Filmuniversitetet: Geniets comeback

Politiets blinde øje – eller Touch of Evil, som originaltitlen lyder – er en pervers film. Et foruroligende miks af sex, racisme og korruption fortalt i flamboyante, sort-hvide billeder signeret af den på alle måder overvældende Orson Welles.

Filmen fra 1958 var Welles’ comeback som instruktør, forfatter og skuespiller i en amerikansk film efter en årrække som kunstnerisk vagabond i Europa. Det blev samtidig hans sidste amerikanske film.

Allerede den første scene er en ekstravagant magtdemonstration fra et misforstået geni, som endelig var tilbage i Hollywood: en over tre minutter lang krantur, hvor kameraet flyver over byens tage, ned på en klaustrofobisk travl gade og slutter i en hed omfavnelse.

Vel og mærke uden et eneste klip.

Der findes næppe en bedre måde at stave ”I’m back!” på. Men filmen er i sit hjerte også så mørk og foruroligende, at den udfordrede det kyske Hollywood.

Så grotesk som muligt
Tag blot den underliggende ironi, der ligger i at lade den unge og konservative Charlton Heston, som netop havde spillet Moses i De ti bud, male sig mørk i ansigtet og spille den mexicanske betjent Vargas.

Modbilledet til Vargas finder vi i den korrupte og racistiske politiinspektør Hank Quinlan, som Welles selv lægger krop til. Første gang Quinlan optræder, braser han nærmest ind i kameraet med sit enorme korpus og ophæver enhver form for ligevægt.

Welles gjorde alt for, at Quinlan skulle fremstå så ubehagelig og grotesk som muligt. Han fik fremhævet poserne under øjnene, ændret næsen og polstret sin i forvejen store krop.

Samtidig ændrede han historien fra at handle om den retskafne Vargas til at fokusere på monstret Quinlan.

Forvrænget spejlbillede
Hank Quinlan er endnu en gennemspilning af det tema, som Welles vendte tilbage til i film efter film: magtmenneskets fald.

Politiinspektøren er et monstrøst menneske, som venter på sin egen destruktion og endda selv fremprovokerer den. Man fornemmer gennem hele filmen Welles’ egen forpinte følelser omkring Quinlan.

Som om han i ham så et forvrænget spejlbillede af sig selv.

Her udstillede han sin egen trang til at manipulere mennesker og sin selvdestruktive omgang med Hollywoods studiesystem, hvor han nægtede at spille efter andres regler. For slet ikke at tale om hans halvandet hundrede kilo tunge krop, som kun blev større, efterhånden som han brugte mere tid ved middagsselskaberne end på filmsettet.

Da Quinlan på et tidspunkt i filmen får sin fremtid spået af veninden Tanya, lyder dommen: ”Du har ikke nogen … din fremtid er helt brugt op.”

Måske frygtede Welles, at hans egen fremtid var opbrugt, men med Politiets blinde øje brændte han endnu engang sit navn fast i filmhistorien.