Generation P

Det tidlige 21. århundrede er på mange fronter præget af brud med tidligere tiders nagelfaste konventioner, og hævdvundne forestillinger og omgangsformer forvitrer i disse år til fordel for nye, nervøse konstruktioner: Hvor sex tidligere var praktisk og moralsk henvist til lukkede sociale kredsløb, har det erotiske op igennem 1900-tallet udviklet sig til et selvstændigt erfaringsfelt, som eksisterer i sin egen ret og rummer uudtømmelig mulighed for fornøjelse, dannelse og personlig vækst.
 
Den senmoderne vesterlænding er ifølge sociologen Anthony Giddens kendetegnet ved sin "plastiske seksualitet" — den erotiske norm er blevet smidig, og fordums etikette og seksuelle kategoritænkning synes ikke længere i trit med tidens krav om nuancer, foranderlighed og friktionsløs social udfoldelse.
 
"Normaliteten" er under nysgerrig revision, og dét, som førhen var suspekt og forklaringskrævende, indgår med stigende selvfølgelighed som brikker i den enkeltes eksistentielle collage, vedkommendes fortælling om sig selv. 
 
De rene forhold
Seksualiteten er kort sagt ikke så meget noget, man er, som noget, man gør. Der hersker ikke længere nogen overordnet, fælleskulturel seksualmoral, men derimod en hel række lokale og mere pragmatiske forhandlingsmoraler — en form for "erotisk parlamentarisme", hvor reglerne bliver til i hver enkelt konkrete situation, fordi hverken køn, alder, race eller social position på forhånd udløser (eller umuliggør) noget fastlagt seksuelt scenario.
 
Vi har opdyrket, hvad Giddens kalder "rene forhold": Vores intime relationer er kemisk rensede for forudsigelighed og snærende restriktion — de indgås på markedsvilkår og opretholdes akkurat så længe, begge parter finder mening eller gevinst deri.
 
Allerede i 1960'erne eksperimenterede man ganske vist med eksotiske størrelser som "fri kærlighed" og "åbent ægteskab", men hvor der dengang var tale om insisterende seksualpolitiske utopier, er rastløsheden i dag et vilkår, som ingen tilsyneladende kan undslippe. Kønslivet er blevet et snakkesaligt Medusa-hovede, og hvor det seksuelle tidligere var ubrydeligt koblet til det reproduktive, kommer det i dag overvejende til udfoldelse som noget rekreativt med afsæt i så mangeartede motiver som forelskelse, begær, tidsfordriv, leg, magt, status, sundhed og personlig integritet.
 
Selve forplantningsaspektet er kun ét ud af hundrede mulige, og hvor man siden mellemkrigstiden har kunnet dyrke sex uden at få børn, er det i dag muligt at få børn uden at dyrke sex!
 
Kønnet som trend
Den tidlige moderne verdensorden er under ommøblering, og ligesom dens seksuelle kategorier i dag synes endegyldigt for små, undergår også kønnet sine karakteristiske sceneskift. Hvor kvinder og mænd et godt stykke ind i det 20. århundrede blev betragtet (og håndteret) som modpoler på ethvert tænkeligt plan, har man på vore breddegrader kunnet iagttage en stadig kønslig udjævningsbestræbelse.
 
Og med seksuelle reformer, ligestillingskamp og ændrede levevilkår fremstår det sociale køn (dvs. den skarpe opdeling i sfærer og arbejdsområder) efterhånden ganske udvisket, ligesom det kulturelle køn (dvs. den kønsspecifikke fremfærd og stil) synes langt mindre fastlåst end for bare halvtreds år siden. I vore dage er kønnet således ikke så meget en skæbne, som det er en trend, og som erstatning for tidligere tiders karrige repertoire af mande- og kvindetyper er det i høj grad op til hver enkelt, hvordan vedkommende — om overhovedet — vil forstå og fremføre sit køn.
 
Kønnet er — som seksualiteten — blevet pluraliseret, men dette betyder naturligvis ikke, at "mandlighed" og "kvindelighed" (eller for den sags skyld "mænd" og "kvinder") er reduceret til absurde eller meningstomme postulater, blot at deres udseende og betydning er til diskussion og ikke længere har karakter af præfabrikerede klicheer, som blindt kan tildeles efter forekomsten af kønskromosom.
 
