Generation Kill

Han er trænet til at dræbe, og han hungrer efter action - høj på koffein og søvnmangel. Han er en del af den generation af amerikanske soldater, som kæmper i krigen mod terror, og som Hollywood har døbt ”Generation Kill”.

De nye krigsfilm tegner et radikalt anderledes billede af den amerikanske soldat end tidligere tiders helteportrætter. Hvor Anden Verdenskrigsfilm typisk handler om Den Gode Krig og de ærefulde soldater, og hvor Vietnam-film er melodramaer gennemsyret af en vrede mod militæret og en generel håbløshed, er det sentimentale, mytedannende lag skrællet af de nye film. Mange af dem er heller ikke åbenlyse anti-krigsfilm. Deres blik på krigen lægger sig op ad dokumentarfilmens - realistisk og nøgternt - og soldaterne har kun én ting tilfælles: De er afhængige af krigen.

Generation Kill er skabt af David Simon, der førte tv-realismen til nye højder med politiserien The Wire. Vi følger en bataljon marineinfanterister, der fungerer som spydspids i invasionen af Irak. Tv serien tilbyder ikke et forkromet overblik over krigen, men til gengæld kommer vi helt tæt på soldaternes hverdag, som for det meste består af rutiner, inkompetente overordnede og endeløs venten.

Forløsningen - ildkampen - kommer først et stykke inde i serien, da soldaterne kører igennem den fjendtlige by Al Gharraf. Først virker den helt øde. Soldaternes øjne er på stilke. Skyggen af en mand farer forbi. Pludselig åbnes der ild fra flere vinduer, og kuglerne regner ned over de små, letpansrede Humvee-køretøjer. Ordrer flyver igennem luften, soldaterne besvarer ilden, og den nittenårige bondeknold Trombley har et vildt udtryk i øjnene, mens han plaffer løs.

”Jeg fik én, jeg fik én!” råber han triumferende, som om han spiller Grand Theft Auto. Inden længe er de ude af byen igen, og et saligt smil breder sig på alles læber. Kun en enkelt soldat blev ramt i armen. Alle griner højlydt, omfavner hinanden og udveksler historier om ildkampen. De er høje, de er i live.

Samme pointe formulerer Michael Moore i den berygtede sekvens i dokumentarfilmen Fahrenheit 9/11, hvor amerikanske soldater skyder løs fra deres tanks, mens Bloodhound Gang synger ”burn motherfucker, burn!” fra højtalerne i deres hjelme.

”Det er den vildeste rus,” som en af soldaterne siger.

Nick Broomfields Battle for Haditha åbner tilsvarende med to Humvees, der drøner gennem ørkenen med speedmetal bragende ud af højtalerne. Soldaterne i køretøjerne mooner hinanden, hyler og skriger og ligner mere drengerøvene fra Jackass end soldater, der skal sprede frihed og demokrati. Irak er én stor legeplads, hvor man kan køre hasarderet og skyde med avancerede våben, der er som taget ud af et computerspil. Hvis man er heldig, kan man endda komme til at dræbe en iraker.

Det er oplagt at spørge, hvad der - i hvert fald på film - er blevet af de noble intentioner, der prægede Anden Verdenskrig. Hvorfor er krig blevet til ekstremsport?

Efter Murens fald
I Generation Kill er svaret, at den amerikanske hær primært består af de fattigste og dårligst uddannede. Flere har været involveret i bander og kriminalitet. Og så taler vi om en generation, der er vokset op i et historisk vakuum.

De attenårige soldater, der kæmper i Irak i dag, blev født efter Murens fald. For dem er Den Kolde Krig oldtidshistorie. Deres liv er ikke formet af idealer, som er værd at ofre sig for. De er vokset op med Jackass, internetporno, computerspil og ultravoldelige film. Vold og lemlæstelse er en del af deres hverdag og har ikke længere status af tabu. Flere soldater drages af muligheden for at opleve død og lemlæstelse på første hånd. De keder sig derhjemme, men i Irak og Afghanistan er der mulighed for at ”get some”, som de siger igen og igen i Generation Kill. Altså for at dræbe.

Mange af dem bliver afhængige. De må have mere. Sådanne krigsliderlige soldater har altid eksisteret, men i tidligere krigsfilm spillede de rollen som delingens brodne kar. Med undtagelse af Brian De Palmas harmdirrende Redacted, der viser soldaterne som primitive voldtægtsforbrydere, dømmer de nye film imidlertid ikke de unge mænd. Ligesom filmene er støvsuget for højtravende og svulstige fraser om frihed og demokrati, som fyldte George W. Bush’ patriotiske taler.

Fandenivoldsk cowboy
På den måde afspejler filmene den kaotiske terrorkrig, de portrætterer. Det er måske også her, at vi skal finde en forklaring på, hvorfor amerikanerne har vendt filmene ryggen. Den samlende tro på krigens virkning er ikke til stede, og filmenes ekstreme realisme gør intet for at indskrive krigsfortællingerne i mytiske - og dermed velkendte og trygge - rammer.

I Hollywoods seneste Irak-film - Kathryn Bigelows The Hurt Locker fra sidste år - ankommer sprængningseksperten William James til Bagdad med 873 demonterede bomber fra tidligere missioner i bagagen. Han er en fandenivoldsk cowboy, der hensynsløst sætter sit liv på spil - og nyder hvert minut af det.

Men hans afhængighed bliver sat i et rørende perspektiv, da han vender tilbage til USA og hverdagen med kæreste og barn. Han går i sort, da han skal vælge et morgenmadsprodukt blandt de mange hyldemeter i indkøbscentret. Stik ham en tikkende bombe - den ved han, hvordan han skal håndtere.

I filmens sidste billeder er han tilbage i Irak, pakket ind i sin elskede bombedragt og på vej ned ad en støvet gade mod endnu en bombe. Essensen af Hollywoods nye soldat: en ung adrenalin-junkie, der jager sit næste fix.