Dag 4: Godards bombe på festivalen

Jeg ved, hvem der placerede den suspekte taske i Salle Debussy, som fik festivalledelsen til at slå terroralarm og evakuere området, mens tasken blev undersøgt.

Det gjorde Jean-Luc Godard, fransk films evige provocateur.

Det var ham, der i 1968 var med til at få lukket Cannes-festivalen i solidaritet med studenteroprøret og andet godt. I dag, 49 år senere, var motivet personligt og mere enkelt: at stoppe visningen af Le redoutable, en biopic om, ja, Jean-Luc Godard.

”Tåbelig, tåbelig idé,” har 86-årige Godard sagt om filmprojektet.

Missionen var tæt på at lykkes, og på den røde løber for øjnene af hundredvis af journalister, der utålmodigt ventede på at komme ind i biografen, mindede festivalens rådvilde ledere én om Triers udødelige replik fra Antichrist: ”Chaos reigns.”

Det må have moret den gamle filmterrorist.

Le redoutable vender jeg tilbage til senere i dagens dagbog, men lad mig begynde med begyndelsen på en ren fransk filmdag.

Seinen er blodrød
Robin Campillos 120 battements par minute er et dokudrama om aktivistgruppen Act Up-Paris, der i 1990’erne forsøgte at råbe myndighederne op i kampen mod aids.

Vi oplever gruppens mere eller mindre fantasifulde aktioner, og vi kommer tættere på et par af aktivisterne. Men især overværer vi gruppens plenumdiskussioner. Det leder tankerne hen på den franske Guldpalmevinder Klassen, som Robin Campillo da også er medforfatter på. Men fransk film har altså en svaghed for det kollektive demokrati i arbejde.

Debatten går naturligvis på, om man skal gå blødt eller hårdt til magthaverne. Sean (Nahuel Pérez Biscayart) hører til de militante, og det er der en god grund til, for han har aids og kæmper mod uret.

Filmen byder på følsomme sexscener mellem mænd, som synes at være inspireret af Adèles liv, og den håndholdt-realistiske stil brydes indimellem af poetiske billeder som Seinen farvet rødt af blod. Slutningen, hvor gruppen siger farvel til deres døde ven, er på en gang prosaisk og sakral.

I mine øjne er filmen med sine 140 minutter mindst en halv time for lang, og den politiske kritik af datidens myndigheder og medicinalindustri virker ufarlig i dag.

Filmens største kvalitet er at være et livsbekræftende dokument over en dødsmærket epoke, og den vil især røre dem, der var en del af miljøet dengang. Findes der tilstrækkeligt af dem i juryen, kan 120 battements par minute vinde Guldpalmen.

Et ansigts historie
Agnés Varda og JR’s Visages villages vises på festivalen uden for konkurrence, og den er – typisk for Varda – et filmessay, der er fyldt med varme og humor, poesi og visdom.

”Ethvert ansigt fortæller en historie,” siger Varda, og med det motto drager den 88-årige instruktør ud i det franske land sammen med den 33-årige fotograf JR.

På vejen tager JR en række portrætter, som han printer i kæmpeformat og hænger op på bygninger som en slags gadekunst. Det er en hyldest til hverdagens helte: landmanden, postbuddet, havnearbejderne, som Varda taler med undervejs.

Det er rørende at se enken få billedet af sin afdøde mand op på husets facade, men mest bliver filmen et portræt af Varda og hendes tørre humor. Hun er således ikke bange for de øjeninjektioner, hun jævnligt skal have foretaget, fordi hun bare tænker på Bunuels Den andalusiske hund, hvor et øje som bekendt skæres over med en ragekniv.

Godard er ikke hjemme
Tiden spiller ofte en rolle i Vardas film, og i Visages villages ser hun både frem og tilbage.

Døden tager hun roligt, for som hun siger: ”Så er det det.”

Hun erindrer vemodigt sin afdøde mand, instruktøren Jacques Demy, mens JR tager et billede af en ung kvinde med en paraply som i Demy-værket Pigen med paraplyerne. Og selvironisk genopfører hun i rollestol Anna Karinas løbetur gennem Louvre i Bande a part (1964), som er instrueret af vennen Jean-Luc Godard.

Netop Godard er udset til at slutte filmen, for han inviterer hende og JR til sit hus i Rolle i Schweiz. Men da de kommer til aftalt tid, er den excentriske instruktør ikke hjemme, eller også gemmer han sig inde bag de lukkede skodder.

”Mange tak for mangel på gæstfrihed,” lyder det såret fra Varda, mens JR diplomatisk foreslår, at den gamle ræv nok bare bevidst spænder ben for fortællingen i deres film.

En mesters forvandling
At Godard er en mand, som ikke giver ved dørene, bliver bekræftet i Le redoutable, som vises i hovedkonkurrencen.

Den er baseret på Anne Wiazemskys biografi Un an aprés og handler om hendes forhold til Godard i perioden omkring Kineserinden (1967), hvor instruktøren afskriver sine mesterværker og gør filmkunsten til et redskab i revolutionskampen.

Le redoutable er alt, hvad Godard hader: romantisk, munter, sammenhængende, mainstream, og den tegner et alt andet end flatterende portræt af ham: egoistisk, jaloux, besidderisk, virkelighedsfjern, megalomanisk.

Tilmed bruger Michel Hazanavicius, der vandt en Oscar for genistregen The Artist, Godards innovative filmsprog – ultranære billeder, abrupt klipning, illusionsbrud – som en gimmick.

De franske kritikere hader filmen, men den er faktisk interessant som en førstehåndsberetning om Godard, da han forvandlede sig fra en af verdens førende instruktører til en excentrisk eksistens på avantgardens overdrev.

Film uden publikum
Han mistede jordforbindelsen og blev besat af myten om sig selv, som han for enhver pris forsøgte at flygte fra. Han helliger sig den politiske kamp, men i de unges øjne er han allerede et gammelt fjols.

Han begriber ikke, at Anne til sidst forlader ham, men det forstår vi så sandelig godt. ”Jeg tilgiver ham ikke,” siger hun, efter at han har forsøgt at få det sidste ord i parrets skænderi ved at begå selvmord.

Det er en tragedie fortalt som en komedie, ofte ret morsom og indimellem spiddende satirisk. Som når Godard siger, at hans politiske film i fremtiden skal være uden en instruktør, et manuskript og skuespillere, hvorefter en kollega tørt tilføjer: ”Og uden publikum.”

Louis Garrel udleverer modigt og muntert den store auteur og har tilmed overskud til selvironi. ”Jeg er ikke Godard. Jeg er en skuespiller og ikke en særlig god skuespiller,” som han siger i en af filmens metareplikker. Stacy Martin (Nymphomaniac) gør det ligeledes glimrende som den unge beundrer, der langsomt vokser ud af mesterens skygge.

Le redoutable er nok for letbenet og pasticheagtig til at vinde fine priser, men det var en underholdende afslutning på dagens franske filmopvisning.