”Godt spil, men Eik er det ikke”

Hun husker Eik Skaløe ganske tydeligt. Og hvis ikke hun kan, hvem skulle så egentlig?

Iben Nagel Rasmussen var Steppeulvene-forsangerens store kærlighed, inspiration og glæde. Sammen rejste de verden rundt i 1960’erne, havde masser af (fri) sex, eksperimenterede med stoffer og forsøgte at finde ud af, hvad de skulle bruge livet på. På mange måder var de sammen hver for sig.

Denne historie er nu blevet til Ole Christian Madsens film Steppeulven, som får premiere 19. februar. Iben Nagel Rasmussen har kun set en uredigeret version af filmen, men hun har alligevel lagt klart mærke Joachim Fjelstrup, der fortolker Eik Skaløe og er udråbt til ”nyt talent” i det aktuelle nummer af Ekko.

”Han spiller virkelig fremragende og brænder skidegodt igennem, men han er nu ikke Eik, som jeg husker ham. Energien er god, men Eik er han ikke,” siger Iben Nagel Rasmussen, der imidlertid langt fra er kritisk over for filmens handling.

”Jeg har tidligt i processen læst manuskriptet, men det var mest for at se, om der var noget faktuelt forkert. Resten har sådan set været op til manuskriptforfatterne Bo hr. Hansen og Ole Christian Madsen. Dette er jo ikke en dokumentarfilm, men en fiktionsfilm baseret på virkelige hændelser. Derfor er det heller ikke min opgave at sige, hvordan det var til en manuskriptforfatter. Jeg kan højst sige, hvordan det ikke var,” siger hun og tilføjer:

”Måden, Eik og jeg mødte hinanden på, er eksempelvis blevet dramatiseret. Vi mødtes ikke i detentionen.”

Fri sex er naturligt
Scenen i detentionen åbner ellers Steppeulven. En forslået Eik Skaløe nærmest vælter ind i Iben i en københavnsk kachot. Lynhurtigt opstår der kærlige følelser og, ikke mindst, seksuelle spændinger.

”Eik og jeg havde hørt om hinanden, fordi vi begge to kom i de samme grupperinger, og fordi vi begge to fremstod som nogle af de vilde,” husker Iben Nagel Rasmussen.

”Vi kunne da sådan set også sagtens have mødt hinanden i en detention, for vi begge var blevet taget af politiet den samme nat, fordi vi klippede plakater op. Det var en måde at være imod atomkraft på.”

Men Iben Nagel Rasmussen mødte Eik Skaløe et helt andet sted i 1961.

”Vi mødtes i kampagnekontorets lokale, da vi begge var blevet sat fri. Eik sad dér med sit røde pandehår og sin blå anorak fyldt med klister fra nattens aktion,” siger hun, men tilføjer, at det ikke er afgørende for oplevelsen, at Steppeulven tager sig visse friheder.

”Al det med den frie sex har filmen i hvert fald gengivet helt korrekt,” griner hun. ”Det eneste, som ikke stemmer i den del af filmen, hvor der er meget sex, er nok, at vi ikke har kørt ned gennem Europa i et folkevognsrugbrød.”

”Men husk på, at dette her var før aids, og sex var jo simpelthen et oprør. Det hele var vildt og frigjort, og det er en vigtig pointe, at det er så markant med i filmen. Fri sex var naturligt.”

Mere søgende end idealist
Alligevel har 69-årige Iben Nagel Rasmussen selvfølgelig ikke kunnet lade være med at tænke på, at nogle for fremtiden vil tænke på hende som én, der har været nøgen i en film.

”Jeg har gennemspillet scenariet i mit indre om, hvordan den lokale købmand vil kigge på mig, efter han har set filmen. Men i Vestjylland er man nu bare mere frigjort end i København,” siger Iben Nagel Rasmussen, som har været tilknyttet det Holstebro-drevne Odin Teatret i snart 50 år, og derfor også har været bosat i byen lige så længe.

