Instruktøren bag verdens grusomste film

Pier Paolo Pasolinis kantede ansigt træder frem på en stor biografskærm indrammet af tunge gardiner i støvede farver, aubergine iblandet brunt. 

Gennem et gammelt interview-klip får den afdøde instruktør æren af selv at præsentere den nyrestaurerede udgave af Tusind og en nat på MoMA – Museum of Modern Art i New York, et af verdens største museer for moderne kunst. 

Udstillingen Pier Paolo Pasolini kørte på MoMA 13. december til 5. januar og bød på et gensyn med hele den legendariske italienske instruktørs filmografi. Men den forgrenede sig også i aktiviteter på flere andre gallerier, universiteter og litterære institutter over hele New York, blandt andet på kunstmuseet MoMA PS1, New York University, Location One og Italian Cultural Institute. 

Sidste søndag udmundede minifestivalen desuden i en filmvisning på UnionDocs i Williamsburg. 

Susan Sontag mødte op
MoMA’s udstilling med den kontroversielle filmkunstner, der døde som 53-årig i 1975, har givet genlyd i både den amerikanske og italienske kulturpresse. 

I Italien er Pier Paolo Pasolini en nationalfigur, der kan få hjerterne til at bløde og temperamenterne til at koge. Som en af de tilstedeværende udtrykte det i diskussionen efter screeningen af Tusind og en nat: ”Når Pasolini nævnes i italiensk politik, bliver slåskampene altid mere intense.” 

Bag den omfangsrige udstilling står en dansker, kurator Jytte Jensen, der har været ansat ved filmafdelingen på MoMA siden 1980’erne. 

”Da min mentor Adrienne Mancia i 1990 for første gang satte en Pasolini-udstilling op på MoMA, blev jeg fuldstændig opslugt af filmene,” fortæller Jytte Jensen, da vi møder hende i New York. 

”Filmene blev en del af hele den sociopolitiske diskussion, uden at de fjernede sig fra den populære scene eller mistede deres eksperimenterende præg. Alle mødte op til udstillingen, lige fra Susan Sontag til unge New York University-studerende, der læste æstetik. Det var så forfriskende.” 

Frastødt eller besat
”Jeg havde oplevet Pasolinis værker i Frankrig, men aldrig rigtig i USA, fortsætter Jytte Jensen. ”Pasolinis film formår virkelig at diskutere, hvordan verden skal se ud.” 

Vi har sat os til rette i et lyst mødelokale i MoMA’s filmafdeling. På bordet flyder det med udstillingsmateriale om Pier Paolo Pasolini og smukke stillbilleder fra hans film. Jytte Jensen taler flydende dansk, men vi snakker engelsk sammen – hendes fagsprog. 

”Hver eneste generation burde have deres egen Pasolini-udstilling,” siger hun, næsten som var det et mantra. 

”Hans film gør noget ved folk. De bliver enten frastødt eller besat. Jeg længes efter film, der gør det ved folk. Jeg tror, at Pasolini kan puste nyt liv i filmkulturen,” siger hun. 

Myrdet under stor mystik
Pasolini begyndte først som 40-årig at lave film og var før det kendt som forfatter og digter. Hans film inddeles typisk i fire perioder.

”De nationalt populære film” blev indledt i 1961 med debuten Accattone og slog øjeblikkeligt hans navn fast som en filmskaber med et uomtvisteligt talent. 

Accattone efterfølges af Mamma Roma, derpå kommer en håndfuld episodiske komediefilm før den mesterlige Matthæusevangeliet. Med hans anden filmiske periode, ”De upopulære film” (Teorema, Porcile og Medea, 1968-69), træder Pasolini i karakter som provokatør med afsløringer af borgerskabets lidenskabelige impulser. 

I 1970’erne nyfortolker Pasolini med overvældende succes klassiske fortællinger og fabler i den såkaldte Livets trilogi, der består af Decameron, Canterbury fortællingerne og Tusind og en nat. Om denne periode har han lettere kryptisk forklaret, at han ville ”fokusere på fortiden, netop fordi den afspejler nutiden allerdybest”. 

Pasolini færdiggjorde sin sidste film, Salò – eller de 120 dage i Sodoma, i 1975, året, som også satte et rungende punktum for både instruktørens imponerende karriere og udfarende liv. Han blev brutalt og under stor mystik kørt ned adskillige gange, og hans dødsfald er den dag i dag omgivet af adskillige konspirationsteorier. 

Narrestreger fra borgerskabets børn
Salò handler om fire velhavende fascisters voldelige og seksuelle udnyttelse af atten teenagere. Filmen blev holdt tilbage i mange år på grund af censurproblemer, og den er stadig en foruroligende oplevelse. 

