Gensyn med Kannibalmassakren

Visningen finder sted i Cinematekets Carl-biograf, som er opkaldt efter den asketiske mesterinstruktør, Carl Th. Dreyer.

Jeg har efterhånden set mange film i denne sal og moret mig over at tænke: ”Hvad mon Carl ville have sagt til den?”

Men der er jo både torturscener i Jeanne d’Arcs lidelse og død og Vredens dag, og i Vampyr bliver en mand kvalt i mel. Så måske ville gamle Carl faktisk kunne have set kvaliteter i Kannibalmassakren – eller Cannibal Holocaust, som filmen fra 1980 hedder på engelsk.

Horn i panden
Salen er fyldt til bristepunktet.

Arrangementet har tiltrukket mange virkelig dedikerede horrorfans. Én har endda horn i panden. Under sin introduktion beder Ruggero Deodato om en håndsoprækning på, hvor mange i salen der ved, hvad de går ind til.

Det er vel hele 80 procent, som har set filmen før.

Manden bag verdens måske ondeste og voldeligste film, den 75-årige Ruggero Deodato, er alt andet, end man skulle forestille sig. Han er en sympatisk, mild og venligt udseende mand.

Netop dét har faktisk givet ham problemer med kvinder, betror han os. Når de har fundet ud af, at Deodato har instrueret Kannibalmassakren, er de løbet skrigende væk.

Når han omvendt har haft stævnemøde med en fan, har vedkommende haft en forventning om, at han var lidt mere end almindelig. Ruggero Deodato har dog en kæreste i dag.

Startede med en skilsmisse
Faktisk begyndte den film, der har gjort ham kendt og feteret, med en skilsmisse.

Kannibalmassakren blev ”født under en god stjerne”, som han udtrykker det. Hans kone forlod ham, og han blev alene med sin søn, som han plejede at se tv-nyheder sammen med.

Men sønnen reagerede kraftigt på de voldsomme nyhedsindslag om krig og tragedier – og bad om, at der blev slukket.

Deodato undrede sig over, at tv-journalister kunne slippe af sted med at vise alt – billeder af autentisk vold, død og ødelæggelse – mens han selv blev kritiseret, når han gjorde det samme i sine fiktive kannibalfilm.

Det var sådan, han fik idéen at lave et statement med filmen om fire journalister, der med alle midler søger et scoop.

Første found footage-film
En amerikansk antropolog sendes til Amazonasjunglen for at eftersøge et hold tv-journalister, der er forsvundet.

Antropologen finder deres efterladte filmoptagelser. De afslører, at journalisterne blev ofre for kannibaler, men også, at de var nogle dumme svin, der manipulerede med virkeligheden og fortjente deres skæbne.

Det er den spinkle historie i Kannibalmassakren, der leger med kontrasten mellem ultravoldelige billeder og komponisten Riz Ortolanis lyrisk-blide toner.

Med den udspekulerede rammekonstruktion opfandt Deodato found footage-formlen, og det er filmens clue.

Siden Blair Witch Project har formlen udviklet sig til et velkendt, rituelt genregreb. Det ses senest i den danske undergrundsproduktion Encounters, der får premiere på Blodig Weekend 1. oktober.

Skuespillere fremstilles i retten
Men for 34 år siden var der ingen, der kendte genren, og det voldte problemer for Deodato.

De italienske myndigheder beslaglagde og tilbageholdt hans film, fordi man havde mistanke om, at de håndholdte, rystede optagelser af grusom vold og død var autentiske.

De amerikanske skuespillere måtte fremstilles i retten som bevis på, at de stadig var i live. Og Deodato måtte forklare, hvordan en bestemt scene med en spiddet kvinde var blevet til.

Det var lavet på den måde, at en kvinde sad på en pæl med et cykelsæde og strakte hals med et stykke balsatræ i munden.

Det er netop denne ikoniske scene, som Quentin Tarantino har fundet ”very nice”, fortæller Deodato. ”Da han spurgte, hvad effekten havde kostet, svarede jeg: Ti dollars.”

Købte filmen som teenager
Blandt publikum spotter jeg to repræsentanter for den respektable danske filmbranche. Det er Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører og snart aktuel med Thule-filmen Idealisten, og Antboy-instruktøren Ask Hasselbalch.

Ask Hasselbalch er kendt fra tidligere års Blodig Weekend og tilstår straks, at han er en gore hound by heart.

”Jeg startede med at lave splatterfilm på min fars 8mm-kamera og var meget interesseret i splatter,” siger Ask Hasselbalch.

”Kannibalmassakren var en sagnomspunden film, som jeg skaffede på vhs, da jeg var teenager. Jeg købte den under disken i Rock Uglen for mange, mange penge, kan jeg huske. Jeg sparede op til den,” fortæller han og tilføjer, at han endnu bedre kan lide Deodatos House on the Edge of the Park.

Snav med en filmnørd
Cristina Rosendahl synes, at Kannibalmassakren er et filmisk mesterværk.

”Det er blandingen af en fiktionshistorie og et dokumentarisk lag, men også måden den er filmet på. Den har en autenticitetsfølelse,” forklarer hun.

”Og så er selve temaet jo eviggyldigt. Hvem er det egentlig, der laver overgreb på hvem? Er det dokumentaristerne, der invaderer, eller kannibalerne?”

At Christina Rosendahl er fan af det subversive, viser hun indirekte i Supervoksen.

Her er en scene, hvor en af pigernes spåkop-udfordring lyder på, at hun skal snave med skolens filmnørd og splatterekspert, Ymer, som hun faktisk ender med at forelske sig i.

”Ymer er bare en lidt nørdet version af mig selv,” afslører Christina Rosendahl. ”Jeg er rigtigt glad for ting, der er ekstremt voldelige. Jeg har gerne villet lave en gyserfilm og har gået og luret på, hvad det skal være. En dag vil jeg helt sikkert lave et eller andet voldeligt på film.”