Gervais overvejer nej til Golden Globes
Den rapkæftede komiker er blevet tilbudt værtstjansen ved Golden Globe Awards 2012 på trods af sin optræden ved forårets skandaleshow.
”Det bliver en aften med masser af fest og heftig druk,” sagde Ricky Gervais i sin åbningsmonolog ved uddelingen af dette års Golden Globes. ”Eller som Charlie Sheen kalder det - morgenmad.”
Komikerens mange spydigheder, der også gik ud over megastjerner som Robert Downey Jr., Angelina Jolie og Johnny Depp, vakte furore i Hollywood, og englænderen blev straks en upopulær mand.
Alligevel er Ricky Gervais, der også var vært for showet i 2010, blevet tilbudt værtsskabet endnu en gang - et tilbud, som stand-up-komikeren i følge The Guardian formentlig ikke vil sige ja til.
Ramaskrig
”Det er et ekstra ekstranummer,” udtaler Gervais i et interview under The Guardians internationale tv-festival i Edinburgh. ”Jeg tror ikke, jeg gør det. Hvad vender jeg tilbage som?”
Gervais står meget uforstående over for det ramaskrig, der brølede gennem Hollywood efter hans optræden sidste år.
”Folk siger, jeg gik over stregen, men jeg tegnede sgu ikke stregen, det gjorde I,” siger han til sine kritikere.
”Bare fordi I føler jer fornærmede, betyder det ikke, at I har ret.”
Også nej til Oscar
Ricky Gervais understreger, at hans optræden ikke skulle tilfredsstille de mange kendisser i lokalet, men underholde showets mange seere.
”Rummet var jo ikke fuld af sårede soldater, men af planetens mest privilegerede mennesker, der går rundt dagen lang og lader, som om de er nogen andre end dem selv. Jeg drillede dem,” forklarer komikeren.
Gervais har dog ikke brændt alle sine broer i Hollywood, for prisuddelingen over dem alle, Oscar-showet, har også udtrykt interesse for at få komikeren som ankermand.
Men det arrangement vil Gervais ikke røre med en ildtang.
”Jeg kunne ikke være vært for Oscar-showet. Det er et utaknemmeligt job for en komiker. De vil ikke høre vittigheder, de vil høre, om de har vundet den vigtigste pris i deres karriere.”
Kommentarer