Nyhed
09. juli 2020 | 10:44 - Opdateret 11. juli 2020 | 12:27

Glee-stjerne forsvundet på åben sø

Foto | Fox
Naya Rivera (tv.) og Lea Michele synger af fuld hals i Glee, en populær amerikansk serie med seks sæsoner fra 2009 til 2015.

Skuespilleren Naya Rivera er forsvundet på Lake Piru i Californien, mens hendes søn er fundet i live i en lejet sejlbåd.

Af Claus Christensen

”Bare os to,” står der på et opslag på Naya Riveras Instagram-konto.

Den 33-årige skuespiller lejede sammen med sin fireårige søn onsdag eftermiddag en sejlbåd på Lake Piru i Ventura County i Californien.

De lejede båden omkring klokken 13, og tre timer senere fandt en anden sejlende i området båden med sønnen, der var iført redningsvest og stadig i live.

Politiet fandt sønnen i live i båden med redningsvest på. Ved siden af ham lå en voksen redningsvest.

Der er blevet foretaget en stor eftersøgning i området med helikoptere og dykkere. Eftersøgningen er stoppet, da det er nat i Californien, men den vil blive genoptaget, når det bliver morgen.

Flere dødsfald
Naya Rivera er aktuel i YouTube-serien Step Up, men hun er mest kendt for musicalserien Glee, hvor hun fra 2009 til 2015 spillede den lesbiske cheerleader Santana Lopez.

En anden af seriens skuespillere, Corey Monteith, døde i 2013 af en overdosis, blot 31 år gammel. Han var kæreste med seriens absolutte stjerne, Lea Michele, der er blevet kritiseret for dårlig opførsel under optagelserne af andre skuespillere fra serien.

I 2018 begik Mark Salling, der spiller Noah ”Puck” Puckerman i serien, selvmord. Han var blevet taget i at besidde børnepornografi.

Politiet formoder også, at Naya Rivera er død. Og hvis hun er druknet, er det ikke første gang, at det sker i Lake Piru.

I 90’erne druknede flere mennesker i søen, hvor der er dårlig sigtbarhed i vandet. Så sent som i 2008 døde en mand, efter at han havde reddet sin syvårige datter, der var faldet i vandet.

Åbningssekvens: Glee sæson 3

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko