Gaza er varm kartoffel på Berlinalen

Berlinalen fejrer i år sit 75. jubilæum under et politisk stormvejr, der slog kastevinde efter verdenspremieren på Queerpanorama, om en homoseksuel mand, som efterligner tidligere partnere over for nye. 

Filmen optræder i festivalens sidekonkurrence Panorama, og til visningen i Urania-biografen i lørdags læste instruktør Jun Li fra Hongkong en erklæring fra hovedrolleindehaveren Erfan Shekarriz højt for salen. 

Skuespilleren boykotter festivalen for dens manglende støtte til Palæstina, og instruktøren afsluttede ifølge branchemediet Deadline med de i Tyskland forbudte ord: ”From the river to the sea, Palestine will be free.”

Det propalæstinensiske slogan er blevet tolket af tyske domstole som en fornægtelse af den israelske stat, og episoden efterforskes nu af politiet, mens politikere kræver den offentlige støtte til Berlinalen afskaffet. 

Fordømt som antisemitisk
På dette års festival er ingen kartoffel varmere end Gaza.

Forud for festivalen havde ledelsen specifikt advaret imod at bruge netop dét slogan, men i øvrigt understreget, at fri tale – for egen regning – også gælder ved en Berlinale-mikrofon.

Sidste års virak om den nu Oscar-nominerede dokumentar No Other Land, der handler om palæstinensisk modstand mod israelske bosættere, udløste det tyske parlaments flerstemmige fordømmelse af festivalen som antisemitisk. 

Om det har haft indflydelse på årets festivalprogram, er svært at sige. Men det er påfaldende, at den nye festivaldirektør Tricia Tuttle har programsat to dokumentarer om israelske gidsler, mens kun én film på hele festivalen drejer sig om palæstinensisk indhold.

De israelske film har begge store navne bag sig og et klart ærinde. Holding Liat er produceret af instruktøren Darren Aronofsky, mens A Letter to David er produceret af Nancy Spielberg, som er Stevens lillesøster.

Begge handler om beboere fra kibbutzen Nir Oz, der ligger klos op ad Gaza. Kibbutzen blev hårdt ramt af Hamas’ terrorangreb 7. oktober 2023. En fjerdedel af indbyggerne blev enten dræbt eller taget som gidsel.

Begge film tegner nærgående portrætter af de psykiske slidsår, som de pårørende efterlades med, mens de venter ængsteligt på nyt.

Venter på nyt
Holding Liat er den mest nuancerede. Den følger til en start forældrene til et gidsel, Liat Beinin, der blev bortført sammen med sin mand.

Hendes far Yehuda rejser sammen med hendes søn til USA på en medieoffensiv for at tale gidslernes sag. Og mens hendes søn nægter at tænke på palæstinensere som andet end fjender, kommer Yehuda gang på gang i karambolage med forfladigende zionister, fordi han insisterer på, at Hamas ikke opstod i et tomrum.

Kibbutzerne bygger på socialistiske idealer om samhørighed og kollektivitet. Men som han på et tidspunkt bemærker, er de fleste også bygget oven på nedrevne palæstinensiske landsbyer.

Instruktør Brandon Kramer følger familien nært. Vi er med, når de under den første våbenhvile venter på nyt om, hvorvidt Liats navn vil være på den næste liste med løsladte gidsler. Og da hun med Joe Bidens mellemkomst endelig vender hjem, er vi med, da de tager imod hende.

Selv hun nægter rent ud at fordømme de mennesker, der tog hende til fange. Holding Liat vil have gidslerne hjem. Det er åbenlyst, men filmen ignorerer ikke de historiske omstændigheder, der førte til den hårdknudekonflikt, vi ser i dag.

Brev til en ven
Det gør A Letter to David til gengæld. Det er en mere rendyrket tragisk dokumentar om det tomrum, de savnede efterlader sig hos deres pårørende.

David Cunio blev taget som gidsel af Hamas sammen med sin bror, sin kone og deres to tvillingedøtre. Tolv år forinden spillede han sammen med sin tvillingebror Eitan med i Tom Shovals første film, der havde verdenspremiere på Berlinalen. 

Davids kone og døtre blev senere frigivet, og David blev selv set i live i Gaza for få dage siden. Det var hans familiefoto, som festivaldirektøren sammen med en række kunstnere holdt op på den røde løber til festivalens åbning i torsdags. 

Filmen skildrer Cunio-familien, særligt Eitan, der dagligt plages af frygten for, hvad der er hændt hans to brødre. Han viser rundt i sin udbrændte landsby og fortæller om terrorangrebet set fra ofrenes perspektiv.

I en voiceover taler instruktør Tom Shoval direkte til sin ven David over optagelser fra dengang, de arbejdede sammen.

Det er hårrejsende og effektivt stof, når han kommenterer et gammelt klip, hvor Cunio-brødrene filmer betonmuren rundt om Gaza: ”I anede ikke, at I boede for fødderne af en vulkan.”

A Letter to David er en ofte rørende menneskelig fortælling, men den beskæftiger sig aldrig med, hvorfor Gaza blev en krudttønde. 

Selvmorderiske flip
På Berlinalen bliver det palæstinensiske synspunkt repræsenteret af Areeb Zuaiters dokumentar om parkourløbere i Gaza: Yalla Parkour.

Instruktøren falder over historien i en video med unge mænd, der slår saltomortaler for kameraet, mens bomberne falder i det fjerne i 2014. En glædeshandling midt i ødelæggelserne, som via videoopkald fører Areeb Zuaiter sammen med den talentfulde parkourløber Ahmed Matar.

Han er med til at arrangere et parkourhold i Gaza, som i årenes løb har været en billet til permanent ophold i udlandet for en håndfuld af medlemmerne. ”Der er ingen fremtid i Gaza,” som Ahmed fortæller.

Parkouroptagelserne er vanvittige: små drenge, der løber selvmorderisk over udbombede betontomter og laver fire-femdobbelte baglæns flip i luften og lander i sandbanker for at afbøde deres fald.

Ømtåleligt emne
Nogle gange går det galt.

En ung mand mister på vej op ad en husfacade grebet og falder fire etager. Han må vente en uge på at blive flyttet til et israelsk hospital, hvor han kan få behandling.

Ganske som Tom Shoval i sin voiceover i A Letter to David mindes den tabte idyl i kibbutzen savner Areeb det sammenhold, hun engang kendte i Gaza. Og hun reflekterer over det eksilliv, hun og andre palæstinensere har skabt andetsteds i verden.

Andre blev tilbage, og filmen afsluttes med navnene på de personer fra filmholdet, der er døde siden da. Men det er krigen set på afstand, og på festivalen mangler i år det palæstinensiske synspunkt.

Palæstina er af historiske indlysende årsager et ømtåleligt emne i Tyskland, og når Berlinalen ender på valgdagen søndag vil man for alt i verden styre uden om kontroverser.