Giv Guldbjørnen til Vogter

Torsdag aften satte Vogter trumf på et varieret program, da den som sidste film i Berlinalens hovedkonkurrence havde verdenspremiere i Berlinale Palast. 

Så sent som i forgårs udnævnte jeg den østrigske depressionsgyser Des Teufels Bad som min favorit til festivalens hovedpris Guldbjørnen, og den så jeg også gerne belønnet for dens mareridtsskildring af fordums fattigfolk. 

Men det var altså inden, jeg genså Gustav Möllers fremragende fængselsdrama på det store lærred og blev totalt opslugt af magtkampen mellem Sidse Babett Knudsens fængselsbetjent Eva og den utilregnelige morder Mikkel. 

”Vi har det smalleste billede og den bredeste lyd,” sagde Gustav Möller under vores snak, og i en veludstyret biograf er Vogter netop en film, man ser med hele kroppen. 

Publikum fanges i en moralsk skruetvinge, som strammes én overskreden grænse ad gangen. 

Bekæmp regimet med kærlighed
En uge efter premieren står den iranske My Favourite Cake stadig højt på listen over kritikerfavoritter. Men i mine øjne stikker den søde ældreromance med en bismag af tragedie og regimekritik ikke helt så dybt, som den gerne måtte. 

At instruktørerne Maryam Moghadam og Behtash Sanaeeha er kommet i karambolage med det iranske præstestyre, er dog i sig selv et bevis på, at de fortæller en vigtig historie – som må være en Sølvbjørn værdig. 

Som flere film i hovedkonkurrencen er My Favourite Cake allerede købt til dansk distribution. Det samme gælder den tyske In Liebe, Eure Hilde, der handler om en modstandskvinde under Anden Verdenskrig, som tidligt i filmen bliver snuppet af den nazistiske ordensmagt. 

Lisa Liv Fries blev nærmest et nationalsymbol som den snarrådige Charlotte i Babylon Berlin og brænder igennem i en film, der fortælles både forlæns og baglæns. Fra anholdelsen og frem, og fra sommerflirt til første møde med den flotte modstandsmand, der bliver hendes livs vendepunkt. 

Fries’ præstation så jeg gerne belønnet. Og så bør birollestatuetten gå til Emily Watson, der i den mest interessante scene i åbningsfilmen Small Things Like These presser familiefaren Billy til at holde sig fra Magdalene-vaskerierne, hvor unge piger blev vanrøgtet. 

Greb om ungdomsfortælling
I fransk-tyske Langue Étrangère – ”Fremmedsprog” – har instruktør Claire Burger så sikkert et tag i alle elementer af sin ungdomsfortælling, at man sagtens kan forestille sig, at hun får en instruktørpris. 

Filmen handler om to udvekslingsstuderende, der knytter et tæt venskab på tværs af tysk-franske fordomme og med en fælles interesse for verdenskatastrofer og autonome protestdemonstrationer. 

Pigerne har længe været pennevenner, men da den tyske Lena giver hende en kold skulder, forsøger indelukkede, franske Fanny at imponere hende ved at pynte på sandheden. Det fører Fanny ud på et skråplan, som udgør bagtæppet for det spillevende forhold mellem de to syttenårige. 

Manuskriptet af instruktøren og Léa Mysius holder mange bolde i spil, men den selvsikre instruktion forløser historien til en overraskende medrivende ungdomshistorie. 

Her skal det dog siges, at juryen kun må uddele én Sølvbjørn per film – med undtagelse af skuespilpriserne – og at både Vogter og Des Teufels Bad er bedre instrueret. 

Tilbagelevering af statuer
Prisen for ”filmkunstnerisk fornyelse” må gerne gå til Mati Diops poetiske og kolonikritiske dokumentar Dahomey. Over blot 68 minutter reflekterer filmen over arven efter kolonitiden og den vestlige verdens ansvar for at råde bod på fortidens overgreb. 

Udgangspunktet er tilbageleveringen af 26 statuer fra det tidligere kongerige Dahomey, der i tre århundreder var en regional stormagt på den afrikanske vestkyst. Mange vil kende det fra actionfilmen The Woman King. 

