Glæden ved Gasolin’

På en måde har Anders Østergaard vidst det siden midten af 80'erne, da han var tyve år: At han gerne engang ville lave en film om en af dansk rockmusiks allerstørste skatte, Gasolin'. 

"Jeg havde en lyst til at sætte billeder på nogle af deres sange. Mine tanker om det har ikke været bevidste, men jeg troede på, at der var noget andet i stoffet ud over nostalgi. At der var en dynamisk menneskehistorie, som rækker ud over those were the days."

Den 10. marts kan Anders Østergaards Gasolin'-historie ses i biograferne, og det er blevet en helt anden film end hans foregående Tintin og mig (2004). Både i formsprog og indhold var Tintin og mig en eksperimenterende dokumentarfilm. Med den henvendte den danske filmmager sig til et internationalt publikum. Historien i Gasolin' fortælles mere ligetil og vil først og fremmest interessere et dansk publikum. Sandsynligvis et stort dansk publikum, eftersom Gasolin' har status som mere end bare et band. Som Anders Østergaard siger, er det lidt med Gasolin', som det er med Olsen-Banden. De er symbol for et dansk fællesskab af en art:

"Især deres tidlige plader har en grundstemning, som er et omdrejningspunkt for mig. De har den dér fornemmelse af efterfest eller blå mandag oven på 1960'erne. De er lavet i de tidlige 70'ere, hvor den første uskyld er røget. I 60'erne talte man om at lege med stoffer. I begyndelsen af 70'erne er de første narkomaner dukket op, og de er blevet til et socialt problem. Gasolin' dukker op som nogle, der stadig har en kæmpe energi og en uskyld, som de prøver at bevare. Langebro, Snehvide og andre af deres sange har den dér lidt forkomne, men også håbefulde stemning, som jeg synes er meget bevægende."

Musikken er drivkraft
Anders Østergaards Gasolin' drejer sig især om årene op til og under gruppens dannelse. I de første tre fjerdedele af filmen spiller deres søgen efter identitet en stor rolle. Sangeren Kim Larsen, guitaristen Franz Beckerlee, bassisten Wili Jönsson og i mindre omfang også gruppens første trommeslager Bjørn Uglebjerg (den anden var Søren Berlev, som også er med i filmen) spørger sig selv, hvem de er, og hvad de skal være sammen om.

Anders Østergaard kategoriserer nødigt sine egne film i genrer. Men skal han absolut gøre det, kalder han Gasolin' en biografi og en musikfilm. Den minder mindre om Tintin og mig end om Østergaards seks år gamle Troldkarlen, der handler om den svenske jazzpianist Jan Johansson. "I Trold-karlen var musikken det drivende element, og det er den i høj grad også i Gasolin'. Jeg startede med at klippe dialog og musik, inden jeg tog stilling til billederne overhovedet. Musikken er ikke bare et baggrundstapet. Numrene har en dramatisk funktion fremad. I perioden, hvor gruppen ledte efter sin identitet, har musikken også en spejdende karakter."

Hver for sig fortæller Kim Larsen, Franz Beckerlee og Wili Jönsson, hvilken baggrund de har og hvordan Gasolin' udviklede sig. De enkeltes personlige historier fortælles af dem selv. Taleafsnittene er korte, men præcist vinklede i forhold til, hvordan Anders Østergaard ser de enkelte medlemmer af Gasolin'. 

"Det er måske en banal tanke, men jeg tror virkelig på, at vores personligheder bliver dannet i de første tre år. At vores allerførste relationer er af afgørende betydning. Det ville være unaturligt for mig at springe det over. Derfor var det også med Gasolin' vigtigt for mig at give en fornemmelse af, hvor de kom fra og dermed også, hvordan de blev til dem, de var."

Franz Beckerlee fik ingen kærlighed hjemme og måtte søge erstatning i andre fællesskaber. Kim Larsen fik fyldt godt på med kærlighed hjemme, men måtte lære sig selv, at det gælder om at turde, selv om man er bange. Wili Jönssons barndom var kærlig og harmonisk. De tidligt dannede personlighedstræk og barndommens vilkår har præget de mennesker, der finder sammen i Gasolin'. Og det præger dem stadig, når man i filmen hører dem fortælle om Gasolin' mere end 25 år efter den aften i 1978, hvor gruppen spillede sin sidste koncert.

"Kim er den kloge tumling med de skøre ideer. I kontrast til ham er Franz et meget mere metodisk, forberedt og studeret menneske. Franz har sat sig ind i tingene, men har det måske ikke så let med de pludselige åbenbaringer, som Kim har. Kim er klovnen, især i gruppens tidlige fase, men han har jo fat i et eller andet, som de andre ikke har. Det er en vigtig pointe, at det geniale tit kan gemme sig bag det, der virker lidt enfoldigt og ikke er, som vi er vant til. Mellem polerne Franz og Kim befinder mægleren Wili sig. Han er den, der skaber balancen."

Ud over Langebro
Det er et afgørende punkt i Gasolin's historie og også i filmen, da Kim Larsen begynder at synge på dansk. Det er her, Gasolin' finder sin identitet, og man mærker forløsningen, da Kim Larsen synger "hvis du tør, så kom med mig" og de andre linjer i Langebro, mens man ser Gasolin' slæbe en trækvogn over broen mellem indre by og gruppens hjemkvarter Christianshavn. Gasolin' på Langebro er en rekonstruktion, som Anders Østergaard ikke ville undvære:  

"Man skal lave mange hundekunster for at få rekonstruktioner til at fungere, og det er noget, jeg stensikkert får hug for at have gjort. Men jeg synes, det ville være småligt at undvære dem blot for at leve op til en eller anden dokumentarisk hædersforestilling."

Før Anders Østergaard har flere andre forsøgt at lave en film om Gasolin'. De projekter er strandet. Da Anders Østergaard tog kontakt til musikerne, hjalp det ham, at han i forvejen havde et tillidsforhold til Kim Larsen, som han tidligere havde arbejdet sammen med. 

"Derefter begyndte jeg at snakke med Franz Beckerlee. Han kunne godt lide Tintin og mig, og da vi havde nået en forståelse, vidste de alle sammen, at jeg ikke var nogens mand frem for andres."

Man kunne godt forestille sig en anden slags musikfilm om Gasolin' end den, Anders Østergaard har lavet. Nogle ville vælge at interviewe flere personer omkring gruppen for at få deres mening. Andre ville gøre mere for at sætte Gasolin's musik ind i en musikhistorisk sammenhæng. Anders Østergaard har lavet den Gasolin'-film, han havde lyst til at lave. 

"Jeg tror, man kan mærke, hvor meget subjektiviteten og engagementet hænger sammen. At der ligger en kærlighed i det. At jeg lever mig ind i det og har en form for hengivenhed til deres projekt. Det betyder ikke, at jeg vil giftes med dem i morgen. Men det betyder, at der er en empati, og det er der også i mine andre film. Når man ser mine film, skal man have en følelse af, at man kommer ind i andres sind. At man oplever, at man er i en andens liv."

Gasolin' har premiere 10. marts og anmeldes i Ekko #32.