Dag 3: Stadig spark i gamle glamrockere

Edgar Wright instruerer dokumentarer, som han instruerer spillefilm: ned til mindste detalje. 

Portrætfilmen The Sparks Brothers er et uforfalsket og begejstret nørderi om Sparks. Duoen, der består af brødrene Ron og Russell Mael, er en sand genrekamæleon. 

Sparks er fulgt med tiden på respektfuld afstand af mainstream, siden de brød igennem som glamrockere for fuld udblæsning i starten af 70’erne. 

Forsangeren Russell lyser op på scenen med sin energiske optræden, sine brune krøller og operafalset, mens sangskriveren Ron har et uigennemtrængeligt stenansigt og et frimærke af et overskæg. Deres scenekunst er manieret og outreret. Deres look er excentrisk og storladent. Og deres tekster gerne alvorlige, men med et glimt i øjet. 

Vi får rig lejlighed til at studere dem begge, når karrieren gennemløbes over 140 minutter – fra den californiske barndom i 1950’erne til deres seneste album og kommende filmsamarbejde med Adam Driver og Leos Carax, instruktøren af Holy Motors. 

Edgar Wright er kendt for sin gennemkoreograferede stil og visuelle jokes i film som Shaun of the Dead, Hot Fuzz og Baby Driver. Han tager stilen med sig i sin første dokumentar. Den blander unikt materiale med et komisk overskud og en visuel fortælleiver, der matcher bandets utæmmelige energi perfekt. 

Hvor ville jeg gerne have set The Sparks Brothers sammen med et publikum! Man går opløftet fra den med hovedet fuldt af historier og gode sange. 

Raser mod naturen
Når skuespillere træder om bag kameraet, kan man godt frygte, at det er for at give sig selv en glansrolle. 

Og det er også til dels tilfældet i Robin Wrights instruktørdebut Land, hvor hun spiller den traumatiserede kvinde Edee, der lægger storbyen bag sig for at leve i en skovhytte i Wyomings bjerge uden elektricitet eller rindende vand. 

Hun raser mod elementerne, og forsøger at vænne sig til at hente vand fra en bæk, skide på das, dyrke afgrøder til vinteren uden at have et supermarked i nærheden. Udsigten er spektakulær, men livet i bjergene er nådesløst, og hun kaster sig ud i det med livstræt fandenivoldskhed. 

Enten lærer hun at overleve, eller også dør hun af sult. Begge dele passer hende fint. Sorgportrættet er bydende, ikke mindst fordi den højdramatiske natur leverer et storslået bagtæppe, som man aldrig bliver træt af at se på. 

Hvad Edee egentlig flygter fra, står længe uklart, men hun finder tilbage til en kerne af livslyst, da en venlig nabo (Demián Bichir) redder hende fra at dø i vinterkulden. Han nærmer sig hende forsigtigt og respektfuldt, men de etablerer et rørende venskab. 

Vildnisset kan lære fra sig på inspirerende vis. Det så vi også i Into the Wild, Wild, A Walk in the Woods, Mod naturen og mange flere. Det største problem i Land er, at Robin Wright ikke finder en ny vej ind i den historie. 

Fædres ret til rugemor
Sundance-festivalen har altid brændt for social retfærdighed og for film, der sætter samfundets problemer til debat. 

Together Together slår et slag for singlemænds ret til børn med en platonisk komedie om midaldrende Matt og hans unge rugemor Anna. 

Han er parat til en ny fase i sit liv, og da der ikke er nogen partner på bedding, vil han gå distancen alene. Hun savner også indhold og vil bruge pengene til at få sig en uddannelse. 

Annas liv er gået let, men støt ned ad bakke, siden hun bortadopterede efter en teenagegraviditet – noget hendes familie aldrig har tilgivet hende for. Så hun er parat til at tage imod nogle faderlige råd, og Matt er mere end parat til at dele ud. 

Det er en akavet komedie, Nikole Beckwith har stykket sammen, men den trykkede stemning giver sjældent anledning til mere end et let tic ved smilebåndet. Det meste af tiden får stemningen lov at hænge, mens skuespillerne skærer grimasser eller ruller med øjnene. 

Det sidstnævnte er Patti Harrison meget dygtig til, og hun får rig lejlighed til at demonstrere det over for den overbærende og tit grænseoverskridende Matt. Ed Helms lægger for mange bånd på sig selv i rollen. Vi får en sprække til hans talent et sted mellem alle de billige onkelvitser om graviditet og børneforberedelse, men ikke meget mere. 

Det er en tilforladelig sag til en søndag aften, men lur mig, om ikke den er glemt igen mandag morgen. 

Træer, træer, træer
Det er ikke emnet, der er problemet med Together Together. Nogle gange sniger der sig bare film med i hovedkonkurrencerne, hvor man kan mærke programplanlæggernes idealisme kæmpe mod deres dømmekraft. 

Det gælder for eksempel i den georgiske dokumentar Taming the Garden, som handler om mænd, der graver træer op, og om de landsbyboere, der har solgt dem træerne. 

De smukke, stolte gamle bøgetræer, kastanjetræer og egetræer har vokset i lokalsamfundet i generationer, men nu fragtes de til den tidligere premierministers private have. 

Det gør filmen til et anklagende portræt af, hvordan konsekvenserne af korruption på landsplan siver ned gennem samfundet og aflejrer sig hos landsbyernes fattige, der må sælge ud af noget, som burde være alle forundt. 

Men den pointe må man læse sig frem til på Sundance-festivalens hjemmeside. 

Salomé Jashis umådeligt dvælende film er rent observerende og gør intet knæfald for publikum. Filmen går i tomgang og kunne lige så vel have været en fotoudstilling. Man behøver ikke se mange minutlange indstillinger af træer, før man har fået rigeligt. 

Guderne må vide, hvad Taming the Garden laver i så stor en konkurrence.