Kongeriget gik til grunde efter angreb fra europæerne, der fyldte deres etnografiske museer med landets kulturarv. Siden blev det afløst af den moderne stat Benin. 

Så er det en respektfuld eller en hånlig gestus, når Frankrig kun leverer 26 statuer retur, mens de stadig råder over flere end 4000? 

Spørgsmålet er en varm kartoffel i international politik, og Mati Diops film fører diskussionen med en voiceover af en af statuerne, der fortæller høvisk om sit lange fangenskab i Vesten. 

Bjerge tygges til grus
Engang ville Victor Kossakovskys dokumentar Architecton have virket selvskrevet til samme pris. 

Den russiske instruktør er en æstetiker par excellence, og efter at have beskrevet vand i Aquarela og en so med sine grise i Gunda skildrer han verdens mest brugte byggemateriale – beton – i storslåede billeder fra produktion til destruktion. 

Filmen starter med droneoptagelser af udbombede betonkvarterer i Ukraine, før vi i majestætisk orkestrerede optagelser ser naturen sprængt i atomer og gigantiske maskiner tygge bjerge til grus. 

Indimellem vender vi tilbage til den italienske arkitekt Michele De Lucchi, der anlægger en stencirkel i sin have og kritiserer moderne betonbyggeri, som kun kan holde 40-50 år. Som eksempel på det modsatte besøger han de romerske ruiner i Baalbek, hvor buer over dørene stadig står efter 2000 år. 

Architecton er tankevækkende og dårende smuk – bare ikke på en ny måde. 

Den første nepalesiske film i hovedkonkurrencen, Shambhala, er en anden interessant bobler. 

Instruktør Min Bahadur Bhams fabel om en gravid kvinde på odysse gennem Himalayas majestætiske bjerglandskab er en fejende flot og fascinerende skildring af livet i en af verdens højest beliggende regioner. 

Her gifter Pema sig med tre brødre på én gang: hendes elskede Tashi, munken Karma, der snart drager i kloster, og drengen Dawa, som klarer sig dårligt i skolen. Men da Pema inviterer skolelæreren på middag, går rygtemøllen i gang. Snart synes alle i landsbyen at mene, at Tashi ikke er far til hendes barn.

Tashi hører rygterne på handelsrejse og vender ikke hjem. Så Pema drager ud for at lede efter ham ledsaget af Karma på en rejsefortælling båret af respekt for den buddhistiske religion og lokale folklore.

Arven fra ISIS
Man får pulsen højere op i det tunesiske familiedrama Who Do I Belong To, hvor to brødre stikker af for at kæmpe for ISIS i Syrien. 

Kun den ene, Mehdi, vender hjem. Med sig har han en ny hustru med fjerne øjne bag en farverig niqab. 

Moren og lillebroren er lykkelige over at have ham tilbage. De insisterer på at give ham husly og gemme ham for politiet, der vil arrestere ham som en terrorist. Men faren kan ikke tilgive Mehdi, hvad han har kæmpet for. 

Meryam Joobeur har et billedskønt filmsprog og holder fokus på moren Aichas smerte – og på hendes skræmmende, profetiske drømmesyn. De giver filmen et pirrende symbolsk lag, men instruktøren gør sig selv en bjørnetjeneste ved at skrue op for tragedien og ned for forståeligheden i en frustrerende tredje akt. 

Foruden In Liebe, Eure Hilde er det kun talt Matthias Glasners tre timer lange familiedrama Sterben – ”At dø” – der kommer fra værtslandet. 

Den gamle far i Lunies-familien er dement og døende, mens hans kone Lissy også har et skrantende helbred. Sønnen Tom skal være reservefar for sin eks’ spædbarn og samtidig dirigere et nyt stykke i Berliner Filmharmonien – hvis hans selvmordstruede komponistven Sebastian da ikke forpurrer det af ren perfektionisme. 

Mens den fordrukne datter Liv indleder en dødsdømt romance med den nye læge på tandlægeklinikken. 