Holstebro oplever man også ganske kort i Steppeulven, da Eik tager til Jylland for at vinde Iben tilbage.

”Eik var impulsiv, men ikke idealistisk. Jeg ved nu heller ikke, om man får det indtryk af filmen, men den Eik, jeg kendte, var mere søgende og determineret end idealistisk. Det, han sagde, gjorde han. Han læste de bøger, han sagde, han ville læse. Rejste de steder hen, han ville.”

”Han tvivlede aldrig på, at han skulle gøre det, for han kastede sig bare ud i eventyret. Samtidig slap han tidligt sit politiske engagement, fordi han, nok før de fleste andre, fandt ud af, at det var politikken, der forandrede os, og altså ikke os, der forandrede politikken. Eik søgte ind i sig selv ved at tage ud.”

For Iben Nagel Rasmussen det vigtigste kendetegn ved Eik Skaløe, at han var nysgerrig.

”Eik var vild med at gå nye veje. Han fik hurtigt klaustrofobi af at være i de samme miljøer for længe, så han søgte konstant videre,” husker hun.

”Jeg gjorde ham ondt”
Steppeulven lægger ellers Eiks monogami ganske klart frem, og i filmen er det mest af alt Ibens kærlighed, han søger. Sådan husker Iben Nagel Rasmussen imidlertid ikke helt tiden med ham.

”Eik ville gerne være i et egentlig et parforhold med mig, hvilket bestemt var svært at leve med, for det ønskede jeg ikke. Og ja, jeg gjorde ham ondt, og det sidder da i mig, selvfølgelig.”

”Men jeg mindes ikke, at Eik næsten gik i opløsning på grund af mig. Han gav tydeligt til kende over for sin familie, hvor glad han var for, at jeg havde fundet min plads. Jeg var jo ikke tilfreds, før jeg havde fundet ud af, hvad jeg ville med mit liv, og det kunne Eik godt mærke,” siger Iben Nagel Rasmussen.

Ingen kontroverser
Der er da heller ikke rigtigt nogen vrede i Steppeulven. ”Itsi-Bitsi, ta’ med mig til Nepal,” lyder Eiks berømte sanglinje til Iben Nagel Rasmussen, men efter hendes afvisning i Holstebro rejser han af sted alene. Og ender i 1968 sine dage på grænsen mellem Indien og Pakistan, kun 25 år gammel.

Netop denne manglende vrede er helt korrekt videreformidlet, ifølge Iben Nagel Rasmussen.

”Jeg blev jo nærmest kæreste med Odin Teatret i stedet for med Eik. Det teater har jeg været sammen i 50 år, men mit valg skabte ingen kontroverser imellem mig og Eik. Det var nok, fordi vi begge forstod, at jeg ikke valgte ham fra, men tværtimod en karriere til,” siger hun og ser frem for sig med et fjernt smil:

”Jeg husker, at Eik blev en smule vred over al den disciplin, som jeg underlagde mig for at kunne blive en dedikeret skuespiller. Disciplin var ikke ligefrem Eiks store interesse, men jeg husker ikke, at han var vred eller irriteret over andet end det.”

Tro mod drømmene
Der kunne, set med år 2015’s mere bornerte briller, ellers godt være lidt at hidse sig op over, når man ser Steppeulven. Eik jagter Iben, mens Iben jagter den totale frihed, både når det gælder sex og parforhold. Men for Iben Nagel Rasmussen handler dette langt fra om utroskab.

”Jeg synes bestemt ikke, jeg har været Eik utro. Jeg har faktisk lavet en forestilling om det samme – Itsi Bitsi – som jeg stadig spiller. Det, vil jeg ikke sige, er at være utro,” siger Iben Nagel Rasmussen, men korrigerer så sig selv:

”Jo, måske var det utroskab på en meget banal måde dengang, men det, som jo var kernen i vores forhold, har jeg altid været tro imod. Vi forstod hinanden, vi drømte på mange måder om den samme verden, og vores tankesæt er jeg blevet ved med at være tro imod helt op til i dag.”