Gérard Depardieus næse for skandaler

Han er blevet kaldt en blanding af en hulemand og Cary Grant, en menneskelig kødpyramide og en mægtig fuldblodstyr.

Han har 196 filmtitler i bæltet, men har på det seneste gjort sig mere bemærket for sin højrøstede aversion mod Frankrigs skattelove og sin nyfundne forkærlighed for Rusland end for sit skuespiltalent. 

Gérard Depardieu, eller Gégé som franskmændene hengivent kalder ham, har i internationale medier tilegnet sig et lidet flatterende ry som en af sit hjemlands største divaer. 

Alligevel er det først for ganske nylig – særligt i kølvandet på Depardieus beskrivelse af Rusland som et ”stort demokrati” – at skuespilleren for alvor er begyndt at falde i unåde hos den franske befolkning, der i over fire årtier har tilgivet Depardieu alt fra utroskab og sexchikane af kvindelige journalister til alkoholisme og voldelige optrin på åben gade. 

Venskab med Putin og Castro
Den 64-årige, korpulente skuespiller har nydt godt af sin status som en mand af folket, vildbassen fra samfundets bund, som til stadighed taler den konservative opposition imod og arbejdernes sag i offentligheden. 

Han er af sine landsmænd blevet hyldet for sit store talent, elsket for sin foragt for Hollywoods ”kafkaske arbejdsmiljø” og med sin umættelige appetit for vin, mad og kvinder udråbt som personificeringen af den klassiske bon vivant. 

Men nu har selv franskmændene fået nok. 

Nok af den stenrige skuespillers klynken over sit hjemlands skatter, nok af pinlige episoder og i den grad nok af Depardieus ukritiske venskaber med blandt andre Vladimir Putin, Fidel Castro og Usbekistans præsident Islam Karimov, som pt. undersøges for brud på menneskerettighederne. 

Depardieus tidligere venner i filmbranchen, deriblandt nationalskatten Catherine Deneuve, er blevet tavse. Mens arbejdsgivernes formand i Frankrig, Laurence Parison, har opfordret Gérard Depardieu til at slappe af. 

Reddet af fængselspsykolog
Gérard Depardieu blev født i 1948 som nummer tre i en søskendeflok på seks i byen Châteauroux, syd for Paris. Faren var en alkoholisk metalarbejder, mens moren senere har fortalt, at hun var så bebyrdet af familiens fattigdom, at hun overvejede at abortere Gérard med en strikkepind. 

De dystre kår til trods har den voksne Gérard Depardieu altid yndet at romantisere sin opvækst. ”Til jul havde vi måske én appelsin til deling. Men jeg havde min frihed,” skriver han for eksempel i bogen Min kogebog. 

Denne frihed inkluderede retten til at bære våben som blot niårig – samme alder som skuespilleren i øvrigt påstår, at han fik sin seksuelle debut. 

Som tolvårig flyttede Gérard Depardieu hjemmefra for at bo sammen med to ældre prostituerede kvinder, inden han som stor teenager påbegyndte en kortvarig karriere som hård negl og sælger af hælervarer på det sorte marked. En fængselspsykolog foreslog Depardieu at prøve at spille skuespil i stedet, og det blev det afgørende vendepunkt for den høje, unge mand med det iltre temperament. 

Han slog sig ned i Paris for at tage dramaundervisning, og herigennem mødte han sin kone igennem de næste 26 år (1970-1996), skuespillerinden Élisabeth Guigno.

”Hvis jeg ikke var blevet skuespiller, var jeg blevet morder,” har Gérard Depardieu fortalt om karriereskiftet. 

Snydt for Oscar
I 1974 bragede Gérard Depardieu igennem på lærredet i dramaet Les Valseuses. Siden har den karismatiske franskmand brilleret i film som Bertoluccis 1900 med Robert De Niro (1976), Truffauts Den sidste metro med Catherine Deneuve (1980), de historiske dramaer Historien om Martin Guerre (1982), Kilden i Provence (1986) og Cyrano de Bergerac (1990) samt thrilleren 36 (2004)med Daniel Auteuil. 

Én gang har han høstet en Golden Globe (for sin hovedrolle i den amerikanske Green Card, 1991), to gange har han vundet den franske filmpris César (for Den sidste metro og Cyrano de Bergerac), og i 1990 sejrede han i Cannes (ligeledes for sin rolle i Cyrano de Bergerac). 

Mange havde samme år spået Depardieu til at vinde en Oscar for Cyrano de Bergerac, men en fejloversættelse i magasinet Time kædede skuespilleren sammen med en voldtægt, og de amerikanske medier eksploderede med krav om omgående boykot af Depardieus film. 

Fejlen blev senere rettet – Depardieu havde som barn overværet, ikke deltaget i en voldtægt – og skuespillerens ry renset, men skaden var sket og Oscar-statuetten for længst gået til Jeremy Irons for Reversal of Fortune. 

Skide ligeglad med rollen
Medieskandalen i 1990 menes langt hen ad vejen at forklare Gérard Depardieus anstrengte forhold til USA og især Hollywood, som han ofte har udtalt sig kritisk om. 

”Hollywood er for B-film. De bedste film kommer fra europæiske instruktører,” som skuespilleren udtrykte det i 2000. 

Til dato har Depardieu indspillet 196 film siden sin debut på lærredet i 1970 i Le Cri du Cormoran. Ikke alle roller har dog været lige store, for intet projekt er for lille til Depardieu, så længe folkene bag siger ham noget. 

