker genklang i den aktuelle virkelighed.
”Den samfundskritik, der altid har ligget under overfladen i gangsterfilmen, rammer plet i en tid, hvor banker og kyniske forretningsmænd har raget til sig, indtil verden kæntrede,” skriver Thomas Ærvold Bjerre.
Bjerre er i øvrigt til september aktuel med bogen Cowboynationen: Westernfilmen og det moderne Amerika, som er skrevet i samarbejde med Torben Huus Larsen på Syddansk Universitetsforlag.
Ekko interviewer Johnny Depp i det kommende nummer af Ekko, som er på gaden 19. august.
Kommentarer