”Genrefilm er gammeldags”

Østrigske Jessica Hausner er ikke den mest produktive instruktør i verden. 

Den 46-årige kvinde fik et lille gennembrud på kunstfilmscenen med Miraklet i Lourdes fra 2009, men så gik der fem år, før hendes periodedrama Amour fou kom i 2014. 

Fem år senere er hun nu med i hovedkonkurrencen på Cannes-festivalen med Little Joe, der af branchebladet Variety er blevet kaldt ”Invasion of the Body Snatchers for en æra fuld af anti-depressiv medicin”. 

Filmen handler om alenemoren Alice, der som forsker har udviklet en plante, som kan påvirke humøret hos sin ejer. Mod reglerne tager hun en med hjem til sin søn Joe, der ligesom andre tilsyneladende påvirkes af plantens effekt og bliver gladere, men også mere robotagtig. 

Hausner tænkte netop Little Joe som en opdatering af body snatcher-genren, men med et twist. 

”Det var min første inspiration at lave en film som Invasion of the Body Snatchers eller Little Shop of Horrors, men uden de banale forklaringer. Det er kedeligt, når der i anden halvdel af de film kommer gæster fra det ydre rum,” siger Jessica Hausner og smiler. 

”Så er jeg ikke interesseret mere, og jeg føler heller ikke, at den slags forklaringer er særligt nutidige. Det moderne er at anerkende, at vores virkelighed ikke byder på sandhed og endegyldige svar, så genrefilm er ret gammeldags.” 

Det absurde liv
Little Joe er blevet kritiseret for at være et forsvar for medicinering, men ifølge instruktøren handler den mere om, at man kan være på vagt over for videnskaben på samme måde som med religion. 

”Jeg er meget skeptisk over for idéen om sandhed, for selv forskere kommer med forskellige svar og gætter dybest set også i mange tilfælde. I gamle dage prøvede religion at fortælle os, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg har altid undret mig over, hvorfor jeg går op i ting i livet, når jeg alligevel skal dø en dag og ikke kan tage noget med mig. Det er ret absurd, og derfor er jeg interesseret i de systemer, som forsøger at guide os gennem livet,” siger Hausner. 

”Det gør religion, og videnskab gør det også. Det er et værktøj, som vi forsøger at måle og forstå alting med, men om 50-100 år er der måske en helt anden slags ideologi, hvor man griner af folk i det 21. århundrede, som troede på videnskaben.”

Sexisme i mørkerummet
På et enkelt område vil hun dog gerne have sandheden slået fast. Det kommer frem, da en journalist om bordet spørger hende, hvordan det var at være elev under landsmanden Michael Haneke.

”Jeg har aldrig været Michael Hanekes elev. Det er fake news, kan vi komme det til livs? Det står på internettet, men det passer altså ikke,” siger Jessica Hausner med et grin og fortæller, hvor hendes interesse for kunst startede.

”Begge mine forældre og en af mine søstre er malere, så kunstverdenen har altid ligget mig meget nær,” siger instruktøren.

”Min far tog os altid på museer – i en ferie kunne han tage os tre dage til Prado-museet i Madrid, hvor vi gik rundt og snakkede om alle malerierne. Mine søskende og jeg håbede altid på en mere afslappende ferie, men det handlede om kunst, så det har påvirket mig meget. Men jeg fandt altså film mere underholdende.”

Tiden på filmskolen i Wien var til gengæld ikke altid lige godt givet ud.

”Jeg gik på en traditionelt konservativ og meget mandsdomineret filmskole. Mine lærere kom ofte med sexistiske vittigheder: ’Frau Hausner, kom med ned i mørkerummet.’ Det var knap så inspirerende, men jeg havde også en lærer, der sagde, at det vigtigste var, om jeg kunne lide det, jeg lavede. Det var det bedste en lærer har sagt til mig,” fortæller instruktøren, der dog senere blev inspireret af sine kolleger fra hjemlandet.

”Jeg føler mig forbundet til Michael Haneke og Ulrich Seidl, som jeg synes er store filmskabere, der er originale og unikke. Da jeg begyndte at lave film, blev Haneke overhovedet ikke værdsat i Østrig. Dengang så jeg en overskrift i avisen: ’Haneke spilder samfundets penge.’ Det var da han i 1994 lavede 71 Fragmente einer Chronologie des Zufalls, og han var virkelig hadet. Det var kun, da han fik international succes, at han blev alles darling. Mine film bliver heller ikke set i Østrig, de har større publikum uden for landets grænser.”

Sjovere på engelsk
Little Joe er Jessica Hausners første film på engelsk, men hvis det står til hende, bliver det ikke den sidste. Instruktøren skriver på sit næste værk, der skal foregå på en kostskole for velstillede menneskers børn.

Hausner er særligt interesseret i det moderne menneskes udfordring med at få karriereambitioner til at hænge sammen med familielivet, som også Little Joe kredser om.

”Jeg tænkte meget over kærligheden mellem en mor og hendes barn. I vores samfund er vi overbevist om, at kvinder elsker deres børn til evig tid og har dem som førsteprioritet. Men hvad, hvis det ikke var tilfældet? Det er et tabu i samfundet, men hvis man også elsker sit arbejde, har man faktisk brug for to liv!” siger Jessica Hausner.

Det er et alvorligt emne, som instruktøren dog også kan se komisk potentiale i. Og så følte hun det nemmere at være humoristisk på et andet sprog end sit modersmål.

”Mine film er ret lette at overføre, fordi de bliver fortalt meget i billeder. Men det hjalp mig med at være sjov, at jeg lavede filmen på engelsk,” fortæller Jessica Hausner.

”Det engelske kort er kort og præcist og har en masse sort humor i sig. Det er nemmere på at lave jokes end på tysk, fordi det er så kompliceret og langt, at man nemt misser vittighederne.”