Dag 11 & 12: Gøg og Gokke genopstår

Med fripas til filmland er det let at blive fristet.

Fyrre biografture på tolv dage blev det til, i øvrigt efter to ugers ivrigt filmkiggeri på Cph Pix, og nu kan jeg så ånde lettet op. London Film Festival er nået til vejs ende.

Lørdag blev vinderfilmene afsløret ved at afholde hemmelighedsomgærdede visninger af vinderfilmene, der så blev afsløret, efter publikum – der altså risikerede at have set filmene i forvejen – havde købt billet.

Fire film fik en præmie med hjem: det østrigske trafficking-drama Joy vandt hovedprisen, mens Lukas Dhont vandt festivalens debutpris for det fabelagtige belgiske trans-portræt Girl.

Dokumentarprisen gik til den amerikanske What You Gonna Do When the World’s On Fire?, der ser nærmere på raceproblematikkens tabere i de amerikanske sydstater, hvor sorte mænd ofte bliver ofre for politivold.

Flotte anmeldelser til trods er det ikke festivalens mest omtalte film, der gik hjem med trofæer, og det vidner manglen på en egentlig prisceremoni da også om.

Der var ingen ekstravisninger af vinderfilmene på den sidste dag, hvor man kunne mærke på programmet, at festivalen var ved at lukke og slukke.

Utrættelig krigsreporter
Emnet giver mening, tænker man.

Krigsreporteren Marie Colvins livshistorie lyder som lige noget for dokumentaristen Matthew Heineman, der har leveret uforfærdede, intelligente krigsreportager med narkoportrættet Cartel Land og Syrien-dokumentaren City of Ghosts.

Colvin var en frygtløs og kompliceret kvinde, der følte sig draget af krig og menneskelig nød fra alle verdens afkroge. Hun mistede livet omgivet af de civile syrere, hun forsvarede over for styrets raketter.

Matthew Heineman trækker på sin journalistiske baggrund i sin første fiktionsfilm, hvor Rosamund Pike leverer storspil i rollen som Colvin, en sammensat og plaget humanist med større kugler end nogen anden krigsjournalist.

Det bliver til en medrivende historie om en bemærkelsesværdig ener, der føler sig uimodståeligt draget mod verdenens brandpunkter, men som dræber sig selv ved at tage alt på sine skuldre.

Det er bydende råt, men Heineman stikker aldrig dybere end helteportrættet. Marie Colvin indånder vodka og cigaretter. Hun er kort for hovedet, men aldrig urimelig. Man venter på hendes martyrium i en vigtig sags tjeneste – for hvert spring i tid tæller filmen ned til Colvins død.

Gensyn med elsket duo
Man sidder også og venter på det uundgåelige i Jon S. Bairds morsomme, men fade komikerportræt Stan & Ollie. Filmen følger Gøg og Gokke – Stan Laurel og Oliver Hardy – på farveltourné rundt på de engelske teatre i starten af 1950’erne.

Hvedebrødsdagene som Hollywoods store komikerpar ligger langt bag dem, og de har lagt et gammelt tillidsbrud bag sig for at spejde fremad mod deres store filmcomeback. Men man ved nok, hvor det bærer hen, da Stan har ualmindeligt svært ved at få deres producer i røret.

Komikerne Steve Coogan og John C. Reilly er drømmecastet i rollerne som det stædige vennepar, der instinktivt falder tilbage i rutinen og leverer punchlines til hinandens setups. Især Reilly er nærmest uigenkendelig bag et velpolstret fat suit, og begge finder ind til en kerne af forsmået ambition

De rammer legenderne perfekt i en desværre ufarlig nostalgifilm.

Sprælsk komedie fra Kina
Mere spræl er der i den kinesiske komedie Dead Pigs, hvor der opstår massedød i alle grisebestande i en hel region. En af griseavlerne får pludselig svært ved at betale gangstere, som han har lånt penge af for at købe VR-udstyr til sin PlayStation.

Hans søster kan ikke hjælpe, for hun laver sit-in-protest i sit hus mod de entreprenører, der venter i bulldozere ude foran.

