Interview
02. juli 2013 | 16:50

Gode råd til Zentropas Kina-eventyr

Foto | Sujato Louisa Wassileffsky
"Kineserne havde nok forventet et møde, som de er vant til med amerikanerne, hvor de bare skal nikke og lytte," siger Lian Yang om Zentropas møde med de kinesiske filmbosser.

Zentropa vil lave en romantisk komedie til det kinesiske marked. Producer Lian Yang bifalder tilgangen – og advarer mod, at man laver en ”hvid mand redder gul mand”-historie.

Af Jacob Ludvigsen

Zentropa satser nu hårdt på det kinesiske marked og er allerede langt med forhandlingerne om et konkret, dansk-kinesisk filmprojekt: en romantisk komedie inspireret af H.C. Andersens eventyr.

Det skriver Berlingske i dag.

I februar stiftede Zentropa datterselskabet Zentropa China, som nu forhandler med tre forskellige kinesiske producenter om, hvem der skal gå videre med projektet, der er tænkt som en blockbuster til det kinesiske marked.

”Vi tager udgangspunkt i nutidens Beijing og oplever, hvordan en ung pige, en sand ’Ugly Betty’, får et stipendiat og mulighed for at komme til Odense for at skrive sit speciale i H. C. Andersens eventyr,” fortæller direktør for Zentropa China, Rikke Ennis, til Berlingske.

”I Odense sker der ting og sager, og hun dykker for alvor ned i en magisk eventyrverden, hvor hun kommer ud på den anden side som et nyt menneske, der tør tro på sig selv. Den læring tager hun med sig til Beijing og er klar til at erobre verden – og ikke mindst kærligheden,” fortsætter hun.

Første spadeskridt til udviklingen af filmen blev taget på en researchtur for et par måneder siden, hvor Rikke Ennis rejste til Beijing med en lille gruppe filmfolk, heriblandt Nordisk Films øverste direktør Allan Hansen.

Forventede amerikansk tilgang
Med på turen var også Lian Yang, der tilbragte de første ni år af sit liv i Kina og netop er udklækket som producer fra Den Danske Filmskole.

Ekko har tidligere beskrevet, hvordan Lian Yang vil sende dansk film til Kina. Og produceren er da også positiv over for Zentropas tilgang til projektet.

”Det er en god konstellation, at Zentropa etablerer sig med et seriøst projekt og med Trust Nordisk (Zentropa og Nordisk Films fælles salgsselskab, red.) og Nordisk Film i ryggen. Jeg har oplevet flere gange, at et selskab har en god ide, men ikke følger det op med eksempelvis kapital og erfaring,” siger han.

Lian Yang var konsulent for Rikke Ennis og holdet under turen i Kina, og han oplevede, hvordan kineserne blev overraskede over danskernes væremåde under møderne.

”De havde nok forventet et møde, som de er vant til med amerikanerne: At de bare skal nikke og lytte, mens amerikanerne dikterer. Men pludselig gik det op for dem, at de også havde noget at sige – at danskerne gerne ville høre om deres ekspertise på markedet. Det havde de ikke prøvet før, fortalte de mig.”

H.C. Andersen fast pensum
Lian Yang mener, at H.C. Andersen-vinklen har stort potentiale for et kinesisk publikum, da eventyrforfatteren er pensum for alle folkeskoleelever i Kina.

”Det er et utrolig stærkt brand, som giver en kolossal fordel,” siger han.

Ifølge Berlingske leder Zentropa lige nu efter en dansk manuskriptforfatter, som skal arbejde tæt sammen med en kinesisk kollega. Men kan en dansker overhovedet skrive humor, som appellerer til kineserne?

”Lige i det her projekt, hvor udgangspunktet er H.C. Andersen, er det godt med en dansk indfaldsvinkel. Men det er også altafgørende at få en kinesisk vinkel på. Det bliver meget svært at slå an derovre, hvis vi bare gør, som vi plejer,” advarer Lian Yang.

– Det kan jo på overfladen lyde som en historie om en kinesisk pige, der rejser fra triste Kina for at blive et bedre menneske i Danmark. Ser du nogle kulturelle faresignaler dér?

”Det er helt klart en faldgrube at lave en arketypisk ’hvid mand redder gul mand’-historie. Det afkoder kineserne lynhurtigt, og så falder filmen igennem. Det har man set med Christian Bale-filmen The Flowers of War og Kærlighedens slør med Edward Norton og Naomi Watts. Men Zentropa er jo heldigvis dygtige til at lave gode karakterdrevne historier.”

Skype fra Filmbyen ikke nok
– Er der andre faldgruber, du vil advare Zentropa mod?

”Den største udfordring bliver at tolke situationerne i dialogen med kineserne rigtigt. Kineserne er meget hierarkiske i deres kultur, og når en chef for eksempel ringer til anden chef, forventer de at få løst problemerne med det samme.”

”Jeg håber, at den person, der skal repræsentere Zentropa i Kina, har forståelse for den kinesiske kultur. Hvis man sender én, der ikke er forberedt, kan det gå grueligt galt. I Kina kan man ikke bare tage det, som det kommer. Man er nødt til at være ekstremt godt forberedt.”

– Kunne den person være dig?

”Jeg kan jo rigtigt godt lide at være konsulent og arbejder for at få hele branchen til Kina snarere end bare et enkelt selskab. Men jeg vil selvfølgelig gerne tilbyde min viden. Og så håber jeg, at Zentropa etablerer sig fysisk i Kina. Man kan ikke rigtigt lave en co-produktion i Kina ved at skype fra Filmbyen.”

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko