Gaspar Noé: ”Ingen er værre end dig selv”

”Du må spørge mig om alt. Bare ikke, hvorfor man ser det franske flag i åbningsscenen. Alle journalister spørger om det.”

Gaspar Noé griner og tænder en cigaret. Vi er mødtes en søndag aften i det lune efterår på en af Noés stamcaféer i Paris for at tale om hans nye Climax, der får Danmarkspremiere på torsdag.

Filmen foregår i 1996 og følger en dansetrup en aften og nat, hvor de holder fest for at fejre, at de skal på turné til USA.

Åbningssekvensen er én lang, vild dansescene, hvor alle danser hver for sig og alligevel sammen i en stram koreografi. Alt er liv, bevægelse, glæde, fysik. Filmens handling følger den gængse opskrift på en fest: en dj, en punch-bowle, en disco-kugle, sporadisk dans og små grupper, der snakker med og om hinanden.

Indtil noget går galt.

Folk begynder at opføre sig mærkeligt, bliver vildere, dårlige, paranoide, angste. Da de finder ud af, at nogen har kommet LSD i punchen, går jagten på den skyldige ind og den berusende stemning af liv og glæde erstattes mørke og vold.

Livet er kollektivt umuligt
Når Gaspar Noé ikke vil svare på det med flaget, kan jeg i det mindste spørge til en af de andre tydelige referencer til filmens ophavsland.

I starten af filmen står der med Noés typiske reklame-sloganagtige typografi hen over lærredet: ”En fransk film og stolt af at være det.”

– Hvad mener du med det?

”Det stammer fra udtrykket ’ateist og stolt af at være det’. Når folk spørger, om jeg tror på gud, begynder jeg altid for sjov at ryste, og så siger jeg: ’Jeg er ateist og stolt af at være det.’ Den her film skal også have lov til at være stolt af sig selv – af det, den er,” forklarer Gaspar Noé.

”Det er ikke meningen, at filmen skal være ateistisk. Men efter filmens åbningsscene er det første, der bliver sagt: ”Gud er med os,” og senere ser man, at Gud i hvert fald ikke er med dem. Filmen er meget stolt af sig selv. Jeg kan høre den sige det til mig, hver gang jeg ser den: ’Gaspar, du vil slet ikke vide, hvor stolt jeg er.’”

Han griner højt. I det hele taget griner han meget under hele vores samtale. Det er tydeligt, at han ikke vil blive for analyserende i forhold til sin film, især ikke når symbolikken er så tydelig, som den er i filmen.

”Livet er en kollektiv umulighed” og ”Døden er en mulighed” dukker i filmen op som skrevne slogans, og hvis man skulle være i tvivl om meningen, så bliver et uskyldigt barn kastebold midt i infernoet.

Reptilhjernen slår til
Gaspar Noé punkterer det meste ved at grine afvæbnende. Og alligevel er det ham selv, der igen og igen kommer ind på de mere moralske sider af filmen og af det samfund, som den er et billede på.

– Kunne Climax have været amerikansk?

”Aldrig! Den slags film laves bare ikke mere i USA, som er blevet et samfund af grupperinger. Når du laver en film derovre, skal du sige, hvilken gruppe den præcist henvender sig til. Hver kunstner skal forsvare en særlig gruppering i samfundet.”

– Hvilken gruppe ville din film så henvende sig til?

”Til de fjorten-sekstenårige, der endnu ikke er begyndt at drikke. Jeg håber, at filmen vil gøre folk opmærksomme på de negative sider ved stoffer og alkohol. Filmen handler i øvrigt mere om alkoholens skadelige virkninger end stoffers. Blackouts og den vold, der følger med alkohol, er virkelig voldsom og skadelig.”

– Er alkohol værre end stoffer?

