Giv Ukraine Guldbjørnen!

At det ikke skal handle om politik, har været et slogan på flere filmfestivaler de seneste år. På årets Berlinale har det føltes som en livsbetingelse. 

Årets åbningsfilm, Tom Tykwers Das Licht, føltes som et dårligt varsel: et udmattende langt, satirisk halvhjertet samfundsportræt om en tysk overklassefamilie i Berlin, der finder en ny samhørighed takket være deres syriske hushjælp og hendes dragende terapilampe. 

Instruktøren bag Lola rennt og Babylon Berlin skøjter rundt om velkendte kriser – fra klimaet til flygtninge – og stikker drillende til magelighedsmenneskets sociale samvittighed. Men han er allermest optaget af at samle publikum til fællessang med Bohemian Rhapsody og et komplet ufarligt budskab om, at vi skal huske at interessere os for hinanden. 

At den film fik ærespladsen i programmet, føltes som et knæfald for de tyske politikere. Man ville ikke risikere den livsnødvendige økonomiske støtte, da tyskerne går til valg samme dag, som festivalen afholder sine sidste visninger. 

Inden for de rammer er det dog lykkedes den nye festivaldirektør Tricia Tuttle at præsentere et alsidigt konkurrenceprogram. Det skuer nok mere indad og bagud end fremad, men giver trods alt jurypræsident Todd Haynes nok at vælge imellem, når han og den øvrige jury i aften skal uddele bjørne af guld og sølv. 

Han indledte festivalen med at erklære krisetilstand, og særligt én film giver mulighed for at komme med et stærkt politisk statement. 

Giv Ukraine en Guldbjørn
Kateryna Gornostai Timestamp er den eneste dokumentar i hovedkonkurrencen. Den lader publikum observere dagligdagen på ukrainske skoler, hvor brave lærere fortsætter undervisningen i raketramte bygninger eller interimistiske lokaler. 

Den observerende tilgang minder om sidste års Songs of Slow Burning Earth, der også lader publikum overvære, hvordan krigen sætter mærker på den ukrainske dagligdag. 

Formen springer rundt i landet med markeringer af, hvor langt denne skole befinder sig fra fronten eller fra grænsen til Rusland. 

Krigen truer. 

Små børn synger sange om fred, ældre lærer at skille et gevær fra hinanden og kaste med granater. Undervisningen afbrydes ofte af luftsirener, så ungerne må gennes ned i sikkerhedsrum, mens lærerne forsøger at distrahere dem. 

Frem for at følge bestemte personer tegner Kateryna Gornostai med Timestamp et tidsbillede af sit hjemland, hvor den næste generation formes under bombardementer med modet i behold. 

Berlinalen har stået resolut på ukrainernes side, siden fuldskalainvasionen fandt sted midt under festivalen for tre år siden. Man lod ligefrem præsident Zelenskyj indlede filmfesten med en tale for to år siden. 

En Guldbjørn ville være et stærkt signal at sende på et tidspunkt, hvor den politiske støtte til Ukraines forsvar flakker. Det vil være på linje med Guldbjørnen til Gianfranco Rosis dokumentar Fire at Sea midt under flygtningekrisen i 2016. 

Det ville også være kunstnerisk berettiget. 

Rumænsk samfundsrevser
Det må også gerne blive til en pris til rumænske Radu Judes seneste omgang samfundssatire, den episodiske Kontinental ’25, som er optaget på en iPhone.

En retsbetjent i storbyen Cluj får akut dårlig samvittighed, efter at en hjemløs mand forurettet begår selvmord. Hun har forsøgt at sætte ham på gaden, så den bygning, han overnatter i, kan ombygges til et luksushotel.

Gennem samtaler med kolleger, venner og familie – der alle vil have den grumme hændelse genfortalt i detaljer – forsøger hun at komme til rette med sig selv, mens hun bliver lagt for had i medierne.

Rade Jude er en eminent samfundsrevser. For fire år siden vandt han Guldbjørnen for den provokerende porno-og-pandemi-fortælling Bad Luck Banging or Loony Porn og har senest leveret den fremragende Do Not Expect Too Much From the End of the World.

Kontinental ’25 spidder på vanligt vittig vis det rovkapitalistiske rumænske samfund, som bliver solgt til højestbydende, mens samfundets udsatte kun udløser et resigneret skuldertræk.

Her udstiller han også absurd-komisk det anspændte forhold mellem det ungarske mindretal og rumænske flertal i Transsylvanien. Området var ungarsk indtil Første Verdenskrig, og det er stadig en kilde til frustrationer i både Bukarest og Budapest.

Det er skarp satire holdt fermt sammen af Eszter Tompa i hovedrollen, og hvis det ikke kan blive til guld – Radu Jude har jo én allerede – må den bestemt kaste en Sølvbjørn af sig.

