God og dårlig sex i Berlin

Emma Thompson ligner én stor undskyldning for sig selv, da hun som den pensionerede skolelærer Nancy byder en sexarbejder velkommen på sit hotelværelse.

Unge Leo er høj, flot og veltrænet. Han spilles af Daryl McCormack, der er i spil til at blive den næste James Bond.

”Jeg har altid skammet mig over min krop. Min mave, mine hofter – mine bryster, der er sunket ned til navlen,” siger Nancy.

Hun har aldrig haft en orgasme. For hende har sex altid været en pligt, hun måtte lægge krop til.

I sit ægteskab vidste hun, at det var den tid, når hendes mand gik i seng uden at tage sin pyjamas på. Så fulgte hun efter, han kravlede op, og når han var færdig, fik hun et godnatkys. På panden.

Nu er han død. Og Nancy har besluttet sig for at opleve, hvad hun er gået glip af.

”Der går nonner rundt med mere seksuel erfaring end mig,” siger hun frustreret. Og Leo er en perfekt træningspartner. Forstående, høflig, intelligent og diskret.

En generation foran
Good Luck to You, Leo Grande er en skarp sexkomedie, som engelske Sophie Hyde har instrueret baseret på et manuskript af komikeren Katy Brand.

Filmen er båret af vittige replikskifter og veloplagte præstationer af de to hovedrolleindehavere. Med få undtagelser udspiller handlingen sig på hotelværelset, hvor Leo forsøger at berolige Nancys sitrende nerver.

Han er en generation eller to foran hende, hvad angår seksuel moral. For ham handler det alene om nydelse, om at sprede glæden ved god sex.

Én klient vil have, at han sniger sig forsigtigt ind og tager hende så hurtigt, som han kan. En anden kunde vil have ham til at tage et kattekostume på og bare gå rundt og ignorere ham.

Ældste klient var 82 år gammel, siger han. ”Okay, nu har jeg det bedre,” griner Nancy lettet.

Emma Thompson brød igennem i samme generation som Kenneth Branagh og Hugh Laurie. Hun har vundet Oscars for at spille og skrive lødige klassikerfilmatiseringer, og hun står for respektabel engelskhed, hvor vittigheder går hånd i hånd med god dannelse og varme smil på stive overlæber.

Good Luck to You, Leo Grande hylder en ny tids sexpositivisme. Og det er skæppeskønt at se, hvordan den snerpede skolelærer, der engang skosede pigerne for deres korte skørter, lærer at overgive sig til sine inderste lyster.

Det er også en modig præstation, når filmen i sine sidste, ublu billeder slår et slag for helt almindelige menneskers nøgenhed og sexlyst.

Ungdommens gnist
Good Luck to You, Leo Grande er én af tre film om kvinder, Berlinalen har arvet fra den amerikanske Sundance-festival.

Den klejne kærlighedskomedie A Love Song fortæller med Wes Anderson’sk krukkethed om at finde kærlighed i en sen alder.

Her har Dale Dickey, hvis furede ansigt man kan fortabe sig i, en sjælden hovedrolle som en ensom kvinde, der år efter sin mands død forsøger at finde tilbage til den gnist, hun som teenager havde med klassekammeraten Lito.

De skal mødes ved bredden af en bjergsø, hvor hun overnatter i sin campingvogn. Inden da støder hun på andre campinggæster, som hver især bærer rundt på en skæv historie.

Det er en sød film, men der er mere spark i Call Jane, et autentisk abortdrama, som var i hovedkonkurrencen både på Sundance-festivalen og Berlinalen.

Fald ned ad trappen!
Gravide Joy er hjemmegående husmor i det mondæne forstads-Chicago sidst i 1960’erne. Her får hustruerne hverdagen til at gå med sladder, cocktails og depressionspiller, mens deres mænd er på arbejde.

Da Joy oplever komplikationer under graviditeten, der kan blive fatale for hende, møder hun en mur af korslagte arme. Den forstokkede hospitalsbestyrelse lader hende hellere løbe risikoen end at give dispensation til en abort.

”Bare fald ned ad trappen. Det virkede for mig,” siger en sekretær.

Da Joy endelig finder vej til en skummel abortklinik, får hun alligevel kolde fødder. Men finder så en spiseseddel udenfor: ”Gravid? Ængstelig? Få hjælp – ring til Jane!”

Joy får kontakt til det historiske Jane Collective, der hjalp tusindvis af kvinder med at få en sikker abort, før den amerikanske højesteret sikrede retten til fri abort i 1973.

Den ret er i dag under pres. Ikke blot i USA, hvor konservative stater som Texas har så godt som bandlyst aborter, men også i Øst- og Centraleuropa.

Man forstår det signal, filmfestivalerne vil sende ved at vælge en film som Call Jane, der er skrevet og instrueret af Phyllis Nagy, kendt som forfatteren bag Todd Haynes’ Carol.

Elizabeth Banks er bundsympatisk i sin bedste hovedrolle til dato, mens Sigourney Weaver giver hende veloplagt modspil som Virginia, den radikale stifter af kollektivet.

Det er en morsom og dramatisk velsmurt hyldest til abortkampens foregangskvinder, men ikke en film til tiden. Ved at fokusere på historiske sejre risikerer man at underkende de nutidige udfordringer.

Terapeutisk sommerlejr
Canadiske Denis Côté er en poetisk provokatør med fokus på den æggende stemning snarere end den gode historie.

Sidste år vandt han på Berlinalen en instruktørpris for den filosoferende sædekomedie Social Hygiene, hvor en række kvinder udskammer en kvindebedårer.

I årets That Kind of Summer følger han en trio af hyperseksuelle unge kvinder på en månedlang terapeutisk sommerlejr. Her taler de om deres seksuelle tvangstanker og baggrunden for deres tilsyneladende umættelige begær.

Målet er at forstå – ikke kurere – dem, som kursets initiativtager understreger. Hyperseksualitet er ikke en sygdom, selv om de tre kvinders liv i foruroligende grad er behovsstyrede.

Intense Léonie blev misbrugt af sin far som barn, hvad der som voksen har givet hende smag for anonym gruppesex og hård bondage. Eugénie tegner smukke skitser, når hun ikke højlydt onanerer, og hun plages af ekstreme, seksuelle tvangstanker.

Sexarbejderen Gaëlle er den mest kontrollerede af de tre, selv om hun også er den mest udfarende. Dårligt har hun pakket kufferten ud, før hun prøver at forføre socialpædagogen Sami, den eneste mand i et hus fuldt af kvinder.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare dem, at jeg bare er vild med pik,” griner hun.

Fanget i begæret
Denis Côté udfolder sin historie i samtaler mellem kvinderne og kursets vikarierende leder, en tysk akademiker, der selv har en rem af huden.

Kameraet trænger sig på, efterhånden som de taler ud om traumer og fantasier i dirrende scener, der tåler sammenligning med den seksuelle bekendelse i Ingmar Bergmans Persona.

Skuespillet er overrumplende godt med flossede kanter af selvbedrag og sublimering. Ingen af kvinderne har det godt. Man fornemmer, at deres sociale liv udelukkende involverer folk, de har sex med.

Spørgsmålet er, hvad opholdet – og filmen – skal udmønte sig i. Der er ingen heureka-øjeblikke. Kvinderne forbliver gådefuldt utilnærmelige, fanget i deres egen dysfunktion.

Det er en pointe i sig selv.

That Kind of Summer slår et slag for filmkunsten som et empatisk undersøgelsesapparat uden forventning om, at man når nogen erkendelse.