”Ja, for det er overalt. Når folk byder dig på et glas på en bar, er det altid tequila, vodka, rom. Stærk spiritus. Det er virkelig farligt. Du kan ikke kontrollere det, og din reptilhjerne slår til. Folk skammer sig ofte over, hvad de har gjort, når de har drukket – og undskylder sig med, at de intet husker. Hukommelsen er fantastisk på den måde. Den er stærkere til at udslette minder end til at huske dem. Du glemmer det, du ikke vil se i øjnene.”

– Så det sande helvede i filmen er ikke stofferne?

”Nej, det er den kollektive afsporing. Og det er noget, du ser i for eksempel krig eller på barer, hvor folk drikker alkohol og kommer op at slås på grund af småting. Det er noget, man ser hos alle dyr – undtagen måske hos kolibrier.”

”Hvis du propper en masse katte sammen i et bur, kommer de op og slås. De spiser simpelthen hinanden. Alle vil dominere de andre.”

”Det samme sker, hvis du sætter mennesker i en ekstrem situation. I USA er man begyndt at give fanger kæledyr for at undgå, at de bliver voldelige på grund af manglen på kontakt. Det konstante pres, som de er under, gør dem paranoide. Der er en reel placebo-effekt i paranoiaen, som man også ser i filmen.”

”Jeg ville lave en film om gruppedynamik. Gruppeafsporing. Babels-historien. Filmen er også inspireret af klassiske katastrofefilm fra 1970’erne som The Towering Inferno. Det er grundlæggende den samme historie. Borgerskabet er lukket inde et sted, drikker champagne og morer sig, og pludselig indtræffer katastrofen. De tror, de skal dø, og alle bliver hysteriske og voldelige.”

– Jean-Paul Sartre sagde de berømte ord: ”Helvede er de andre.” Er helvede de andre eller dig selv?

”Der er en anden aforisme, som er mere sigende synes jeg: ’Der er ingen værre fjende end dig selv.’ Hvis man holder af sig selv, hjælper det virkelig i forhold til at overkomme problemer og prøvelser i livet. Alle problemer begynder med din egen paranoia. Når du mistænkeliggør den anden. Og det kan blive til en kollektiv tilstand. Fluernes herre er et fiktivt eksempel på samme gruppedynamik, men vi ser det overalt i samfundet.”

Alderdommens tabu
Midt i al volden, stofferne og den promiskuøse sex, er børn eller fødsel altid et element i Gaspar Noés film – også Climax.

”Vi har alle været børn og kan identificere os med det. Du mærker deres skrøbelighed, fordi du også selv har været skrøbelig. Det er det samme med ældre mennesker. Vi har alle haft det inde på livet eller vil selv komme til at opleve det. Alderdommen. Døden. Og alligevel laver man næsten ingen film om det.”

”Michael Hanekes Amour burde være grundstenen for en helt ny genre, der behandlede det emne. For de fleste mennesker er det mindre ubehageligt at se et barn i fare end en ældre, der lider. Folk vil simpelthen ikke se det. Det kommer for tæt på. Det er et virkeligt tabu i vores del af verden.”

På trods af at Gaspar Noé er blevet udråbt som en af vor tids mest originale filmskabere, har han paradoksalt nok også ofte fået mange dårlige anmeldelser.

Climax er en undtagelse. Stor set alle medier har været enige om at drysse stjerner ud over filmen. Hvad gør det ved en notorisk provokatør pludselig at blive omfavnet af parnasset?

”Det gjorde mig da lidt usikker! Hvad har jeg dog gjort galt? Og så forbereder jeg mig på den næste film. For sådan er det altid. Anmelderne hævner sig næste gange, hvis de har været positive.”

”Men jeg tror dog også, det skyldes, at det er lettere at holde af danserne end af hovedpersonerne i mine øvrige film. Hovedpersonen i Love er en taber, der opfører sig dårligt, Vincent Cassel i Irréversible er en stor egoist. Der er ikke en egentlig hovedperson i Climax. Det er en gruppe, og måske er det bare lettere at holde af en gruppe. Ligesom når man holder med et fodboldhold og håber på, at de skal vinde.”