Kynisk kærlighed
Jeg forestiller mig også en Sølvbjørn til den hårdtslående mexicaner Michel Franco, der efter rørende Memory er vendt tilbage til de brutale dramaer om social ulighed, som han dyrkede i New Order og Sundown.

Dreams udfolder en ulige kærlighedshistorie mellem en ung, talentfuld mexicansk balletdanser og den superrige velgører, der har støttet hans karriere.

Jessica Chastain, der har hovedrollen i Memory, fortsætter sit samarbejde med Michel Franco. Som en glubsk rigmandsdatter har hun viet sit liv til at give farens penge til kulturformål, og hun tænder vildt på tanken om den svedige, adrætte unge mexicaner.

Deres problematiske forhold kommer dog for tæt på, da hendes unge elsker opsøger hende i San Francisco efter at have krydset grænsen illegalt og med livet som indsats. Hun vil gerne knalde, men nødigt ses med ham i offentligheden.

Balletstjernen Isaac Hernández er hjerteskærende i sin første filmrolle som en ambitiøs mand i et miljø, der støder ham fra sig. Deres forhold opsummeres i kontante sexscener og forløses uundgåeligt i en besk tredje akt, der taler direkte til Trumps deportationer af illegale immigranter.

Hyldest til sangskriver
Selvfølgelig kan man også forestille sig, at juryen belønner film, som ikke er en direkte kommentar til verdens gang.

Man kan sagtens forestille sig en instruktørpris til Todd Haynes’ gamle instruktørkollega Richard Linklater, der kommer fra samme Hollywood-uafhængige, independent-tradition som han selv.

Hans fornemt orkestrerede hyldest til sangskriveren Lorenz Hart har Ethan Hawke i en af sit livs glansroller som en knudret mand, der på premiereaftenen for sin gamle skrivemakkers nye musical indser, at livet har passeret forbi ham.

Det er et veltilrettelagt kammerspil, som har fået en varm modtagelse – jeg kvitterede selv med fem stjerner.

På manuskriptfronten kan juryen vælge mellem flere værdige vindere.

Den tyske Was Marielle weiß er en nådesløs ægteskabskomedie, hvor datteren efter at have fået en stiv lussing af en klassekammerat uforklarligt ved alt, hvad hendes forældre laver, når hun ikke er der.

Marielle ser sin mor flirte uhæmmet med en kollega over en smøg i smug og sin far blive patetisk tilsidesat på kontoret, selv om han blærer sig ved middagsbordet.

Ingen af forældrene kan tage deres datters totalovervågning seriøst uden at tabe ansigt, men gradvis driver hykleriet en kile mellem forældrene, hvis ægteskab er blevet holdt kørende af kærlige hvide løgne.

Rose Byrne fortjener skuespilpris
Jeg så også gerne en anden drømmefilm belønnet: Dag Johan Haugeruds Drømme, som er del af trilogien Sex Drømme Kærlighed.

Første kapitel havde premiere på Berlinalen for et år siden, mens sidste kapitel blev forbigået ved prisuddelingen i Venedig. Midterkapitlet taler som de øvrige begavet om køn og identitet, men er mere sprælsk i udtrykket, med flashbacks frem og tilbage i gymnasieeleven Johannes brusende forelskelse i læreren Johanna.

Johanne genfortæller deres forhold som en kortroman. Da hun lader sin bedstemor og mor læse med, vækker hendes første kærlighed bekymring og gamle følelser for generationer af kvinder.

Allerede inden festivalen var gået i gang, havde jeg en favorit til skuespilprisen. Australske Rose Byrne giver sit livs præstation i Mary Bronsteins psykologisk intense komediedrama If I Had Legs I’d Kick You, der sidste måned havde verdenspremiere uden for konkurrence på Sundance-festivalen.

Hun spiller en hårdtprøvet terapeut. Barnet er alvorligt sygt, manden er fraværende, lejligheden er under ombygning, og det manglende overskud får hver nye udfordring til at føles som et overgreb.

Det er en klaustrofobisk fortælling i konstante nærbilleder, der viser terapeuten falde fra hinanden, mens omverdenen trænger sig chikanerende på.

Alternativt kunne Marie Leuenberger snuppe skuespilprisen for rollen som en ny mor, der mistænker, at hendes apatiske barn er blevet forbyttet ved fødslen.

Er det et komplot eller en fødselsdepression?

Den østrigske instruktør Johanna Moder lader dirigenten Julia rende lukt ind i alle de forventninger til forældreskabets lyksaligheder, som hun ikke kan leve op til. Imens hendes barselsvikar rager stadig flere af hendes koncerter til sig.

Claes Bang udgør også en vagt truende skikkelse gennem filmen som en fertilitetslæge, hvis omsorg begynder at føles omklamrende. Handlingen stikker af hen imod slutningen, men Marie Leuenberger følger imponerende manuskriptet ud i alskens paranoide krinkelkroge.