Tre velspillede historier udfolder måden, familier påvirker hinanden på godt og ondt på tværs af generationer, hvor især moren synes at have givet sin kølighed i arv. 

Det kunne godt blive til en manuskriptpris til Matthias Glasner, hvis den da ikke går til Aaron Schimbergs herligt snørklede satire A Different Man. 

Escobars flodheste
Andre film i hovedkonkurrencen spår jeg ringere chancer, selv om de er ambitiøse nok. 

Den dominikansk-namibiske dokumentar Pepe bruger forbløffende nok det samme greb som Dahomey med at lade et rigmandstrofæ kommentere på handlingen. Denne gang er det en af narkobaronen Pablo Escobars flodheste, som fortæller om sin lange rejse fra Afrika til Colombia. 

Pepe og hans familie slipper fri af fangenskab, gør livet usikkert for de fattige fiskere og giver inspiration til en dyrepark og en tegnefilm for børn. 

Instruktør Nelson Carlo de Los Santos Arias springer hektisk fra dokumentar til fiktion, fra arkivklip og til publikums totale forvirring. 

Man skal også holde tungen lige i munden for at følge med i Abderrahmane Sissakos Black Tea, hans længe ventede og skuffende opfølger til Timbuktu. 

Filmen spinder en multiplotfortælling om globalisering fra Elfenbenskysten til Guangzhou i Kina og til Kap Verde.

Skildringen af immigrantlivet og kulturmøderne er smukt fortalt, men filmen stikker af i så mange retninger, at det er svært at bevare overblikket. 

Men i det mindste er der mere på spil end i den italienske musikfilm Gloria!, der handler om et børnehjem og musikskole uden for Venedig omkring år 1800. 

Vi befinder os et par år efter faldet af den venetianske republik og en måneds tid før et besøg af Paven, som de lokale mæcener håber kan yde en vis genrejsning. 

Børnehjemmets leder kæmper forgæves for at komponere en koncert i pavens ære, mens hans orkester af talentfulde, underkendte kvinder improviserer sig til poppede powerballader på en spritny, musikalsk innovation: et klaver. 

Filmen er fromt katolsk og forlorent kvindefrigørende. Det er en historie, hvor piger med spidse ansigter også har spidsere albuer, og de forsagte med runde former er de saligste. 

For smalt og dårligt
Ingen af årets konkurrencefilm har for alvor sat Potsdamer Platz over styr. Den vigtigste konsensus synes at være, at niveauet med markante undtagelser – som ingen kan blive enige om – har været for lavt og filmene for smalle. 

År for år har Cannes og især Venedig trukket flere af filmårets allerstørste projekter til sig, mens Berlinalen er sunket agterud. 

De sidste seks år har Carlo Chatrian og Mariette Rissenbeek siddet på festivalens topposter, og da hun trådte tilbage, besluttede kulturministeriet at samle deres ansvarsområder til én stilling. 

Den tiltræder Tricia Tuttle til næste år efter ti år som leder af BFI London Film Festival. Det bliver set som et forsøg på at føre festivalen i en mere kommerciel retning. 

Berlinalen har altid haft fokus på stærke, intime og gerne politiske historier, og især under kunstnerisk leder Carlo Chatrian er festivalen blevet et verdensmesterskab i eksperimenterende filmkunst. 

I de seks år har festivalen kunnet bryste sig af Guldbjørne-vindere som Ferskenlunden i Catalonien, Bad Luck Banging or Loony Porn, Adamant – Hjerterum på Seinen og There Is No Evil. 

De er fremragende, men det er ikke uden grund, at en Guldbjørn regnes for at være mindre værd end en Guldpalme. 

Berlinalen er nok verdens største filmfestival målt på antal solgte billetter. Men modsat Cannes og Venedig finder den også sted i hjertet af en travl millionby på et tidspunkt, hvor det meste kulturliv holder vinterlukket. 

Og mange af filmene så smalle, at selv med gratis drinks og et besøg af instruktøren ville de ikke kunne fylde en almindelig biografsal i Danmark.