Søskendeparret vil hente europæisk romantik til landet ved at opføre en kopi af Sagrada Familia-templet – og så omringe det med forretningshoteller og luksuslejligheder designet af en amerikansk arkitekt, der i øvrigt bijobber som forloren frontmand for kinesiske virksomheder.

Samtidig følger vi også grisefarmerens søn, der forelsker sig i en rodløs escort-pige med ondt i klasseprivilegierne.

Inden længe er multiplottet blevet så forgrenet, at man mister overblikket, og trods skægge idéer sidder man og længes efter noget mindre ambitiøst og mere gennemarbejdet.

Blid byskildring
Man burde også begynde at kede sig i Frederick Wisemans blide byskildring Monrovia, Indiana. Med veteranens tålmodige ro skildrer filmen livet i en mellemstor, amerikansk by, hvor livet går langsomt, men aldrig helt i stå.

Gymnastiklæreren fortæller levende sine elever om dengang, Monrovia var synonym med high school-basketball. På baren drikker gutterne light-øl og vender deres lægeproblemer, og til håndarbejdsmesse kan man købe både homøopatisk medicin og konservative køleskabsmagneter.

Der er ikke megen tvivl om, hvem de her mennesker har stemt på, men Wiseman er ikke interesseret i politik. Selv som 89-årig har den gamle instruktør en underfundighed, der giver det løse byportræt en poetisk og morsom dybde.

En længere scene viser den lokale Lion’s Club, der med stor respekt for tonen diskuterer om donationen af en ny bænk til biblioteket. ”Der er meget trafik dér,” siger forslagsstilleren, ”vi ville få meget bevågenhed.”

På dagsordenen er der lutter små problemer, men filmen favner alligevel livet fra skole over bryllup til begravelse.

Træt i sjælen
Frederick Wiseman har en humanisme, der er mere eller mindre fraværende i den italienske afmagtsfortælling The Vice of Hope.

På et nedslidt bordel af blikplader og splintret drivtømmer i sumplandet uden for Milano må de papirløse kvinder sprede ben, indtil de bliver gravide. Hvorefter de må sælge deres unger til rige adoptionsmødre, hvis de da er så heldige at overleve fødslen.

Det er trøstesløse omgivelser, og instruktør Eduardo De Angelis svælger misantropisk i lidelsen, men Pina Turco er formidabel i hovedrollen som den kuede Maria, der er plaget af skyld og selvhad.

Hun bryder sig ikke om at være afklædt, får vi at vide. ”Så du er kun nøgen, når mændene tager dig?” spørger den afstumpede bordelmutter. ”Nej,” svarer Maria sagte. ”Heller ikke da.”

Hun er blevet udsat for overgreb siden barnsben, men øjner et håb, da hun selv bliver gravid – hvilket ikke går ustraffet hen. Det er stærkt og nøje bygget på virkelige kvindeskæbner, men man bliver også træt i sjælen af den slags elendighedsdyrkelse.

Nørdet kupfilm
Så var der mere at muntre sig over i sidste film på mit festivalprogram.

The Hummingbird Project er en kupfilm om den entreprenante newyorker Vincent. Han lokker sit programmør-geni af en fætter med i et storstilet projekt, hvor de skal bore rør til en fiberoptisk ledning – fra Kansas til Wall Street.

Målet er at få børsnoteringerne ét sekund hurtigere end konkurrenterne. Teknologien vil blive overflødiggjort inden for få år, men på kort sigt kan den gøre dem til milliardærer.

Historien er så nørdet specifik, at man bliver forundret over, at den ikke er autentisk.

Jesse Eisenberg er helt sig selv som den perfide lykkejæger. Men det er Alexander Skarsgård, der rigtig gør indtryk som den socialt akavede fætter Anton. Det svenske sexsymbol spiller en godhjertet familiefar med topmave og måne. Han gør pligtskyldigt, hvad han får besked på, selv om han allerhelst bare vil være alene med sine algoritmer.

Fætrenes kamp mod uret og ikke mindst Salma Hayeks sprudlende tech-chef er underholdende med alle genrens virkemidler.

Og da Jesse Eisenberg og Alexander Skarsgård toner ud til rulleteksterne, stavrer jeg lidt omtumlet ud i det milde engelske storbyefterår og sætter kursen mod undergrunden og min nedslidte vandrehjemsseng.