Og skønt kønnet i visse sammenhænge flyder, møder man da også i andre sammenhænge en tankevækkende skærpelse af det stereotypiske kønsudtryk — ikke blot hos voksne Carl-Mar Møller-disciple, men også blandt helt unge poptøser, som dyrker en nærmest karikeret urfemininitet. Eller hos pubertetsknægtene, der med imponerende vigør forsøger at tilegne sig maskulin tyngde gennem vægttræning og andre former for — ved første øjekast — klassisk mandlighedsbyggeri.
 
Imidlertid er det værd at mærke sig, at disse tilsyneladende anakronismer ikke så meget er et kulturelt søvngængeri, som de er en leg med (og udforskning af) den traditionelle kønnede garderobe. Kønnet er en mulighed, ikke en begrænsning, og ligesom ungdomskulturen som helhed har gennemløbet en betydelig mangfoldiggørelse — den sociale arena strækker sig således fra hestepige til hiphopper — findes der i dag myriader af kønslige mellemtoner, måder at være pige og dreng.
 
Romantik og sexforurening
Parallelt med disse senmoderne kursskift ses også en karakteristisk og omsiggribende seksualisering af kroppen og det offentlige rum. Og ikke mindst populærkultur, telemedier, kunst, mode og reklame fungerer i stigende grad som formidlere af et pornografisk stemt univers, hvori det kultiverede mande- og kvindelegeme belejrer offentlighedens blik — ligesom en hvilken som helst vare fra kaffe til engelsk lakrids synes kvalificeret som vikarierende seksuel fetich.
 
Den tyske seksualforsker Gunter Schmidt beskriver i denne forbindelse en form for "seksualforstoppelse" og hævder, at den ydre seksualisering ofte modsvares af en paradoksal indre afseksualisering med identitetskrise og faldende lyst til følge.
 
Hans danske kollega Henning Bech har omvendt peget på, at seksualiteten er under kreativ omlejring, og at tidligere tiders enerverende kønsorganfiksering med tiden må vige for videns- og drømmesamfundets langt mere subtile seksuelle samværsformer. Ifølge Bech har den senmoderne "teleby" (altså en virtuel parallelvirkelighed skabt af især tv og internet) medført hidtil usete muligheder for socio-erotisk udveksling og tilmed flyttet fokus bort fra den konkrete, fysiske akt hen imod mere ind- og udviklede former for intimitet, liderlighed, forførelse og begær.
 
Jo, vi lever så sandelig i en kompleks og tempofyldt tidsalder, men betragter man unge danskeres seksualadfærd, er det langt fra den eksperimenterende vildskab, som springer i øjnene: Alderen ved samlejedebut er stagneret omkring 17 år, unge venter længere med at have sex end for ti år siden, de prioriterer troskab, samhørighed og gensidig tillid højt og angiver "forelskelse" som en altoverskyggende seksuel dynamo. Hertil kommer, at såkaldt ekstreme seksualpraktikker synes begrænset til en forsvindende minoritet, og kun et par procent af de seksuelt aktive teenagere oplyser at dyrke analsex regelmæssigt.
 
Skimter man en vis forvirring blandt den opvoksende generation, kommer den altså snarere til udtryk som en romantisering af det erotiske felt, skønt der heldigvis er et stykke vej til forholdene i USA, hvor den nypuritanske seksualforskrækkelse blomstrer. Nutidens unge kan ganske vist for en overfladisk betragtning forekomme provokerende "sexforurenede" med deres solariekroppe, stumpede t-shirts og piercede navler. Men frem for alt er der tale om indviklede og modsætningsfyldte maskerader, prøvende ekspeditioner i et kryptisk tillokkende voksenterræn.
 
Mediekosmonauter
De unge er ikke længere nogen bekvem metervare, men derimod en mangfoldighed af bevægelige subkulturer, en myldrende og broget forsamling af individualister på vej. Én ting har de dog til fælles: Efter bedste evne spiller de op imod deres babyloniske samtid, de orienterer sig nysgerrigt og undrende i verden og besvarer dens demonstrative afklædthed med en blanding af tøven, legesyge og afmålt kritisk distance.
 
