Ekko: Giv Guldpalmen til Xavier Dolan

Det har været et gennemsnitlig Cannes-år. Vi har set atten film i hovedkonkurrencen, en række af dem fremragende film, men der har ikke været et værk, som skiller sig ud og sætter nye filmiske standarder – som for eksempel Adèles liv – kapitel 1 & 2 gjorde det sidste år.

Derfor er det svært at vælge sin egen favorit til Guldpalmen, og det er endnu sværere at gætte på, hvem der i aften klokken 19 får Guldpalmen.

Juryer er notorisk uberegnelige, men det vil dog være overraskende, hvis Guldpalmen ikke ender i favnen på canadiske Xavier Dolan (Mommy), tyrkiske Nuri Bilge Ceylan (Winter Sleep), russiske Andrey Zvyagintsev (Leviathan), engelske Mike Leigh (Mr. Turner), italienske Alice Rohrwacher (Le Meraviglie) eller de belgiske Dardenne-brødre (Deux jour, une nuit).

Guldpalme til ungdommen
Det er længe siden, at ikke færre end seks film har haft næsten lige stor chance for at vinde.

Jeg har valgt at sætte Guldpalmen på Xavier Dolans Mommy, fordi den i en filmisk frisk form fortæller en bevægende, humoristisk og velspillet historie om en mors trængsler med sin aggressive ADHD-ramte søn.

Dolan leger med formatet 1:1, der giver et firkantet billede, som kun fylder en tredjedel af lærredet, men til gengæld får os til at fokusere på personerne. Og hvilke personer! Moren, sønnen og deres nabo udgør et elektrisk trekløver, som man aldrig bliver træt af. Man ved aldrig, hvad næste scene vil bringe, og Anne Dorval (moren), Antoine-Olivier Pilon (sønnen) og Suzanne Clément (naboen) spiller blændende.

I en hovedkonkurrence, der i år har været domineret af oldies-but-not-all-goodies, vil det heller ikke være tosset at give palmen til en 25-årig instruktør, der står for fornyelse og forhåbentlig har fremtiden foran sig.

Italienske mirakler
Grand Prix er andenprisen, og den ville jeg give til Alice Rohrwacher for Le Meraviglie (på dansk: Mirakler). Det er en moderne fabel om en biavlerfamilie og især den ældste datter Gelsomina, som har taget et stort ansvar for driften af virksomheden.

Med sin poetiske socialrealisme giver filmen et autentisk indblik i et italiensk landmiljø, som er meget fjernt fra moderniteten. Men der er også et magisk lag, som overbevisende væves ind i handlingen. Og så byder Le Meraviglie på billeder, der brænder sig fast på nethinden – som Gelsominas tryllerier med bier i sin mund.

Tredjeprisen, Prix du Jury, må gerne gå til Abderrahmane Sissakos poetiske og politiske Timbuktu, der er et sindsoprivende drama fra en by i Mali, hvor religiøse fanatikere har taget kontrollen og indført strenge, religiøse regler, som de hyklerisk nok selv bryder.

Det var den første film i hovedkonkurrencen, men den gjorde et uudsletteligt indtryk med sine sandørken-billeder (for eksempel drenge, der mimer en fodboldkamp, som er blevet forbudt) og sine skuespilpræstationer. Ibraham Ahmed overbeviser i hovedrollen som Kidane, der ved et tilfælde dræber en fisker og kommer i kløerne på islamiske mørkemænd.

Storslået russisk filmkunst
Prisen for bedste instruktør kan oplagt gå til Andrey Zvyagintsevs Leviathan, som pt. er en del kritikeres favorit til Guldpalmen.

Filmen fortæller om Kolia og hans familie, der kæmper for at bevare deres hus, som befinder sig på en attraktiv location. Da Kolia ansætter en skarp advokat, lægger han sig ud med de lokale magthavere, og hans liv begynder at falde fra hinanden.

Det er russisk filmkunst, når det er bedst: storslået, allegorisk og samfundskritisk. Korruptionen hos de politiske og religiøse magthavere bliver stillet til skue, så man både ler og græder, og hvert eneste billede rummer i sig selv hele historien om et regime, der forpester livet for sine borgere.

Leviathan kan gå hele vejen og vinde Guldpalmen, og det samme gælder mit bud på ”bedste manuskript”, nemlig Nuri Bilge Ceylans Winter Sleep.

Den tyrkiske instruktørs film er ofte gådefulde, men denne gang har han lavet et gådeløst familiedrama, som er inspireret af teatret (Anton Tjekhov). Der bliver stort set talt hele tiden i den 196 minutter lange film, men dialogen er så velskrevet og begavet, at man alligevel bliver draget ind i filmen, der langsomt klæder sin intellektuelle hovedperson – instruktørens alter ego – af til skindet.

Cottilard og Spall
Hovedkonkurrencens sidste to priser gives for bedste skuespilpræstationer, henholdsvis mandlig og kvindelig.

”Bedste kvindelige skuespiller” kunne blive Anne Dorval, men hvis Mommy får Guldpalmen, hvilket vi håber, er hun udelukket fra en pris. For at sprede priser på så mange film som muligt har festivalen nemlig en regel om, at Guldpalme-vinderen ikke kan få andre priser.

Lad os i stedet foreslå Marion Cotillard. Den franske stjerne glider ubesværet ind i Dardenne-brødrenes hverdagsunivers og legemliggør Sandra, der forsøger at overbevise kollegerne om, at de skal give afkald på deres bonus, så hun kan bevare sit arbejde. Dardenne-brødrene har stort set vundet alt i Cannes, men aldrig en pris for bedste skuespil, og det fortjener de i år!

En stærk kandidat til ”bedste mandlige skuespiller” er den uigenkendelige Steve Carells bud på den excentriske rigmand John du Pont, der tager en olympisk bryder under sine vinger i Foxcatcher. Jeg tror imidlertid, at juryen vælger at belønne en anden biopic, Mike Leighs Mr. Turner, der skildrer de sidste år i den romantiske kunstmaler J.M.W. Turners liv.

Turner havde en masse følelser, men var ude af stand til at udtrykke dem verbalt, og Timothy Spall viser os kunsten at grynte sig til en kanonpræstation. Det handler ikke bare om, at skuespilleren har gjort sin research, men i samarbejde med Leigh rammer han simpelt hen Turners sjæl.