Transgender-film lægger Cannes ned

Ingen livsfase er mere dramatisk end puberteten.

Det er mødet med seksualiteten, det er kroppens pludselige forvandling, det er udfordringen i at finde sig selv. Verden står komplet åben, men samtidig er man totalt hudløs, og selvtilliden hænger i en tynd tråd, fordi personligheden ikke er endeligt dannet.

Hvis du ydermere har fundet ud af, at du er født med den forkerte drengekrop, hvis du lige har påbegyndt en hormonbehandling og utålmodigt venter på en operation, der vil forvandle din penis til en vagina, så har du hovedpersonen i belgiske Girl.

Det er en vidunderlig, helt vidunderlig film.

Vi knuselsker simpelthen Lara, som debutanten Victor Polster spiller så overbevisende blufærdigt. Polster, der blot var femten år under optagelserne og aldrig har lavet film før, kan meget vel levere festivalens største skuespilpræstation.

Lige så forloren Oscar-baskeren Den danske kvinde var, lige så ægte og umiddelbar er Girl. Et lærestykke i, at alt på film handler om troværdighed, og debutinstruktør Lukas Dhont sætter ikke en fod forkert. Efter visningen i Cannes brød salen ud i et det største bifald, jeg har hørt på årets festival.

Identitet foran spejlet
Fra allerførste billede ser vi Lara som en pige, og der går et stykke tid, før det går op for én, at hun faktisk er født som en dreng.

At hun inderligt føler sig som en pige, bliver understreget af, at hun går på en eksklusiv balletskole, hvor hun forsøger at blive en ballerina. Her må hun arbejde meget hårdere end de andre piger, fordi hendes drengekrop ikke er lige så smidig som deres. Hendes tæer bliver flået til blods, og spørgsmålet er, om hun kan overvinde sin egen krops begrænsninger?

Det mest slående er, at Lukas Dhont undgår klichéen om en intolerant og misbilligende omverden. Faren støtter solidarisk sin datter, familien har også accepteret hendes beslutning, selv om man fornemmer, at det forståeligt nok har krævet en del, og klassekammeraterne er mere nysgerrige end fordømmende.

Problemet ligger hos Lara selv.

Hun har svært ved at leve med, at hun befinder sig i en overgangsfase. Hun føler sig som en pige, men biologisk set er hun stadig en dreng. Hver morgen skjuler hun sine kønsdele med gaffatape, selv om hun har lovet faren ikke at gøre det. Og filmens eksistentielle hovedbillede er Lara, der iagttager sin krop i spejlet – med og uden gaffatape.

Ingen tålmodighed
Lara har svært ved at fortælle nogen om den indre kamp, der raser i hende. Hun har på den ene side ikke tålmodighed til at vente på, at behandlingen giver resultat, og på den anden side har hun ikke modet til at leve livet uden forbehold som en pige, sådan som psykiaterens råd ellers lyder.

Victor Polsters øjne fortæller alt om, hvordan den unge pige har det. Pinligheden, da skolelæreren i klassen spørger de andre piger, om det er i orden, at Lara klæder om og bader med dem. Eller når veninderne til en sammenkomst presser Lara til at afsløre, hvad hun har mellem benene.

De mener vel egentlig ikke noget ondt med det, men vi identificerer os så meget med Lara, at vi kan mærke ydmygelsen på vores egen krop.

For slet ikke at tale om frustrationen, da en flirt med en fyr fører til kys og berøringer, som Lara føler sig tvunget til at stoppe med et noget overrumplende blowjob, fordi fyren ellers ville opdage hendes hemmelighed.

Tættere på virkeligheden
Lara lever sammen med sin far og lillebror, og filmen undlader at fortælle, hvad der er sket med moren.

Den eneste, Lara føler, at hun kan betro sig til, er faren. Ungdomsfilmgenren er fyldt med tåbelige forældre, men her er for en gangs skyld en skøn far (Arieh Worthalter), der kun vil sit barn det allerbedste – ligesom faren i mesterværket Fucking Åmål, som Girl vækker mindelser om.

Alligevel er det svært. For af frygt for at gøre faren ked af det, holder Lara meget tilbage, hvilket nok er tættere på virkeligheden for de fleste unge end uforstående forældre-klichéer.

Girl er udviklet på Cannes-festivalens talentskole, og Dhont og medmanusforfatter Angelo Tijssens har skabt historien i samarbejde med en kvinde, som selv skiftede køn, da hun var teenager.

Det mærkes.

Manuskriptet er lydefrit og balancerer elegant mellem håb og fortvivlelse. Selv et grufuldt klimaks virker overbevisende, og man forlader biografen opløftet. Livet er svært, men det skal nok gå.

Pinligt, Cannes!
Man fornemmer den naturalistiske, nærmest dokumentariske inspiration fra de belgiske Dardenne-brødre, men Dhont er ikke så puritansk og giver plads til, at fotografen Frank van den Eeden og komponisten Valentin Hadjadj kan udfolde sig i, ikke mindst i balletscenerne.

Det er en mindre skandale, at Girl og festivalens måske bedste skuespiller bliver spist af med den næstbedste konkurrence, Un Certain Regard, når hovedkonkurrencen byder på flovsere som Les filles du soleil.

Forhåbentlig er en dansk biografdistributør vaks og importerer filmen til Danmark. Landets teenagere og alle, der elsker god filmkunst, fortjener at se den foreløbigt bedste film på Cannes-festivalen.