”Nogle af billederne fra Salò er næsten for stærke og meget svære at kigge på. Flere billeder giver associationer til virkelige hændelser, som den grufulde tortur i Abu Ghraib, og det påvirker én psykologisk. Man kan ikke gå længere, end han gjorde med den film,” mener Jytte Jensen. 

Hun fortæller, at Pasolini reagerede mod hele studenteroprøret og hippie-samfundet.

Han var imod politiet som institution, men han mente ikke, at oprørerne ramte institutionen, men snarere de mænd, der var udkommanderet af institutionen, og som selv kom fra underklassen. I instruktørens øjne var optøjerne blot narrestreger fra borgerskabets børn. 

Kritik fra kirken
Pasolini var bøsse, selverklæret ”katolsk marxist” og i det hele taget en modsætningsfyldt person. 

Som 27-årig flygtede han til Rom efter at være blevet hængt ud og anklaget for uanstændig opførsel i det offentlige rum i sin hjemby. I Rom levede han som åbent homoseksuel og stiftede hurtigt bekendtskab med det mandlige prostitutionsmiljø.

Han konkurrerede endda med sin digterkollega Sandro Penna om, hvem af dem, der havde sex med flest drenge over et vist tidsrum. 

Pasolini blev politianmeldt ikke mindre end 33 gange – som regel for at lave umoralske film. Kirken kritiserede Accattone for at romantisere prostitution, og på premiereaftenen trængte en bande nyfascister ind i biografen, smed blæk på lærredet, flåede stolesæderne af og spredte stinkbomber blandt publikum. 

”Hvis fascisterne er ude efter mig, kan de komme derhen, hvor jeg bor,” udtalte Pasolini frygtløst. 

Vulgært med langt hår
I sin faste klumme i Italiens største avis udfoldede Pasolini sine temperamentsfyldte synspunkter, der var umulige at sætte i bås. Han var for eksempel helt ligeglad med den kommunistiske partilinje. 

”Han ville ikke følge kommunistpartiets patriarkalske regler og brød i det hele taget alle de regler, han kunne som kommunist,” fortæller Jytte Jensen. 

”Abort” beskrev han som en borgerlig undskyldning for at gøre heteroseksuelt samleje lettere, og i hans øjne var homoseksualitet en bedre prævention. Han foreslog, at man forbød fjernsyn, fordi han mente, at udsendelserne sløvede befolkningen.

Han beskrev det som en illusion, når mænd så det som en protest mod samfundet at have langt hår. De lange lokker var snarere en vulgær måde at bilde sig ind, at man var fri – i et samfund uden frihed. 

”Noget af det, som jeg har været mest imponeret af, er, hvor frygtløs han var i forhold til at skifte mening. Hans arbejde var meget fokuseret, men han ændrede sine ideologier undervejs, og hvis han lavede fejl, var han ikke bange for at indrømme det. Det er noget af det, jeg tror, vi kan lære af ham i dag,” siger Jytte Jensen. 

Hun fremhæver, at Pasolini først og fremmest var poet, men at han var meget inspireret af malerkunsten. 

”Han var inspireret af malerkunstens farver og lys. Det er slående så lidt, kameraet bevæger sig i hans film. Indramningen og belysningen er fuldstændig formfuldendt, som så man det fra en malers perspektiv. Pasolini tog malerens indre sjæl – lys og farve – og oversatte det til et andet sprog: filmens.” 

Tiltrukket af det forbudte
Ligesom instruktører som Peter Greenaway og Jean-Luc Godard skaber Pasolini såkaldte ”tableaux vivants” – filmscener, der er så detalje- og kompositionsmæssigt finpudsede, at de ligner malerier. 

En meget stor del af Pasolinis arbejde som instruktør bestod i at finde landskaber og ansigter, og han har endda udtalt, at når han havde valgt stederne og personerne, var hans arbejde praktisk talt gjort, hvorefter filmen kunne blive til af sig selv. 

Ansigterne i Pasolinis film brænder sig da også fast i hukommelsen. 

I interviews taler Pasolini dog også passioneret om ”sproget”, og ifølge Jytte Jensen er det da også i det litterære, at Pasolini primært hører til kunstnerisk. Hun fortæller, at Pasolini skrev sine første digte i sin mors dialekt fra Friuli-regionen i Italien. 

”Dengang var det forbudt, og jeg er sikker på, at det var det, der tiltrak ham,” smiler Jytte Jensen med henvisning til Pasolinis forkærlighed for at overskride grænser og regler. 

”Samtidig betød det virkelig noget for ham rent personligt at skrive med den dialekt. Hans poesi er fantastisk. Den måde, han brugte sine digte på, vidner om, at han virkelig følte, at sprog kunne ændre verden. Da han så indså, at han ikke kunne nå det brede publikum med sproget, begyndte han at lave film.”