Præcis som de kun har et skuldertræk til overs for forældrenes serielle monogami, placerer flertallet af teenagere et usynligt, men knivskarpt skel imellem "realia" og "simili", imellem internettets, fjernsynets, reklamernes og mobiltelefonernes kitschede lir og deres egne drømme om en "normaltilværelse" fyldt ud med hverdag og euforisk almindelighed. De unge synes på næsten naturstridig vis i stand til at genbruge elementer af fetichsamfundets kværnende signalstøj i en drilsk og ironiseret færd langs personlige, sociale, æstetiske og kulturelle grænser.
 
Teenagetiden er et krævende og finurligt stykke eksistentiel ingeniørkunst — en tid, hvor der eksperimenteres, handles, drømmes, tænkes, føles, længes, sonderes, iscenesættes, tilegnes, skabes nærvær, lægges afstand og gås på opdagelse. I dialog med idolerne fra MTV, Boogie, Big Brother, Zulu Bingo og Drengene fra Angora forhandler de unge sig frem til midlertidige former for social meningsfuldhed, og hvis de i øvrigt er del af et rummende og kærligt miljø, er der mig bekendt intet belæg for, at de skulle lide nogen overlast på sjæl og legeme af tidens forcerede mediepuls.
 
Tværtimod: De unge er uhyre drevne mediekosmonauter. Som den første generation nogen sinde er de født ind i et digitaliseret informationssamfund, og i modsætning til deres mere berøringsangste forældre gebærder de sig hjemmevant og behændigt i telebyer og virtuelle labyrinter. Ifølge en undersøgelse fra 1998 er 90 % af danske 15-16-årige faste pc-brugere, mens 83 % færdes regelmæssigt på internettet. Hertil kommer de øvrige tele- og kommunikationsmidler, og selv i en europæisk kontekst beskrives danske teenageres mediebrug som mangfoldig og individualiseret.
 
For teenagegenerationen er tv, video, computerspil og internet velintegrerede kilder til tidsfordriv, viden og kommunikation, og allerede i 1998 havde knap to ud af tre danske unge tv og/eller pc på værelset. Hertil kommer, at telemedierne indgår i stadig mere sofistikerede sociale samværsformer: Den menneskesky computernørd hører randeksistenserne til og overskygges langt af ressourcestærke unge med gode og produktive netværk. Unges medievaner er hverken sekteriske eller antisociale — telemedierne er på udramatisk vis forankret i deres dagligdag, og med mails, chat-rooms, webcams og LAN-sammenkomster ser man en eksponentiel (og transnational) vækst i de sociale interaktionsmuligheder.
 
Teenagere opdager — og opfinder — nye former for venskaber, sammenhold og intimitet, og deres evne til "multi-tasking" er intet mindre end formidabel: De kan skrive stil, høre musik, chatte og sende sms-beskeder på samme tid! Uforståeligt for forældrene, trivielt for dem selv.
 
Den ironiske distance
Vestlige unge er storforbrugere af billeder, og de er vant til en ganske eksplicit seksuel ikonografi fra både musikvideoer, film, internet, blade og byrum. Men i modsætning til deres skeptiske forældre og bedsteforældre har de aldrig kendt til andet, og snarere end ukritisk at adoptere populærkulturens køns- og seksualitetsbilleder (sådan som bekymrede debattører ofte tager for givet), anlægger de fleste unge en karakteristisk refleksiv attitude: De stiliserer, plagierer og satiriserer samtidig med, at de med forbløffende træfsikkerhed adskiller "cool" fra "klamt".
 
Akkurat som vi i dag kan tilbagevise, at voldelige computerspil i sig selv skulle skabe voldelige unge, forvandles en kvik og velfungerende teenagepige næppe til en hjernedød "bimboline" ved at indtage sofarækken til nye videoudspil fra Christina Aguilera, Kelis eller 50 Cent. Ej heller hardcore-pornografien, som de fleste teenagere før eller siden vil stifte bekendtskab med, synes nogen overbevisende kilde til social, moralsk eller erotisk forråelse: De unge frydes, væmmes og undres, men er sjældent i tvivl om, hvor deres egne grænser går — hvad der er "plat" og "for meget", og hvordan et godt (sex)liv til syvende og sidst ser ud.
 
