Dag 4: Giallo og gys i Soho

Hvis Dune præsenterer det mest storslåede, Hollywood kan præstere, viser Edgar Wright med Last Night in Soho det mest kinetiske filmsprog på festivalen. 

Det er en poplækker, neonbadet genrefilm frit efter 70’ernes italienske giallo-thrillere og det engelske Hammer-studies elskede b-filmproduktioner. Og dermed, som man næsten kunne forvente fra en af branchens største filmnørder, en uforbeholden hyldest til film, mange vil afskrive som dårlig smag. 

Med sit overlegne, legesyge filmsprog viser Edgar Wright, hvor meget der er at hente i den tids ”underlødige” film. 

Drømmen om fortiden
Hovedpersonen Eloise (Thomasin McKenzie) har altid drømt sig tilbage til 60’ernes London – The Swinging Sixties med flip og flash, eksklusive natklubber og mondæn elegance. Hun er forført af stilen, tidsånden og ikke mindst af sin bedstemors pladesamling! 

Men da hun flytter ind på et værelse i bydelen Soho i det indre London efter at være startet på designskole, bliver drømmene pludselig meget ægte. Hun befinder sig pludselig på Café Paris, det fashionable nattelivs knudepunkt, iført sin natkjole. 

Thomasin McKenzie ser sig i spejlet: store blå øjne i et uskyldigt ansigt. Men det er Anya Taylor-Joy, der stirrer tilbage. Med et vidende blik og selvsikker mine går hun ned ad en trappe beklædt i rødt fløjl og ind til en hule af velklædte 60’er-typer, der behandler hende som et naturligt midtpunkt. 

Sandy hedder hun, og hun bliver lykkelig, da Matt Smiths smarte manager Jack lover at skaffe hende en audition. Edgar Wright spiller med filmmusklerne, da Jack forfører Sandy med en hektisk dans, og kameraet danser med i en lang, ubrudt optagelse med spejlesnyd og trickfilm. 

Men drømmen vender til et mareridt, da Jack begynder at afkræve hende den pris, han mener hendes berømmelse kræver. 

Det viser sig, at der er mange mænd, hun er nødt til at gøre glade for at nå frem til rampelyset. 

Hårrejsende overgrebsgyser
Edgar Wright er kommet langt siden Cornetto-trilogien Shaun of the Dead, Hot Fuzz og The World’s End. 

Med Baby Driver satte han en ny standard for veltilrettet højoktan-action, og han går til gyserfilmen med sin sædvanlige begejstring for genrefilm. 

Last Night in Soho er en hårrejsende overgrebsgyser, men det er også en underholdende genrefilm med en humoristisk sans og mesterlig brug af alle skræmmekunstens virkemidler. 

Som filmen skrider frem, bliver Eloise mere og mere påvirket og ustabil. Historien tager flere drejninger, eftersom hun følger fortidens blodspor i nutiden. 

”Filmens tese er ikke at romantisere fortiden,” som Edgar Wright forklarer på pressemødet efter filmen. ”Når vi tænker tilbage på 60’erne, kommer vi hurtigt til at tænke på den version af perioden, vi kender fra film som Austin Powers.” 

”Vi glemmer, at den tid selvfølgelig har været præcis som i dag.” 

Fedeste rave-dj
Man skulle ikke tro det, men faktisk var det ikke Edgar Wright, der lørdag tog prisen for dagens bedste soundtrack. 

Last Night in Soho er fuld af fed 60’er-pop, men Kinks, Celia Black og Burt Bacharach kan ikke stå mål med den vilde spilleliste med elektronisk musik og metal, Ana Lily Amirpour (A Girl Walks Home Alone at Night) lader til at have skrevet Mona Lisa and the Blood Moon efter. 

Filmen handler om den unge Mona Lee, der ved fuldmånens lys får telekinetiske kræfter, som gør hende i stand til at kontrollere andres bevægelser. Sådan tvinger hun de sadistiske sygepassere til at slippe hende ud af den gummicelle, hvor hun har tilbragt det meste af sit liv. 

Hun stikker af og drager ud i New Orleans’ sitrende natteliv. Her møder hun en zen-agtig narkosælger (Ed Skrein) og Kate Hudsons krigerisk selvtilstrækkelige stripper Bonnie Belle. Imens sætter en luntende politibetjent stædigt efter for at få hende tilbage på den lukkede. 

Man bliver suget lukt ind i New Orleans’ bordelrøde natteliv, og historiens uforklarede overnaturlighed passer perfekt til voodoobyens mystik. Og den elektroniske musik fører an på rejsen, så det er svært at sidde stille. 

Ana Lily Amirpour må være festivalens cooleste rave-dj. Hør bare hendes Soundcloud! 

Ordknap deroutefilm
Sidste år var Michel Francos chokerende New Order et brutalt indslag i festivalens hovedprogram. 

Den mexicanske instruktør arbejder i mindre skala i Sundown, der dyster i hovedkonkurrencen. Det er et bemærkelsesværdigt apatisk karakterstudie. Og imponerende, fordi man trods en nærmest udtryksløs hovedrollepræstation af Tim Roth mærker en uudtalt kompleksitet lige under overfladen. 

Neil følger med dagdriverrytmen i turistbefængte Acapulco i Mexico, hvor han er på ferie med sin søster og hendes voksne børn. Da deres mor dør hjemme i London, booker familien billet på det næste fly hjem, men i lufthavnen erklærer han, at han har glemt sit pas. 

Det har han ikke. 

Han tjekker ind på et lurvet hotel og tager tilbage på stranden for at drikke øl. 

Tim Roth har et eminent stenansigt og gør den passive Neil til en fascinerende skikkelse, der får dybde i sammenstillingen med de kvinder, der forsøger at nå ham: søsteren (Charlotte Gainsbourg) og Berenice, en lokal kvinde, der falder for den ordknappe, øldrikkende turist. 

Som i New Order lurer der en eksplosiv klassekonflikt mellem personerne som en konstant spænding under filmen. Men modsat den film er Sundown ikke defineret af de få øjeblikke, hvor spændingen udløses med chokerende vold, men af Neils handlingsløse deroute. 

Forelsket i et røvhul
Kate er grundigt 30’er-forvirret i det engelske drama True Things. Hendes eneste veninde har mand og børn og bedreviden. Forældrene bekymrer sig, og chefen på jobcentret giver hende en sidste advarsel for at komme for sent på arbejde. 

Og så dukker der en fyr op med afbleget hår og et farligt glimt i øjet. Han er lige kommet ud af fængslet og er flot, fræk og flirtende. Efter fyraften står han uden for bygningen, klar til at tage hende på date. De er ikke engang nået til hans bil, før han tager hende op mod betonmuren i p-huset. 

Vi finder aldrig ud af, hvad han hedder. Harry Wootliffs drama er berusende, indtil alarmklokkerne begynder at blinke. 

Tom Burke er en fremragende forfører, ganske som han var det i Joanna Hoggs autofiktion The Souvenir, og Ruth Wilson er blødende troværdig som Kate, der deprimeret søger noget at holde fast i. 

Men Blond, som hun kalder ham, er ikke andet end et karismatisk røvhul. Og der går for længe, før Kate indser det.