Nekrolog
14. feb. 2022 | 12:40 - Opdateret 14. feb. 2022 | 15:55

Ghostbusters-instruktør er død

Foto | Columbia Pictures
Ivan Reitman er under optagelserne af Ghostbusters omgivet af filmens hovedrolleindehavere, fra venstre: Ernie Hudson, Harold Ramis, Dan Aykroyd og Bill Murray.

”Alle os i komikkens verden skylder ham så meget,” siger en af de mange filmfolk, der sørger over Ivan Reitmans pludselige død i en alder af 75 år.

Af Nicki Bruun

Ivan Reitman er en af nyere tids vigtigste filmskabere for udviklingen af den moderne komedie.

Han instruerede Ghostbusters og fortsættelsen fra 1989 samt fungerede som producer på film som universitetskomedien Animal House (på dansk: Delta-kliken).

Filmene om fire spøgelsesjægere i New York blev instruktørens største succes i karrieren. Komedierne viser hans særlige talent for at blande skør komik og store følelser, så publikum bliver underholdt og sendes ud af biografen varme om hjertet.

Lørdag sov filmmanden stille ind i sit hjem i Californien, 75 år gammel, skriver amerikanske medier. Hans død var udramatisk, men kom bag på familien, lyder det i en udtalelse fra hans tre voksne børn.

”Vores familie sørger over det uventede tab af en ægtemand, far og bedstefar, som lærte os altid at lede efter livets magi,” siger Jason, Catherine og Caroline Reitman.

”Vi finder trøst i, at hans arbejde som filmskaber bragte latter og glæde til utallige mennesker rundt omkring i verden. Mens vi sørger, håber vi, at de, som kendte ham gennem hans film, for altid vil huske ham.”

Danske titler fulde af røv
Ivan Reitman blev i 1946 født i det daværende Tjekkoslovakiet.

Hans mor havde under Anden Verdenskrig været fange i nazisternes koncentrationslejr Auschwitz, men hun overlevede.

Faren havde været i modstandsbevægelsen, men efter krigen rejste de jødiske forældre med deres fireårige søn til Canada. Her voksede Ivan Reitman op og fik i 1969 en universitetsuddannelse i musik.

Det var dog filmens verden, som for alvor trak i Reitman.

Han begyndte i 1970’erne at producere for blandt andre landsmanden David Cronenberg, men gennembruddet kom, da han producerede den amerikanske hitkomedie Animal House.

Den åbnede muligheden for, at filmskaberen film lov til at instruere populære komedier, der fik danske titler som Med røven i vandskorpen (Meatballs) og Røven af 4. division (Stripes).

Senere stod Reitman bag elskværdige film som Twins med store Arnold Schwarzenegger og lille Danny DeVito som umage brødre. Makkerparret spiller også over for hinanden i Reitmans Junior, mens Schwarzenegger selv er på slap line i Strømer i børnehaveklassen. Værd at nævne er også Dave (1993), hvor Kevin Kline spiller titelrollen som en vikarbureauleder, der takket være sin lighed med præsidenten bliver hentet ind, da præsidenten havner i koma.

Sin eneste Oscar-nominering fik Ivan Reitman i 2010, hvor han som en af producerne bag dramakomedien Up in the Air blev nomineret for bedste film. Filmen med George Clooney som nådesløs forretningsmand måtte dog se sig slået af krigsdramaet The Hurt Locker.

Nåede at lave ny Ghostbusters
En række af Ivan Reitmans kendte samarbejdspartnere og fans har begrædt nyheden om filmskaberens død på sociale medier.

En af dem er Paul Feig, kendt som manden bag komedien Brudepiger og genindspilningen af Ghostbusters fra 2016, hvor kvindelige skuespillere var i hovedrollerne.

”Jeg havde æren af at arbejde tæt sammen med Ivan, og det var altid en lærerig oplevelse. Han instruerede nogle af mine yndlingskomedier. Alle os i komikkens verden skylder ham så meget,” skriver Paul Feig på Twitter.

Også instruktør, manuskriptforfatter og skuespiller Mindy Kaling er en af mange, der mindes de mange af Reitmans film, som var med til at forme hende og flere generationer af unge komikere.

”Ivan Reitman var old school på den bedste måde – og sød. Jeg elskede at arbejde sammen med ham. Det er trist, at han er borte. Jeg føler mig ældre, og som om mine barndomsfilm er længere væk end nogensinde,” skriver Mindy Kaling.

Ivan Reitman arbejdede på en lang række projekter, som der nu ikke vides, hvad der skal ske med. Men filmskaberen nåede at færdiggøre Ghostbusters: Afterlife, en ny film i spøgelsesjæger-franchisen, som han producerede og sønnen Jason Reitman instruerede.

Foruden sine børn efterlader Ivan Reitman sig flere børnebørn og hustruen Geneviève Robert, som han var gift med siden 1976.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko