Godmodig og ufarlig krigssatire

Væggen er skabt af atomer. Generalmajor Albert Stubblebine III er skabt af atomer. De to må kunne flettes sammen. Men trods hans ihærdige bestræbelser er det endnu ikke lykkedes generalen at gå ind i nabolokalet uden at bruge døren.

Synet af hærens bryske efterretningschef, der spæner målrettet imod væggen blot for at ramme den med næsen først, udgør det særdeles effektive anslag til både bogen og filmen The Men Who Stare at Goats.

Hændelsen er utroligt nok autentisk. Og der sker såmænd endnu mere vanvittige ting i Jon Ronsons faktuelle bog, som filmen har ladet sig inspirere af.

Langhårede krigermunke
Den britiske skribent fik i 2003 nys om et tophemmeligt, skrinlagt militært projekt, da han interviewede mentalisten Uri Geller — tidligere kendt som manden, der stirrede på skeer.

Geller påstod, at han i 1980’erne var ansat af den amerikanske hær som konsulent for First Earth Batallion. Et langhåret reservat af "krigermunke", der i Vietnam-rædslernes kølvand søgte ublodige metoder at møde fjenden med. I deres pensum indgik tankelæsning, teleportering, usynlighed og — ikke mindst — kunsten at stoppe en geds hjerte ved at glo tilstrækkelig intenst og længe på dyret.

”Who would want to screw around with an enemy that could do that?” ræsonnerede Stubblebine over for Ronson, da journalisten forfulgte historien og afdækkede en sorthumoristisk guldgrube af absurditeter.

Reaktiveret, synsk spion
I filmen er Jon Ronson blevet til Bob Wilton (Ewan McGregor), en ikke alt for kvik provinsreporter, der reagerer som så mange andre svegne mænd gennem tiden, da konen vrager ham for hans redaktør. Han drager i krig for at bevise sin maskulinitet.

Strandet i Kuwait uden en plan hægter han sig på landsmanden Skip (George Clooney), der er ”noget i skraldespandsbranchen”. I virkeligheden er han Lyn Cassady, tidligere stjerne blandt de synske spioner og nu reaktiveret for at opspore new age-delingens grundlægger, Bill Django (Jeff Bridges), der er forsvundet et sted i Irak.

På roadtrip gennem ørkenen mindes Cassady, hvordan hans skjulte mentale talent blomstrede under Djangos kærlige vejledning. Og han harmes over, hvordan kynikeren Hooper (en giftig cameo af Kevin Spacey) slangede sig ind i Paradiset for at sabotere drømmen og vende vrangen ud på ideerne.

Sketchpræget bagatel
Ronson trækker i forlægget en linje fra de alternative eksperimenter til Bushs krig mod terror, hvor stroboskoplys og Metallica-cd’er blev til psykologiske torturværktøjer i hænderne på Abu Ghraib-fængslets vagter.

Filmen vover sig aldrig ind i de mørke hjørner, tilfreds med at være en letløbende, sketchpræget bagatel. Grant Heslov, der skrev Good Night, and Good Luck sammen med Clooney, anlægger en godmodigt anarkistisk tone og et friskt tempo i sin iscenesættelse. Hans filmatisering kommer stærkt fra start i hjulsporene på Mike Nichols’ mønstergyldige krigssatire Catch-22 (1970).

Men den mister fart, efterhånden som drejebogen griber til konventionel plotmekanik for at binde en narrativ sløjfe på Ronsons research.

Clooney i storform
Den forcerede sidste akt bæres kun i mål af det veloplagte stjerneensemble, anført af en forbilledligt engageret Clooney. Hans timing er udsøgt og det plirrende minespil aldeles kosteligt, når Cassady demonstrerer ”cloud bursting” for en mistroisk Wilton eller forsøger at uskadeliggøre modstanderne med sin patenterede ”sparkly eyes”-teknik.

Det er deadpan-komik af højeste klasse og langt mere elegant end Clooneys grimasserende farcegymnastik i Coen-regi.

Som Cassadys naive vedhæng er McGregors funktion primært at agere publikums stedfortræder og spille med på de utallige henvisninger til sin tidligere rolle som Obi-Wan Kenobi. De barfodede hippiesoldater i First Earth Batallion kaldte sig selv for Jedi-riddere. Men Wilton aner ikke, hvad de fabler om.

Han har aldrig set Star Wars.

The Men Who Stare at Goats havde premiere igår, den 7. januar.