Jovist påvirkes deres liv, adfærd og selvopfattelse af den øgede eksponering for erotiseret nøgenhed — præcis som de hver eneste dag må forholde sig til en sværm af andre afsmittende nutidsfænomener: skilsmisser, selvmordsbomber, kronprinsepar, livsstilsprogrammer, junkfood, karriereforældre, aerobic, adgangsbegrænsning, masseødelæggelsesvåben, designerjeans, fundamentalisme, ekstremsport, fremmedhad, slankekure og discount-tv.
 
Kort sagt, det seksualiserede medielandskab er ikke dumpet ned fra stratosfæren, men indskriver sig som en signifikant detalje i en gennemgribende samfundsudvikling med ledsagende udfordringer og muligheder, frirum og sociale fælder. Og som altid er forebyggelse bedre end forbud, og uanset en nok så oprigtig bekymring er restriktion og censur næppe vejen frem. Verden forandrer sig på godt og ondt, og hovedsagen må vel være, at de unge har livsmod og kompetence til at færdes meningsfuldt og ansvarligt i den. Det skal vi hjælpe dem med. Resten skal de nok klare selv.
 
Pornostøvsugning
Indrømmet, det er trættende at være tvangsindlagt til al denne kommercielle blikfangsseksualitet, som reelt ikke har andet at byde på end tomme erotiske kalorier, og som oftere producerer ligegyldigt bugflæsk end pirrende erogen geografi. Der er brug for modbilleder til visse reklamers fordummende kønsstereotypier, gumpetunge metaforik og åleglatte, karakterforladte konsumkroppe. Det er klogt at have den kritiske sans i behold.
 
Ikke desto mindre er dette altså verden, som den tager sig ud fra Valby Bakke anno 2004, og vi hjælper næppe nogen ved at vende kikkerten for det blinde øje eller forlange 1950'ernes pjækkerter og plisserede nederdele genindført ved lov. De unge skal arve denne mærkværdige forvandlingskugle af en virkelighed, og eftersom vi selv er delagtige i dens skabelse, skylder vi dem en ærlig brugsanvisning frem for beskyttende omklamringer, som i sidste ende imødekommer vores egne behov snarere end deres.
 
Vi forlanger pornostøvsugning på alle hylder, men hvad har vi egentlig for nips at sætte i stedet? Godt en tredjedel af teenagedrenge har ikke modtaget vejledning hjemme, mens henholdsvis 70 og 54 % af drenge og piger "sjældent" eller "aldrig" taler med deres forældre om emner af seksuel karakter. Så når vi råber vagt i gevær, er det så, fordi vi reelt har noget meningsfyldt på tapetet — eller er det blot for at neutralisere vores egen dårlige samvittighed, erstatte støj med larmende tavshed?
 
For første gang i historien er både mænd og kvinder, piger og drenge, nødt til selv at skabe indhold og retning i deres seksuelle udfoldelser og identitet, og det er her, skolernes seksualundervisning for alvor kommer ind i billedet: som en platform for afprøvning af synspunkter, et rum, hvori de mange nybrud i tryghed kan sættes til kritisk debat.
 
Verden flytter sig bestandigt, og ikke mindst, når det gælder medier og sex, må man gøre sig umage for at få de unge i tale, dér hvor de — og verden — nu engang befinder sig. Seksualundervisning må være et fag i bevægelse, og skal det ikke gå til i træt resignation, må det kunne pejle sin samtid og sætte dens uro på konstruktiv formel.
 
Tidssvarende forebyggelse handler ikke om at lære de unge at leve deres liv, men om at sætte en dagsorden og skabe et forum for deres forundring og lyst til på egen hånd at gå på opdagelse i tilværelsen. Og på samme måde med cyberspace og den visuelle informationslavine: Også her gælder det om at understøtte og udvikle de unges kundskaber, kompetencer og gåpåmod — ikke blot teknisk, men også med vægt på mediernes sproglige, sociale, intellektuelle, kreative, æstetiske og — hvem ved? — erotiske potentialer. Både sex og telemedier er kommet for at blive, og begge dele stiller interessante krav til læring og dialog. Livet er for kort til bekymring.