”Det er kollegaerne, der betyder noget, ikke rollen. Jeg er skide ligeglad med rollen. Jeg har ingen ambitioner på den front,” sagde Depardieu i 2011 til The Independent. 

Frankrigs præsident François Hollande foreslog i 2012, at alle med indkomster over 1,35 millioner euro skulle beskattes med 75 procent. Forslaget er siden blevet trukket tilbage, men udsigten til at skulle betale højere skatter af sine klækkelige indtægter har mødt stor uvilje hos skuespilleren. 

Alligevel er det tilsyneladende ikke nødvendigvis pengene, der styrer Depardieus valg af film. For eksempel indspillede han Gustave de Kervern og Benoit Delépines Mammuth (2010) ganske gratis, og han har efter sigende tilbudt at gøre det samme i den kommende biografiske film om en anden skandaliseret franskmand, Dominique Strauss-Kahn. 

Fem flasker vin om dagen
Ved siden af skuespiltjansen er Gérard Depardieu en travl forretningsmand og restauratør. 

Han har sin egen internationale vinproduktion, har udgivet flere kogebøger og investeret i cubanske oliefelter og telekommunikation i Rumænien. I 2012 indspillede han en cd med Gulnara Karimova, datteren af præsident Islam Karimov fra Usbekistan, med hvem Depardieu har fostret et besynderligt og kontroversielt venskab. 

Skandalerne har i det hele taget fulgt den store franskmand igennem årene og ikke så få menes at være forårsaget af Depardieus enorme alkoholforbrug. Han har tidligere pralet med, at han drak fem flasker vin om dagen, og instruktører har kunnet berette om, hvordan skuespilleren medbragte ”arbejds-vin” på filmsettene. 

Søn døde af misbrug
I 1998 overlevede Gérard Depardieu en motorcykelulykke i stærkt beruset tilstand, og året efter smadrede han i raseri en bil, der holdt parkeret foran hans hjem i Paris. 

Han har desuden kysset en argentinsk tv-værtinde under et interview, styrtet på motorcykel yderligere seksten gange, sprunget ud som amatørtyrefægter (til kollegaen og dyrevennen Brigitte Bardots store forfærdelse) og urineret på gulvet i et passagerfly i USA, da han fik besked på at vente med at bruge toilettet, til flyet var i luften. 

Senest skulle Depardieu i sidste uge have mødt i retten i Frankrig, anklaget for spirituskørsel på sin scooter, men skuespilleren havde ifølge sin advokat for travlt med filmoptagelser andetsteds i Europa. 

Også på familiefronten har Gérard Depardieus liv været turbulent. Han har fået fire børn med tre forskellige kvinder, deriblandt sønnen Guillaume Depardieu, som skuespilleren havde et yderst anstrengt forhold til. 

Guillaume, som også var skuespiller, døde i 2008 af lungebetændelse som følge af misbrug og havde tidligere mistet et ben efter en motorcykelulykke. Inden sin død udtalte han: ”Jeg blev som min far for at forstå ham.” 

Gérard Depardieu dedikerede i 2010 filmen Mammuth til sin søn. 

Astronomiske skuespillerhonorarer
Frankrigs mest feterede mandlige filmstjerne er blevet et symbol ikke blot på sit hjemlands afsporede kendiskultur, men også på en lurende finanskrise i den franske filmindustri. 

Svimlende statsstøttede skuespillerlønninger har medvirket til, at blot fjorten procent af alle franske film i dag er profitable – til trods for historisk høje billetsalg i 2011 og 2012. Næst efter USA har franske film verdens højeste produktionsomkostninger, som finansieres af staten og den offentlige organisation CNC.

De franske skatteborgeres bidrag til filmkunsten kaldes ”den kulturelle undtagelse”, da det skal sikre videreførelsen af landets rige filmtradition. 

Den franske filmproducer og stifter af distributionsselskabet Wild Bunch, Vicent Maraval, foreslog for nylig at skære skuespillerlønnen ned til faste 400.000 euro. I Le Monde havde han berettet, hvordan franske skuespillere ofte betales langt mere – i visse tilfælde op mod fire millioner euro – end deres film indtjener. 

Maraval undtog dog Gérard Depardieu, der som nævnt har arbejdet uden løn. 

Men forslaget er blevet diskuteret heftigt i de franske medier, og skuespilleren og instruktøren Mathieu Kassovitz har ligesom Gérard Depardieu truet med at rykke teltpælene op og flytte til Rusland (hvor skatteprocent er fjorten procent), hvis Maravels forslag får statslig opbakning. 

Bor to kilometer fra Frankrig
Som en bizar fodnote i debatten om Frankrigs krukkede kendisser har den tidligere filmdiva og sexbombe Brigitte Bardot også offentligt luftet tanken om at sige farvel til fædrelandet. 

Bardot raser dog ikke over skatter, men over, at to syge elefanter i en zoo i Lyon står til aflivning. 

Imens nøjes Gérard Depardieu, som i starten af januar under stor medievirak modtog et russisk pas fra Vladimir Putin, dog indtil videre med at bo i Belgien – to kilometer fra den franske grænse og landet, han siger, at han ikke længere føler sig velkommen i. 

Den aldrende skuespiller har ingen planer om at lade sig pensionere og kan for tiden både ses i Ang Lees Life of Pi og som Obelix i Asterix og Obelix og briterne. 

Men med sine kontroversielle politiske udtalelser har Depardieu muligvis ufrivilligt sat endeligt punktum for sin 43 år lange karriere og den overvældende offentlige støtte, han så længe har badet i. Frankrigs livsglade filmtyr har omsider tømt gryden med trylledrik.